18. januar 2008, 19:30 – opdateret 18. januar 2008, 21:27

Da Elsebeth Tank var ung, havde hun det som mange andre, der elsker biblioteker. Når hun gik hen på det lokale folkebibliotek i Frederikssund, syntes hun, at det var helt fantastisk bare at være et sted med så mange bøger, som man kunne gå på opdagelse i. Men der var også andet, der trak.

»De mennesker, der drev biblioteket, var meget eksperimenterende,« fortæller hun.

»De var de første, der lavede arbejdspladsbiblioteker, og de arrangerede også sådan noget som ungdsomsdiskotekstaftener på biblioteket, hvor vi nærmest lå nede under reolerne og hørte musik. Jeg syntes, at det var enormt fedt, og en af grundene til, at jeg gerne ville være bibliotekar – ud over, at jeg godt kunne lide at læse bøger – var, at jeg oplevede det her kunst- og kulturmiljø. Biblioteket i Frederikssund var et sted, hvor man kunne tillade sig nogle ting, som man ikke kunne tillade sig hjemme i den højborgerlige stue. Der var på mange måder højt til loftet.«

Højt til loftet er der også – i mere end én forstand, på Malmøs imponerende stadsbibliotek, hvor Elsebeth Tank – indtil for nylig leder af Danmarks Blindebibliotek – har været chef siden årsskiftet. Huset, der blev indviet i maj 1997, er tegnet af den danske arkitekt Henning Larsen, og her er godt at være, for nybygningen rejser sig majestætisk ved siden af det gamle slot, der havde været hovedbibliotek siden 1946, men som nu er blevet en integreret del af helheden. Lys­indfaldet og de rene linjer imponerer, og der findes i hundredevis af siddepladser, hvor man kan studere, læse og snakke, mange af dem med en smuk udsigt over slotsparken. Man må også gerne tage vand og kaffe med til sin plads. I stueetagen er der en hyggelig café. En dag kommer der måske også en gourmetrestaurant.

»For mig at se er dette bibliotek en signatur for en bestemt måde at opfatte et folkebibliotek på,« siger Elsebeth Tank, som tager imod på sit nye kontor med kaffe og skånsk bagværk.

»Biblioteket her i Malmø udtrykker kraft, særkende og monumentalitet, men samtidig generøsitet,« uddyber hun.

»Biblioteket er et udtryk for, hvordan man her i Malmø har valgt at prioritere biblioteket som institution, og på samme måde, men med omvendt fortegn, kan man vel sige, at hovedbiblioteket i København udtrykker, hvordan man prioriterer biblioteker i den danske hovedstad. Det handler om at tage biblioteker alvorligt. Det gør man her.«

Folkebibliotekets rolle
Lige nu raser biblioteks­debatten i Danmark. Hvad skal et folkebibliotek kunne? Skal det være et kulturhus, hvor bøgerne blot er ét blandt mange tilbud? Skal bibliotekerne bruge lige så mange ressourcer på digitale medier som på trykte medier? Skal de også tilbyde lektiehjælp og fødselsforberedelse og alt muligt andet, der ikke har så meget med bøger at gøre? Og risikerer man ikke, spørger skeptikerne, at biblioteker bliver institutioner, der lader sig styre af umiddelbare behov hos et flertal brugerne i stedet for at være kultur­institutioner, der også lader hin enkelte bog eller hin enkelte låner komme til orde? Hvordan ser denne debat ud, set fra Malmø?

»Jeg forstår faktisk godt, at nogle er skeptiske,« siger Elsebeth Tank.

»Derudover vil jeg sige, at jeg synes, at debatten er utrolig nyttig for bibliotekerne og lovgiverne og andre interessenter. Vi må til at genoverveje, hvad bibliotekerne er til for. Hvad er vores identitet, og hvad er vores eksistensberettigelse? Debatten hjælper os til at skærpe bevidstheden om, at vi stadig skal være forankrede i de kulturværdier, der var udgangspunktet for, at man i sin tid overhovedet oprettede folkebiblioteker, nemlig demokrati, folkeoplysning, lige adgang til tingene og alt det der. Debatten skærper bevidstheden om, at vi – som folkebiblioteker – står for alsidighed og kvalitet, og at religion, moral og politik ikke må være med til at bestemme, hvad vi skal kunne som biblioteker.«

Apropos spørgsmålet om, hvad bibliotekerne står for, peger Elsebeth Tank også på, at mange folkebiblioteker – både i Sverige og i Danmark – har været på jagt efter det, hun kalder »supplerende identiteter«. Jagten har konkret resulteret i, at mange biblioteker har givet brugerne nye tilbud, og ofte tilbud, der ligger langt væk fra kerneydelser som formidling og udlån af bøger, musik, film og andre kultur- og informationsbærende medier. Det er naturligt, at det sker, når man befinder sig i en konkur­rence­situation, siger Elsebeth Tank, men der må også være en grænse:

»Det er utroligt vigtigt, at vi holder fast i integriteten og ikke lader os bruge til nogle kortsigtede politiske mål,« mener hun.

Kernen i arbejdet
»På folkebibliotekerne i Danmark har der været nogle tiltag, som har fået mig til at tænke, om det nu også er den rigtige vej at gå. I nogle kommuner lægges der f.eks. borgerservice ind under bibliotekerne, og det kan være forskelligt, hvad der er rigtigt det ene sted, og hvad der er rigtigt det andet sted, men man risikerer, når man gør sådan noget, at miste fornemmelsen af, hvorfor det egentlig er, at man er her.«

Og hvorfor er det så lige, at I er her?

»Kernen i folkebibliotekets arbejde må stadigvæk være at appellere til kritisk bevidsthed, kvalitetssans, æstetik og integritet. Hvordan det så harmonerer med, at biblioteket også bliver gjort til et middel for alle mulige andre kommunale hensyn og intentioner, det skal i hvert fald diskuteres.«

»Nogle gange kan det godt være en lidt mærkelig oplevelse for udenforstående at lytte til folk fra biblioteksverden. Ordet skønlitteratur synes at have en meget lav prioritet i forhold til en masse ord om organisation, digitalisering, ophavsret og borgerhjælp til ditten og datten. Interesserer nutidens bibliotekarer sig overhovedet for bøger?

»Hvis man er ansat på et bibliotek, er det meget svært ikke også at interessere sig for at læse. Da jeg begyndte som folkebibliotekar, syntes jeg, at det var ekstremt spændende hele tiden at have bøger i hånden, at læse anmeldelser, at følge den litterære debat, så jo, skønlitteratur er selvfølgelig en meget væsentlig ting, det ville være uhyrligt andet, og det virker, som om folkebibliotekarerne er blevet misforstået på det punkt. Mange udenforstående tror tilsyneladende, at bibliotekarerne opfatter skønlitteraturen som et stedbarn eller som noget fra en fjern fortid, som de modstræbende bliver nødt til at slæbe med sig.«

Det kan i hvert fald virke, som om det er to sprog, der støder sammen, når bibliotekarer på den ene side og forlæggere på den anden side taler om bøger. Teknokratsproget kommer til at stå over for det litterære sprog. Opfatter du det også sådan?

»Du har ret i, at der er en kommunikationskløft, men så må vi prøve at blive bedre til at lytte til hinanden. Bibliotekarerne har nogle forestillinger om, at forlæggere er bogkøbmænd, der kun taler ud fra deres egne interesser, mens forlæggerne på deres side opfatter bibliotekarerne som nogle halvstuderede teknokrater, der ikke forstår de skønne kunster. Begge dele er dybt forkert...«

Hvorfor opstår disse misforståelser så?

»Det har nok noget at gøre med den danske mentalitet. Her i Sverige går vi igennem nogle meget langstrakte processer for at nå frem til en eller anden form for enighed, og det kan man måske også sige meget skidt om, men omvendt oplever jeg det, som om den danske mentalitet har udviklet sig i den helt modsatte retning. Der er en utrolig hang til konfrontation i Danmark, også på biblioteksområdet. I Danmark synes holdningen at være, at et bibliotek er noget støvet, forældet og uinteressant noget. I Sverige får man en oplevelse af, at der er en helt anden veneration for sagen. Når bogmessen »Bok og Bibliotek« finder sted om efteråret i Göteborg, taler hele Sverige om det, også forlæggerne og bibliotekarerne. Måske skulle danskerne overveje, om de skal blive ved med at være så pokkers selvtilstrækkelige og ikke-lyttende?«