Villys verden

Villy Søvndal er på grund af sin succes og frække, pågående stil blevet kaldt alt fra krammedyr til oppositionens sande leder. Men hvordan er Villy Søvndal blevet FOLKEFØRER? Vi drog til Sdr. Bjert for at finde svar.

Hvem er Villy? Hvem er manden, som har gjort en generation til venstreorienterede, som kan få statsministeren til at rødme, og som kan ligne en rockstjerne med chik bundet halstørklæde, rusten stemme og synlige tømmermænd?

Dagen før turen til Søvndals hjem lidt uden for Kolding spurgte jeg folk, jeg mødte, hvad jeg skulle spørge ham om. Og folk svarede: Spørg ham om hvad han skal bruge magten til, spørg ham om hans image, spørg ham om ekskonen, som han er flyttet sammen med igen, spørg ham om han nogensinde bliver minister og måske statsminister.

For Villy Søvndal og Anders Fogh er den samme person, eller rettere, de er hinandens spejlbilleder. De er født med et års mellemrum i henholdsvis 1952 og 1953, de er opvokset i beskedne kår på landet og er gået til hånde på gården, de har begge haft tilnavnet »Røde«, de har hver tre børn og de løber begge to. Men så holder lighederne også op. Kvinderne vil have Villy – og ikke Anders.

Men hvordan er Villy Søvngænger blevet til Villy Folkefører? Hvordan er den piberygende forhenværende folkeskolelærer, værtshusmusiker og lokalpolitiker blevet så populær? Og har det en sammenhæng, at han måtte gå tilbage til sin kone, sine børns mor.

Taxachaufføren Johannes kender godt Villy Søvndal. Han kører ofte turen fra stationen i Kolding til Sdr. Bjert med SF-formanden.

»Villy er en flinker mand og nem at tale med. Ham får du ingen problemer med,« slår han fast.

Men synes du ikke, at han har været lige vel rigeligt i medierne?

»Jamen det er da fordi, at alle jer journalister er SFere,« siger Johannes på den ti minutter lange taxatur fra stationen og ud gennem det bakkede landskab til privaten i Sdr. Bjert.

Tager skraldet
Søvndal tager selv skraldet. Han bærer det i hvert fald selv ud til containeren ved indkørslen til Andelsforeningen på Abildgården – et moderne boligkompleks med fælleslokaler og udsigt over marker – hvor taxaen parkerer. Iført hjemmesutter kommer han gående med affaldsposen og med mobiltelefonen klemt fast mellem hage og skulder, mens han hilser med venstre hånd og snakker videre.

Her har Villy boet siden 1995, først med kæresten Pernille Frahm og siden foråret med ekskonen Laila Rifbjerg, som han blev skilt fra for ti år siden og nu er flyttet sammen med igen. Kongen skal have sin mage. Anders har sin Anne-Mette og Villy sin Laila. Billedet er fuldendt.

Indenfor i spisekøkkenet ligger der en dør på gulvet – til toilettet skal det senere vise sig – for at blive repareret. TV 2 Nyhederne kører i fjernsynet. Villy ser træt ud. Eller slidt nærmere. Han var hjemme fra København klokken to i nat efter en dag, som begyndte klokken seks om morgenen. Nu er klokken kvart i ti. De tre børn er i skole, og det er kun Villy og hunden Oliver, der er hjemme. Han fylder nescafé i to kopper og skal have ekstra sukker. Han kan tåle det. Og så har han været ude at løbe en tur her til morgen. Selvfølgelig har han det.

Hvis I nu voksede jer større end Socialdemokraterne, ville du så kunne stå som leder af oppositionen og dermed med nøglen til en statsministerbil?

»Nej, det tror jeg nu ikke. Men jeg tror ikke, at der er en absolut størrelse for, hvor stort SF kan blive. Jeg var en tur i Nakskov, som er en af de stærkeste bastioner – SF er det største parti på Lolland. Vi fik 66 procent af alle stemmerne i Nakskov. Politik i dag er jo meget bevægeligt, og folk orienterer sig efter, hvor der sker noget, og hvor der er substans. Vi er det tydelige modbillede på Anders Fogh og Pia Kjærsgaard på alle områder. Irak, klima, tilliden til mennesket, troen på den offentlige sektor og synet på lighed og ulighed. Og så har vi været konstruktive. Hver gang vi er kommet med kritik, har vi også stillet et forslag. Jeg tror ikke, at folk kun gider at høre på folk, der skælder ud.«

Men hvad med din person, Villy, det er den vi skal tale om! Du er en kultfigur, en ny Marianne Jelved. Du har transformeret dig til en folkefører.

»Ja, jeg har bare en skuldertaske!«

Ja, og smart bundne halstørklæder...

»Jeg kan godt mærke det, og jeg er meget overrasket over styrken i det. Men jeg tror, at det handler om, at jeg prøver på ikke at gøre politik mere indviklet, end det er. Politik drejer sig om nogle helt grundlæggende spørgsmål. Hvor stor uligheden skal være, og om vi har råd til en velfungerende offentlig sektor. Politik bliver nogle gange gjort mere indviklet, end det er. Og der tror jeg, at min styrke er, at jeg kan kommunikere budskaber tydeligt og skarpt. Og så ved at introducere humor i den politiske debat.«

Ja, for man har jo ikke tidligere set den sjove Villy så meget?

»Jamen, det er fordi, at jeg tidligere var forsvarsordfører og udenrigsordfører, så det handlede altid om enten Irak-krigen, eller om at folk ikke kunne få deres førtidspension og sygedagpenge. Og det er svært at deltage i med et stort smil på læben. Men jeg synes, at jeg mere er mig selv nu. Jeg synes, jeg er kommet mere på banen, og jeg er ikke så god til at være påklistret. Jeg har modtaget ganske få timers medietræning. Det er meget vigtigt at være sig selv og være en helstøbt person og ikke hele tiden blive dannet af andres forventninger, for så kan man til sidst ikke huske, hvem man selv er. Derfor er det også vigtigt at have et liv ved siden af med nogle børn, der hiver i én.«

Men det var da heldigt, at du under valgkampen fik Anders Fogh som din legekammerat, du kunne drille kærligt?

»Ja, men det er et gammelt spil, vi har sammen. Vi er formentlig dem, der har tilbragt mest tid i folketingssalen med at diskutere Irak-krigen uge efter uge. Så vi kender hinanden ret godt. Han er en dygtig polemiker og en skarp debattør. Det værste er, når politik bliver hadefuldt og fyldt med personlige modsætninger og folk, der ikke kan lide hinanden.«

Om Fogh
Kan du lide Anders Fogh?

»Jaaa, altså som menneske tror jeg godt, at jeg kan lide ham. Det kan jeg. Men jeg kan bestemt ikke lide hans politik. Men jeg har ikke noget personligt modsætningsforhold til ham. Jeg kender ham ikke personligt.«

Kunne du drikke en øl med ham?

»Jo, det ville jeg godt kunne, men kun i forbindelse med en debat eller en fest i presselogen eller lignende.«

Der har været en del debat om, at du som person fyldte for meget og var for meget billedet på SF?

»Når der er den kritik, så overvejer man det jo, og det kan da godt være, at der var for mange billeder oppe af mig. Men moderne politik handler også om personer og tilliden til personer. Man er nødt til som politisk leder at kaste sin person ind. Det kan man ikke skille ad. Men jeg er ikke et magtmenneske. Jeg synes, det er sjovt at være med til at fremme det gode politiske budskab. Men jeg har ikke noget ønske om at beherske hele verden. Tværtimod.«

Villy Søvndal har grund til at være glad. Medlemstallet er steget fra 7.000 til 15.000 på tre år og bare 5.000 på ét år. SF gik frem til 23 mandater ved valget, og i meningsmålingerne går partiet frem og frem. Samtidig har SF Danmarks største ungdomsorganisation. Så det ser lyst ud – og Søvndal tror på, at det er med idealisme, han får tingene til at vokse.

Men man skal vel også være et magtmenneske?

»Ja, det er klart, men jeg vil hellere sige, at man skal være idealist. Og tro på at man kan ændre det samfund, man lever i og tage del i det og blande sig. Og påvirke det. Det er grunden til, at jeg meldte mig ind i 1977. Man skal ikke bare sidde og skrige på et værtshus over uretfærdigheden. Jeg er drevet af ønsket om at forme en verden, som bliver en lille smule bedre. Men selvfølgelig er der også en personlig tilfredsstillelse i at være med i et projekt, der lykkes. Det er som håndbolddrengene eller fodbold-EM i 1992. Et projekt der lykkes. Og det betyder selvfølgelig meget, hvad det er for en person, man identificerer sig med som den politiske leder af et parti.«



Men hvad er det, du kan?

»Jeg er meget optimistisk og har en fantastisk tro på, at tingene kan lade sig gøre. På venstrefløjen er der en tendens til, at intet kan lade sig gøre. Men vi lavede en valgkamp, hvor vi var med til at rejse håb i verden. Man kan enten føre valgkamp med håbet eller frygten som tema. Det var opløftende, at man stort set kan vinde et valg uden at sige noget slemt om andre, men ved at fremhæve sig selv. Jeg er vokset op på landet og har været vant til at arbejde hårdt, siden jeg var dreng, Så jeg ved, at der er et stykke fra, at man føler, at man ikke kan mere, til at man virkelig ikke kan længere. Det er vitterligt hårdt arbejde.«

»Og så er jeg god til at kommunikere, så folk kan høre, hvad jeg siger. Jeg er vokset op i Vestjylland på 16 tønder land. Jeg har arbejdet alle mulige steder i landbruget, i Tyskland på et åndssvagehospital. Jeg har rejst i Østeuropa inden Murens fald, i Sydamerika, jeg har stort set boet blandt alle slags mennesker, og jeg forstår, hvordan de tænker. Derfor kommer jeg til at tale, så de forstår, hvad jeg siger. Og det er en afgørende egenskab som politiker. Desuden er jeg god til at få folk til at arbejde sammen.«

Men der er jo mange, både kvinderne og så Johannes som kørte mig herud i taxaen, der synes du er en flinker mand. Handler det bare om, at du er en flink fyr og ser venligere ud end Holger K.?

»Jeg tror da, at det betyder meget, at man kan virke venlig og jovial på TV. Folk vil gerne se politikere som er glade, samtidig med at de argumenterer benhårdt og skifter tempo og får det ned et sted, hvor det ikke bliver for hadefuldt og konfrontatorisk. Selv om jeg selv har været meget konfrontatorisk især i forhold til Irak-krigen.«

»For lige at gøre Holger færdig, så skylder jeg ham meget, fordi han gjorde det meget let at tage over. Når jeg tænker på, hvad tidligere formænd i andre partier har blandet sig i og givet af vanskeligheder, så har Holger været fantastisk at afløse. Han har ikke en eneste gang lavet noget, der har generet mig. Tværtimod. Han har taget de ordførerskaber, han har fået, og har det godt med det. Det er jo en fantastisk historie. Holger er først og fremmest utroligt glad for, at det projekt han har brugt hele sit liv på, nemlig SF, lykkes godt i øjeblikket. Dér er han virkelig et stort menneske.«

Men han ved måske også, at hans person stod i vejen?

»Det mener jeg nu ikke er rigtigt. Jeg vil hellere sige, at han var formand for SF i en svær tid lige efter Murens fald. En periode hvor EU i den grad kom til at skygge for SFs øvrige politik. Politik handler også om held og timing.«

Så man kan sige, at det er heldigt at miljø og ulighed står højt på dagsordenen?

»Ja, lige præcis og hele den offentlige velfærdsdagsorden ligger lige til os.«

Du fandt sammen med din ekskone i foråret. Hvorfor gør man det efter så mange år væk fra hinanden?

Villy Søvndal tøver lidt.

»Jeg synes, at det var svært at være væk fra hende og væk fra børnene. Livet som politiker og formand gør, at der ikke er så meget tid til overs. Og jeg synes, at afstanden til mine børn var blevet for stor. Alle, der gifter sig og får børn, ønsker, at det kan ske i en fælles ramme. Så jeg er glad for, at det er sket.«

Hvad ofrer man i det liv, du lever?

»Tre ting. Den ene er tiden. Uanset hvad folk tror, så bruger man ufattelig meget tid, hvis man tæller sammen. En dag som i går stod jeg op 6.15 i København og var tilbage her klokken to. Det er en lang dag, og dem er der mange af. Så er der også gode perioder, og kunsten er at kunne beskytte de gode perioder. Det andet offer er, at det er svært at planlægge sin tid i forhold til venner og interesser. Man ved aldrig, hvornår der sker noget nyt. Det tredje er, at man er meget offentlig. Alt, hvad man laver, bliver vejet og målt. Det prøvede jeg i den seneste valgkamp. Man kan ikke have en mikrofon hængende om halsen tre uger i træk uden at lave fejl. Det var hårdt.«

Frirum
Hvad med at skulle forholde sig til private ting. Det virker ikke, som om du har så meget lyst til at tale om for eksempel dit ægteskab?

»Man må insistere på, at man har et vist frirum med sine børn og sin kone. De har ikke bedt om at være en del af det, selv om de synes, det er meget sjovt nogle gange. På valgaftenen for eksempel, hvor min datter var med. Men pludselig blev hun også forskrækket over, hvor omsiggribende det er, når man stikker næsen frem. De lever deres børne- og ungeliv, og det synes jeg ikke, de skal forstyrres i. De skal heller ikke presses til at synes, at det her er noget særligt. Jeg har ikke nogen ambition om, at de er en kommende generation af politikere.«

Kunne du have været en bedre og mere nærværende far?

»Ja, det tror jeg da. Men jeg tror alligevel, at de vil huske mig, som én der var der hovedparten af tiden. De har været mit held, for der er mange politikere, der knækker halsen på kun at være politikere. Det er meget farligt, for der er så meget fokus på dig, at der er en risiko for, at man bliver selvoptaget og mister sin umiddelbarhed. Der er børn guld værd i forhold til at gøre én til et mere helt menneske.«

»Under valgkampen var jeg kun hjemme få gange, og der er det fuldstændig umuligt at være nærværende. Selvom man sidder i stue sammen med dem, så kredser tankerne om arbejdet. Så kunsten er at være nærværende og lave nogle ting sammen. Vi ser håndbold, og jeg synger og spiller musik sammen med min datter Anna, eller jeg hjælper hende med hendes samfundsopgaver i gymnasiet. Vi tager på ferie sammen, når vi kan. Man bliver meget slidt, hvis man ikke prioriterer det. Også fysisk. Jeg var ude at løbe en tur i morges. Jeg skal have noget motion for at klare den.«

»Det er hårdt at være en offentlig person, og den offentlige debat bliver hurtigt et sted med meget få nuancer. Når man som landspolitiker skal ud og kommunikere med fem millioner mennesker, så bliver man lynhurtigt placeret i en meget snæver ramme, og det er næsten umuligt at vride sig ud af. Det var derfor at jeg engang blev opfattet som lidt sur og altid talte om krig. Men sådan så jeg ikke mig selv. Det var bare det man så fra Folketingets talerstol. Ikke for at bebrejde medierne for jeg har fået en fortrinlig behandling af medierne. Det er bare svært at massekommunikere, fordi folk kun husker så få ting. Jeg vil gerne huskes for humoren og på den skarpe debat og viljen til at række hånden frem.«

Søvndal taler om glæden ved musik, at spille og »synge mørke dage lysere«.

»Vi synger meget i fælleshuset deroppe. Jeg har spillet meget både protestsange, folkemusik og viser. Halfdan Rasmussen. Alle de gamle sange. Det er en fantastisk arv at have med. Jeg nyder det meget. Og går til koncerter, når jeg kan,« siger Villy Søvndal og afbryder pludseligt.

»Jeg skal lige nå et toilet. Døren mangler.«

Den høje lyd af Villy, der tisser for åben dør, føles lidt akavet.

Lidt efter kommer han tilbage og fortæller, hvor børnene bor. Mads bor derinde, Christian derinde og Anna nede bagved, forklarer han og peger rundt.

Hans far døde i 1996, mens hans mor stadig lever.

»Mor er på plejehjem. Hun er lidt forvirret og kan ikke altid huske, hvad vi har talt om. Hun fylder 90, og hun glemmer tit, at jeg sidder i Folketinget. Men hun kan huske ting, fra vi var små. De var begge stolte, da jeg kom i Folketinget.«

Der er fem søskende, som lever. Én blev dræbt i en trafikulykke som to-årig. Villy er den yngste. Hans søster er lærer, og de to ældste er landmænd. Og ham, der er halvandet år ældre, er bedemand. Villy blev lærer og underviste, indtil han kom i Folketinget i 1994

Vi mangler nu blot at få ét på plads.

Ville du gøre noget om?

»Man skal have idealismen og troen på, at man kan ændre ved tingene. Ellers gider man ikke rejserne, de lange dage, fraværet. Så fedt er det jo heller ikke. Man kunne tjene lige så mange penge på et hvilket som helst andet job. I »Terningerne er kastet« af Sartre skal Pierre og Eve prøve at leve livet igen, og de lever det på nøjagtig samme måde. Det tror jeg sådan set også, at jeg ville gøre. Det har været hele turen værd.«
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.