»Vi skal lære at leve med døden«

Abelone Koppel har været optaget af døden, siden hun som kun 24-årig pludselig mistede sin far, forfatteren Christian Kampmann. I teaterstykket »Tørst« demonstrerer hun, hvor svært vi i det moderne vestlige samfund har ved at håndtere døden og sorgen.

Dramatikeren Abelone koppel om hendes stykke, "Tørst", der handler om en familie i sorg.
Dramatikeren Abelone koppel om hendes stykke, "Tørst", der handler om en familie i sorg.

»Det er svært at dø. Man skal øve sig,« siger datteren Lille i Abelone Koppels kammerspil »Tørst«, som har premiere på Teater Får 302 i aften. Stykket handler om en mors og en datters kamp for at finde ind til hinanden igen efter faderens død, som har efterladt dem forskanset i hver deres sorg, ude af stand til at tale sammen om den.

Moderen græder så meget, at datteren frygter, at hun kommer til at dø af tørst. Hun har nemlig hørt, at når man græder meget, bliver man meget tørstig. »Hvis man ikke drikker, dør man. Det har jeg læst,« siger hun. »Min mor har ingen tørst. Jeg stiller vandglas over det hele. Så får hun måske lyst til at drikke«.

»Vi er ikke ude i et naturalistisk stykke. Det er snarere en maggiterning, et konglomerat af alt det, sorg og død bringer med sig,« siger Abelone Koppel.

»I vores vestlige samfund er vi ikke ret gode til at håndtere døden og sorgen. Vi ved ikke, hvordan vi skal gøre, vi har ikke det rigtige værktøj til det. I mit stykke møder vi en kvinde, der på den ene side ikke kan overskue andet end sin egen sorg, og derfor er ude af stand til at forholde sig til, at hendes datter også sørger. Men samtidig fornægter hun sorgen for at undgå den smerte, den påfører hende.«

Døden fylder meget

Døden har fyldt meget i Abelone Koppels liv og tanker, siden hendes far, forfatteren Christian Kampmann, i 1988 blev myrdet i familiens sommerhus på Læsø. Da var hun 24 år, i dag er hun 52.

I 2011 udgav hun bogen »Her fra«, hvor hun i delvist fiktiv form fortæller om, hvordan det var på et splitsekund at få sit liv ændret. Om sorgen over tabet af den far, hun altid havde haft et varmt og kærligt forhold til, om hadet og de tanker om hævn, der i perioder nærmest var ved at æde hende op indefra. Men også om, hvordan hun nåede frem til – ikke tilgivelse, men i hvert fald en slags forsoning med sin skæbne, og lærte, at sorgen også kan rumme en berigelse.

»Der gik 23 år, fra min far døde, til jeg kunne skrive den bog,« siger hun. »I begyndelsen kunne jeg slet ikke tale om det, men gradvist blev det en større og større nødvendighed for mig. Jeg har så mange historier i mig, men denne her skulle ud først.«

Bogen fik mange mennesker til at skrive til hende, hvor meget den havde betydet for dem, og det bekræftede Abelone Koppel i, at der findes et stort og uopfyldt behov blandt danskere for at forholde sig til døden. Siden har hun besøgt biblioteker, plejehjem og skoler landet over for at fortælle om bogen og om de tanker, hun har gjort sig om vores måde at håndtere døden og sorgen på.

»Tørst« handler ikke om Abelone Koppels personlige historie, men forsøger at give et billede af den menneskelige krise, et dødsfald kan kaste en helt almindelig familie ud i.

»Jeg kunne så godt tænke mig, at vi som land, ja faktisk i hele den vestlige verden, blev bedre til at favne døden og til at kunne tale om døden som en naturlig del af livet,« siger hun.

»I virkeligheden tror vi jo ikke på, at vi selv skal dø. Vi kan finde på at sige, hvis jeg dør! Og når nogen bliver ramt af dødsfald, opfatter vi sorgen over det som noget, der helst skal overstås i en fart, så vi kan komme videre i livet. Hvor tit hører man ikke folk sige, at det er søreme flot, så hurtigt den eller den er kommet igennem sorgen? Men man kommer ikke igennem en sorg. Den forandrer for altid én som menneske. Du bliver ikke færdig med sorgen, du bærer rundt på den resten af dit liv.«

At dele sorgen

Ifølge Abelone Koppel er en vigtig del af problemet, at vi mangler ritualer, der kan hjælpe os med at forstå døden og sorgen.

»Jeg læste om en primitiv stamme, der har den tradition, at når nogen er død, går man ud i skoven og sørger, og når man kommer tilbage, får man et nyt navn,« fortæller hun. »Det er jo en fantastisk måde at erkende, at sorgen har forandret dig. Du er ikke det samme menneske mere. Herhjemme er vi fuldstændig sygeligt optaget af at blive ved med at være den samme og hurtigst muligt komme tilbage til status quo. Det afspejler sig også i vores ritualer. Vi kan ikke hurtigt nok få den døde ud af sengen, ned i kisten og ned i jorden. Væk. Ikke som i gamle dage, hvor den døde fik lov til at ligge i huset, så familie, venner og naboer kunne komme og sørge.«

I forestillingen »Tørst« kan moderen heller ikke hurtigt nok få den døde mand ud af sit liv. Datteren fortæller, hvordan moderen vasker hans tøj flere gange dagligt for at få hans duft ud af huset.

»I den usunde reaktion ligger der jo også en benægtelse af, at hun overhovedet har en sorg. Og hun er i hvert fald slet ikke i stand til at tale med datteren om det,« siger Abelone Koppel. »Jeg har mødt mange unge, der har mistet den ene forælder, og hvor den anden slet ikke snakker med dem om det. Det er jo ikke af ond vilje, men fordi de ikke kan. Måske skal vi blive bedre til at anerkende, at nogle ting klarer man bare ikke alene. Måske er sorgen i virkeligheden en kæmpe gave, der kan give os en dybere forståelse af os selv som mennesker.«

Selv var hun så heldig efter faderens død at komme med i en sorggruppe, og det råder hun også andre til at gøre, hvis det overhovedet er muligt.

»Det betød virkelig meget at få lov til at dele sorgen med nogle andre Selv om vores sorg havde vidt forskellig årsag – én var blevet blind, en anden var blevet skilt og en tredje havde mistet en søn. Men uanset hvad, man har mistet, er sorgen almengyldig,« siger hun og tilføjer: »Det har også betydet rigtig meget, at jeg er buddhist, det var jeg også dengang. Troen på livets værdi gør det på en måde lettere at acceptere døden.«

Ligbål i Benares

For et år siden fik Abelone Koppel igen døden tæt ind på livet, da hendes mor, Therese Koppel døde. Få måneder forinden havde hun på en rejse til Indien besøgt den hellige by Benares, hvortil mange hinduer valfarter for at dø og få brændt deres krop på store ligbål.

»Det var en grænseoverskridende, men også meget stærk oplevelse. Du går ned til flodbredden, der er bål, og der ligger knogler rundt omkring, det hele er fuldstændig tydeligt og ikke gemt væk. Det rørte mig ekstremt meget, at døden fik lov til at være synlig på den måde,« siger hun.

I sit testamente havde Abelone Koppels mor skrevet, at hun ville ligge i åben kiste ved bisættelsen.

»Det viste sig at være et været et kæmpe problem både for kirken og for præsten. For hvad skulle han gøre ved jordpåkastelsen, han kunne da ikke stå og smide jord ned i hovedet på hende,« ler Abelone Koppel.

»Men vi valgte at følge mors ønske, og det blev en fantastisk oplevelse, at hun lå der i den åbne kiste. Jeg tænkte, at hun på en eller anden måde ville opdrage os. Hun gav os muligheden for at se, helt konkret at hun var død nu. Der var ingen tvivl. Efter min fars død blev jeg ved med at se ham på gaden i årevis, fordi jeg ikke havde set ham død.«

Hun er også glad for, at hun var til stede, da moderen døde.

»Det var en enormt stærk oplevelse, nærmest som at være fødselshjælper. Jeg er så taknemmelig for, at jeg fik lov til at opleve at sende hende af sted på den måde.«

Sin egen død har hun et ganske afklaret forhold til.

»Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg er fandeme bange for at blive syg og plejekrævende,« siger hun. »Jeg har heller ikke lyst til at dø endnu. Jeg vil gerne folde mit liv endnu mere ud og arbejde meget mere med det, jeg står midt i lige nu. Men når det endelig sker, så må det gerne være et af de helt særlige øjeblikke, man nogle gange oplever – det kender du sikkert selv – hvor man tænker: Hvis jeg dør nu, så dør jeg lykkelig.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.