1 dag tilbage - nedtælling til bryllup. Berlingskes Sarah Skarum dækker "Århundredets Bryllup".
28. april 2011, 19:28
LONDON: Jeg kan ikke lade være. Jeg er nødt til at gå ned at kigge.
På dem, der har lagt sig i kø foran Westminster Abbey. Her ligger de i små kuppeltelte i mange farver og venter. De sidder på klapstole, pakkede ind i fleecetæpper, har flag hængende på teltdugen og billeder af William og Kate fremme.
Det er tidlig morgen i London, der er en underlig blanding af helt almindelig hverdag, hvor tusinder af trætte kroppe spyes ud af undergrundens stationer, hvor mænd i jakkesæt haster frem ved siden af kvinder i små nederdele og løbesko med skiftesko i tasken og dumdristige unge mænd på cykler finder på arbejde. De hjemløse gnider søvnen ud af øjnene, de velstillede går rundt som playmobilmænd med kaffekopper i hånden. Og så er det en morgen, hvor der forberedes. Der er mange steder sat afspærringer op til processionen efter vielsen, men stadig med huller ved fodgængerovergangene, så man kan passere. Der pudses postkasser og messingskilte på de officielle bygninger, og et sted knurrer en græsslåmaskine.
London gør sig klar, og det samme gør flokken foran kirken, som jeg nysgerrigt betragter, som de sidder der og venter.
»Det er slet ikke det samme at se det på TV. Man skal være en del af det,« siger Patricia, der sidder her med sin familie. Fire gange har de været til stede ved kongelige begivenheder. Sidste gang i Westminster Abbey, sad de samme sted. En fast plads, nøje udvalgt, fordi man ser særlig godt.
Hvorfor?
Patricia kigger op på mig fra klapstolen, benene pakket ind i et lyserødt fleecetæppe:
»Fordi det er kongeligt.«
For hende er det svar nok.
Er det det for andre? For dig? For mig? Måske. De er kongelige, vi ser på dem, og vi ser op til dem, for de er alt det, vi ikke selv er. Og fordi dette ægteskab så samtidig er alt det, vi kunne have været. Kate Middleton er næsten naboens datter, det kunne have været os, hvis bare lige man nu havde gået det på det universitet. Hvis nu bare ...
»De er et helt almindeligt par, der skal leve et ekstraordinært liv,« siger Tom Brady, der har lavet flere dokumentarfilm om prins William. Hvilken dagdrøm er da nemmere at hoppe ind i?
Eller er det fordi, de opfylder et helt basalt behov, vi har for idoler, som forsker Bent Meier Sørensen fra CBS mener. For at have nogen at se op til, som vi kan spejle os i og stræbe efter at være som. Samtidig med, at vi også venter på at de falder, så vi i det øjeblik ikke behøver at føle os som (de eneste) tabere? Er det fornemmelsen af at sidde med lige dele misundelse og skadefryd, der gør, at tanken om at se brylluppet virker så tillokkende? At kunne sidde der med agurkesandwich og champagne og tænke: Godt, det ikke er mig. Gid det dog var mig. Sikken en kjole, hun har fået. Og ringen! Nej, fy for pokker, hvem gad da stavre prinsessetynd ned mod alteret, mens to milliarder kiggede på. Næh nej, privatliv tak. Åh rigdom og storhed og historisk vingesug, giv mig noget, gør! Er det netop det, at monarkiet repræsenterer stabilitet og traditioner i en tid, hvor alting sejler, der gør det så tillokkende? Og udholdeligt, fordi de jævnligt dummer sig?
For Patricia foran Westminister Abbey er det ligegyldigt. Hun har ligget på sin plads siden onsdag morgen. Fordi hun bare skal være her. Hun sover med en varmedunk om natten, er en anelse træt af trafiklarmen, drikker kaffe og ser verden glide forbi:.
»Jeg kan ikke bare se det i fjernsynet. Jeg skal være en del af det,« siger hun. Så hun venter.
Og stående på fortovet er det både fascinerende og stadig lidt uforståeligt.
