Kommentar

Vil feministerne andet end tæske løs?

Vil feminister som Leonora Christina Skov overhovedet være konstruktive, spørger Berlingskes Jeppe Krogsgaard Christensen.
Vil feminister som Leonora Christina Skov overhovedet være konstruktive, spørger Berlingskes Jeppe Krogsgaard Christensen.

Anne Linnet har netop udgivet et album. Det fik en skidt modtagelse. Jeg gav det selv to stjerner; mere var sangene ikke til. Og som det ofte er, når store stjerner udsender små værker, så blev der stille efter udgivelsesdagen. Helt stille. Men er det en kvinde, som har lavet den dårlige plade eller skrevet den dårlige bog, og mænd som har anmeldt den, ja, så varer denne stilhed sjældent længe.

Heller ikke i tilfældet Anne Linnet. Her var det Politikens Ditte Giese, der gik i rette med anmelderne, som var både mandschauvinistiske og aldersdiskriminerende, og hun citerede Thomas Treo fra Ekstra Bladet: »Der er dømt Barcardi Breezer-disco og dancepop med rollator, når Linnet stavrer omkring på dansegulvet.«

Onde, helt utilstedelige ord. Men er anmeldelsen nu også sigende for alle anmeldelserne af Anne Linnets nye album? Det påstår Ditte Giese, men kan ikke mønstre andre eksempler end, at Anne Linnet et sted er blevet kaldt »Medina senior«, et andet »en aldrende popstjerne« og så min anmeldelse, hvor jeg skriver, at det »sagt i al respekt« er farligt at forsøge sig med musik til diskotekerne, når man ikke selv kommer på dem længere.

Jeg tror ikke, Anne Linnet vil finde citaterne krænkende. Men hun er heller ikke vigtig. Hverken her eller i det større perspektiv. For debattører som Ditte Giese handler det nemlig ikke om at tegne et sandfærdigt billede af forholdet mellem mænd og kvinder, men om at dyrke en særlig form for aggressiv feminisme. Og jeg mærker som anmelder af såvel musik som litteratur, hvordan det feministiske tæskehold sidder på spring. Klar til at dreje den kritiske anmeldelse, indtil den bliver et udtryk for mænds nedvurdering af kvinder. Og paradoksalt er det, hvordan de raser over mændenes sproglige overgreb, men gør brug af samme retorik. Ditte Gieses debatindlæg hedder således »Anmeldere ser dellen over de stramme pigejeans, men ikke egen ølvom.«

Hun har gjort en karriere ud af den slags, og det samme har Leonora Christina Skov, som har skrevet en ringe roman om en latterlig mand. Den anmeldte jeg, og det blev siden til en debat på TV 2. Inden indslaget sagde hun til mig, at hun ikke ville trække feministkortet. Det var jo fair, jeg ikke kunne lide bogen. Men da kameraet kørte lød det: »Er der én ting, man ikke må lave grin med er det mænds seksualitet. Der er en dans om pikken.«

Hun sagde præcis dét, hun havde sagt, hun ville holde sig for god til. Og sådan er det, når tæskeholdet rykker ud. Sagen bankes ud af form, turneres, indtil mænd er reduceret til tåber, der kun vurderer kvinder på en knepbarhedsskala. Det er uværdigt og ukonstruktivt. Men måske er de slet ikke interesserede i at være konstruktive. For handler det ikke mere om at holde fjendebilledet levende og karrieren som mediefeminister kørende? Spørger jeg. Men jeg er også bare endnu en kvindehader.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.