11. juni 2009, 22:30

Jeg var tretten år da ”Ghostbusters” udkom, og derfor svært modtagelig over for alt nyt og sejt, især hvis det kom fra USA. Filmen blev et kæmpe hit, ikke bare hos mig, men for en hel generation, som samtidig var den første der for alvor tog computerspil til sig. Det år både sang, dansede og spillede vi på vores Commodore 64 til tonerne af Ray Parker Jr.’s ”Who You Gonna Call? Ghostbusters!”

Det er derfor et ganske klogt træk af Terminal Reality at forene denne klassiker med det moderne spilmedie, for der må sidde en hel del aldrende spillere derude foruden mig, som ikke kan andet end at savle lidt ved tanken om ”Ghostbusters” udsat for PlayStation 3. Det er også en modig beslutning, for spil baseret på kendte filmlicenser har et blakket ry, og piller man ved barndommens ikoner, beder man ligesom selv om det.

Heldigvis for os alle er ”Ghostbusters” blevet en rigtigt vellykket spiloplevelse. Udviklerne har valgt at satse fokuseret på tredjepersons action-genren, og man spiller rollen som nyudklækket spøgelsesjæger, der skal forsøge at overbevise de andre på holdet (som alle er computerstyrede), om at man har fortjent sin plads som prøvekanin for nyt spøgelsesfangerudstyr.

Selvom dette fokus udelukker forskellige ting, jeg gerne ville have set i et ”Ghostbusters”-spil, som fx muligheden for at køre i den specialdesignede bil og at kunne spille fire samtidig (helle for at være Bill Murray), giver det en helstøbt oplevelse, som ligger klart over gennemsnittet i forhold til de mange forhastede film-til-spil-produktioner.

Det kan mærkes, at der er blevet arbejdet godt og grundigt med ”Ghostbusters”, især når det gælder præsentationen af spillet, som er proppet med referencer til filmene, og langt de fleste af de kendte og elskede hovedingredienser er med. Dan Aykroyd og Harold Ramis har skrevet manuskriptet, og de har skabt spillets historie som en direkte efterfølger til de to foregående film. Alle stjerner på nær Rick Moranis har lagt stemmer til spillet, og man genkender også mange af spøgelserne undervejs, fx den enorme skumfidus-mand og det grønne slim-spøgelse fra biblioteket.

Stjerneparade plus vellykket dialog og underholdende historie, tilsat lækker grafik, animation og effekter og rundet af med det velkendte soundtrack. Så kan det næsten ikke blive bedre, eller hvad? Nja, der er jo lige det med selve gameplayet. I bund og grund er ”Ghostbusters” nemlig meget klassisk og lineært bygget op – man løber af sted ad prædefinerede ruter, optjener point og opgraderer sine våben, mens man kæmper mod og fanger en strøm af varierende spøgelsesfjender. Det er skægt nok, især fordi selve fangstteknikken kræver mere end bare at hamre på controllerens knapper, men alligevel undslipper spillet ikke repetitionens klamme favntag, og halvvejs inde begynder man at savne noget variation over temaet.

Udviklerne har forsøgt at råde bod på dette ved at give spilleren fire forskellige våben at lege med, som alle kan opgraderes, og der er også tilføjet nogle ekstra spilformer for flere spillere, men de er adskilt fra selve hovedspillet og er derfor kun et lille plaster på såret.

Alligevel viser ”Ghostbusters”, at udviklingen af filmbaserede spil går i den rigtige retning. Høj produktionskvalitet og god underholdning i langt det meste af tiden i selskab med de genopståede spøgelsesjægere fra 80’erne. Leder du efter en filmisk spiloplevelse ved du nu, hvem du bør ringe til.