Interview

»Vi er ikke sat i verden for at være alene«

Skuespillergenet ligger dybt plantet i Nicolas Bro. Det ses tydeligt i hans blytunge portefolio, som indeholder alt fra sære til seriøse roller. Med teaterstykket »Døden i Venedig - Drengen i Venedig« kaster Nicolas Bro sig ud i en ny udfordring, for her er han eneste mand på rollelisten.

Alene på scenen i et fængslende spotlys.

Der står Nicolas Bro, når han fra 16. januar spiller dobbeltmonologen over Thomas Manns roman »Døden i Venedig« på Folketeatret. Her indtager han rollen som både den disciplinerede digter Gustav von Aschenbach såvel som den smukke 14-årige dreng, Tadzio, som Aschenbach forelsker sig i.

»Nu prøver jeg det. Så har jeg prøvet det,« siger Nicolas Bro med opadgående mundvige.

»Ensomt. Jeg synes, at det er meget ensomt,« siger han stille efter et par vejrtrækninger.

Ensomhed. Et ord, som skærer gennem marv og ben. Et ord, som kan få selv en mand af marmor til at flække på langs.

På nuværende tidspunkt er Nicolas Bro i tvivl om, hvorvidt han igen vil tage en opgave, hvor hans eneste medspiller er ham selv. Grundlæggende fordi det går imod hans sociale natur.

»Det er ikke, fordi jeg synes, det er svært. Det strider simpelthen bare imod, hvorfor jeg er skuespiller. Jeg er skuespiller, fordi jeg kan lide at stå overfor andre mennesker på en scene.«

»Deroppe, på scenen, er jeg alene. Det er illusionen, der er ensom. Det paradoksale er, at det er mine venner, som sidder i salen og laver stykket sammen med mig. Jeg tænker på, hvordan det ville være gået, hvis dramatikeren, instruktøren og de andre havde været fremmede for mig,« siger Nicolas Bro og tilføjer:

»Men Aschenbach er også ensom, så måske alting passer sammen.«

Mennesket er flokdyr

Aschenbach, en højt agtet digter, forlader sit kontrollerede liv og drager mod Venedig. Her finder han en guddommelig skønhed støbt i drengen Tadzio, som han bliver stærkt betaget af. Aschenbach bliver den evige betragter, og Tadzio den betragtede.

Lige så sikkert som begæret for Tadzio vokser, spreder rædsel sig i Venedigs gader. Kolera. Længslen, drengen og Venedig bliver Aschenbachs død.

Det er ven og kollega Jakob Weis, som har omskrevet »Døden i Venedig« til et teaterstykke, og det var ham, der ringede Nicolas Bro op for at fortælle om projektet. Selv har Nicolas Bro intet forhold til hverken »Døden i Venedig« eller Thomas Mann, men han kunne ikke sige nej. For Jakob Weis’ manuskript rørte noget i ham.

»Jeg har tænkt meget på et klip fra Ejersbo-dokumentaren, hvor en af Ejersbos venner siger, at Jakob på sit dødsleje ville have byttet hele sit forfatterskab væk for at have familie omkring sig. Jeg tror, at Aschenbach skal tolkes på samme måde. Han har brugt sit liv på at skabe skønhed ved sit skrivebord, men han har ikke været en del af det. Han finder ud af, at alle skriverierne er fuldstændig ligegyldige, hvis man ikke har opnået noget af det, der er væsentligt for at leve. Vi er ikke sat i verden for at være alene. Vi er flokdyr,« siger Nicolas Bro.

Modsat romanen, som udelukkende tager udgangspunkt i Aschenbach, har Jakob Weis givet Tadzio en stemme, og det var det at gestalte to personer, som tændte Nicolas Bro.

»For mig er Aschenbach og Tadzio en symbiose. Tadzio giver Aschenbach en slags forløsning, eller i hvert fald en erkendelse, og Aschenbach får sendt Tadzio ud i verden, som den han aldrig selv var. Måske som den person, han selv skulle have været. På den måde hænger de to karakterer unægteligt sammen.«

»Døden i Venedig« har premiere på Folketeatret den 16. januar.
»Døden i Venedig« har premiere på Folketeatret den 16. januar.

Forstår Aschenbach

Selv om Aschenbachs fascination af en ganske ung dreng kan forekomme kontroversiel, ser Nicolas Bro ham ikke som en styg, pædofil, gammel mand.

»Det er ikke barnet Tadzio, men skønheden og den unge mand, som han er forelsket i. Det er ganske ufysisk. Som jeg ser det, i hvert fald i vores forestilling, er Aschenbach jomfru. Det er en jomfru, der står overfor en jomfru. Der er de lige.«

»Alderen er ikke så vigtig i den sammenhæng, for den ene er bare i starten af sit liv og den anden i slutningen. Den ene har verden foran sig, og den anden har fravalgt noget og er forblevet jomfru. Den pædofile fortælling er ikke interessant,« siger Nicolas Bro.

Nok fascineres Nicolas Bro ikke af 14-årige drenge, men han forstår Aschenbach. For som han siger, er det hans arbejde som skuespiller.

»Der er ikke nogen, som jeg ikke kan forstå. Forståelsen for et menneske handler om at gå ned i mekanismerne af at være menneske, og der er vi alle sammen ens. Det kan være, at det ser forskelligt ud, at mennesker træffer forskellige valg, og at der er forskellige omstændigheder, men vi er alle sammen ens i vores følelsesapparat, i vores fortrængninger og i vores overspring,« siger Nicolas Bro.

Selv om Aschenbach forbliver i passende afstand til Tadzio, tror Nicolas Bro på, at Aschenbach dør lykkelig i Venedig.

»Han erkender, at han har levet sit liv forkert, men han når ikke at fuldbyrde sit valg. Han når at gå i symbiose ved hjælp af Tadzio. Han får smagt det liv, som Tadzio lever. Han overgiver sig og lægger sit eget liv væk, så på en måde dør han med blikket på sandheden og skønheden.«

Ærgerrigheden aftager

Hvilke erfaringer har du selv haft med den slags lidenskab og begær, der udvisker fornuften?

»Jeg kan bedst huske følelsen af at miste det rationelle fra forelskelsesperioden med min kone, men vi blev gift tidligt, og derfor er det rigtig mange år siden. Nu er mit forhold til min kone kærlighed, dog med forelskelse som en gæst, men det er ikke en vanvidsgæst. Det er mere en lykkegæst. Men jeg har haft et andet stærkt begær,«

Et begær, som kan sammenlignes med Aschenbachs, før han mødte Tadzio. En stræben efter faglig dygtiggørelse og anerkendelse.

»Jeg har begæret at være nogen, udrette noget på det kreative plan. Hvis man skal knokle sig selv halvt fordærvet, må man have en ærgerrighed. Jeg har især været drevet af begæret efter, at nogen sætter pris på en, at nogen synes, at man er god. Det efterstræbte jeg i høj grad, da jeg var yngre,« siger Nicolas Bro.

Med tiden og alderens visdom er begæret efter ærgerrigheden aftaget. Hvor Aschenbach gennem størstedelen af sit liv opgav væsentlige livsbetingelser som kærlighed i sin stræben efter anerkendelse og berømmelse, ved Nicolas Bro bedre.

»Da jeg var yngre, kunne jeg simpelthen ikke forstå, at de skuespillere, som jeg så op til, pludselig ikke gad mere. Det forstår jeg godt nu. Jeg har fået sværere og sværere ved at opfinde ærgerrigheden, fordi idéen om, hvad der virkelig er væsentligt, begynder at blive mere og mere klar. Det er også det, der sniger sig ind på Aschenbach. Det går op for en, at det, som man knokler sådan for, er ganske uvæsentligt,« siger Nicolas Bro.

Familien fylder i livet

Hvorfor bliver du så alligevel ved?

»Jeg synes stadig, at legen er sjov. Det er en leg, jeg kender, og måske er det det eneste, som jeg kan finde ud af efterhånden. Det gode ved at være 25 år er, at der er mange ting, som man kan nå at blive god til. Når man er 44 år, kan man stadig blive god til ting, men man bliver nødt til at søge i forgreninger af det, som man allerede er dygtig til.«

»Man kan godt vælge noget helt andet, men så skal man virkelig foretage en rejse til jordens indre. Så skal man lægge hele sit liv væk for at gå tilbage. Jeg har kun hørt Daniel Day-Lewis gøre sådan noget. Han droppede skuespillet, tog til Italien, og gik i lære som skomager. Der brugte han tre-fire år af sit liv på at kunne lave en fantastisk italiensk sko. Men jeg fylder ikke så meget i mit eget liv, at jeg ville gøre det,« siger Nicolas Bro.

For ham er det hans barn og kone, der fylder i livet. Uden tøven.

Nicolas Bro er ikke i tvivl om sin prioritering, men blot for et par år siden spillede arbejdet en større rolle. Han drømte om en skuespillerkarriere, som kun blev større og flottere.

»Jeg har det som om, det er et slør, der er blevet fjernet. Da jeg var i trediverne, havde jeg en stærk idé om den her stigning, men nu er sløret væk, og jeg tænker, at hvis jeg stadig kan få lov til at indgå i nogle kreative fællesskaber, og hvis nogen vil bruge mig som skuespiller, så er jeg meget tilfreds. Jeg kunne godt tænke mig at blive gammel med det her. Gammel, men ikke bitter,« siger Nicolas Bro.

Og med Nicolas Bros curriculum vitæ i mente, er det svært at forestille sig, at branchen ikke skulle have lyst til at bruge ham som skuespiller. Han har indspillet godt 50 spillefilm udover en række anerkendte præstationer på teaterscenen.

Meningsløshed i skuespillet

Skuespillet løber i hans blodbaner og ligger efterhånden også på rygmarven. Som søn af skuespillerparret Helle Hertz og Christoffer Bro og nevø til skuespillerinderne Vigga Bro og Lone Hertz har faget aldrig været fremmed for Nicolas Bro.

»Det har både en for- og en bagside. Forsiden er, at jeg aldrig har følt, at det var mystisk at være skuespiller. Det har været ganske tydeligt for mig, hvordan en skuespillers hverdag var. Bagsiden er jo nok, at der også indtræffer en stor meningsløshed omkring det. Tit kan jeg ikke helt finde hoved og hale i, hvorfor jeg blev skuespiller. Jeg kan ikke rigtig huske, hvorfor det blev sådan. Det kan nogle gange være et hul, jeg dumper ned i, fordi det er så lystbetonet at være skuespiller,« siger han.

I mangel på ord og for at undvige en tung, slukøret stemning griber Nicolas Bro til metaforisk historiefortælling.

»Ens far er bager, og man bor over bagerbutikken. Der er sat nogle boller over, og faren skal ud at handle ind, så han spørger: »Ser du ikke lige efter bollerne?« Hov, er jeg så bager nu? Faren siger: »Smækker du ikke lige nogle nye sammen? Jeg har ikke tid, men jeg ved, at du kan, søn.« Og så er man bager,« siger han og griner.

En del vil nok begræde, hvis Nicolas Bro var blevet bager, og ikke skuespiller, men selv er Nicolas Bro ikke typen, der i stride strømme spytter store ord ud om sig selv. I al ydmyghed betegner han muntert en af sine største gaver som skuespiller, at han kan stirre ud i luften og se ud, som om at han tænker på noget.

»Det går op for en, at det, som man knokler sådan for, er ganske uvæsentligt,« siger Nicolas Bro.
»Det går op for en, at det, som man knokler sådan for, er ganske uvæsentligt,« siger Nicolas Bro.

Flair for sære roller

Ofte er Nicolas Bro blevet karakteriseret som en skuespiller med talent for de sære, mere ekstreme roller.

Han fik sin første større rolle som den retarderede og sexgale Otto i tv-serien »Rejseholdet«. Hans talent for at spille sære karakterer afspejler sig også i hans filmkarriere […]

Sådan skriver encyklopædien Wikipedia om Nicolas Bro.

At Nicolas Bro skulle have flair for de sære roller, vil han ikke selv benægte. For havde han ikke været god til det, ville han ikke gøre det igen. Dog tror han ikke, at de sære roller nødvendigvis vidner om særligt talent.

»Hvis man snakker om sværhedsgrader, er det også ganske svært at spille et normalt menneske, som skal bære en historie. De rigtig dygtige skuespillere kan give en meget facetteret udgave af det meget almindelige menneske, fordi de bare har noget i deres udstråling, som gør, at de har mange hemmeligheder,« siger han.

Selv om rollen som Aschenbach er mere afdæmpet og reflekterende, ser Nicolas Bro ikke »Døden i Venedig - Drengen i Venedig« som en modsætning til sine tidligere roller, hvor udfarende armbevægelser har været flittigt brugt.

»På en måde er Aschenbachs valg mindst lige så ekstremt. Han går i døden i en by, som alle flygter fra. Han vælger bevidst at blive der. Det er lige så voldsomt et valg, som nogle af mine andre rollers valg. Men ja, det er mere en indre end en ydre rejse,« siger han.

Publikum som medspiller

Hvilken rolle har presset dig mest til kanten?

»Normalt ville jeg nok sige en rolle som Hamlet, men det handlede mere om kvantitet, fordi der var arbejde nok til 15 timer i døgnet i mange måneder. Men på sin egen måde er det rollerne som Aschenbach og Tadzio i »Døden i Venedig - Drengen i Venedig«, der har presset mig mest. Særligt fordi jeg er alene på scenen. Det er lidt ligesom at lege alene, og jeg tænker ikke på den gode aleneleg, men den, hvor man vitterligt lader som om, at der er andre,«

»Men lige så snart der er publikum, har jeg heldigvis en medspiller. Publikum betyder altid meget, men de betyder mere end nogensinde noget i det her teaterstykke. De har et stort medansvar. Det er dem, der gør, at jeg ikke føler mig ensom på scenen. Alt, hvad der kan krybe og gå skal i den sal.«

Nicolas Bro er ikke alene. Ikke fra 16. januar, hvor publikum holder ham med selskab. Heller ikke, når han kommer hjem efter lange dage og aftener på teatret, for Nicolas Bro har lært livets lektie. Hvor Aschenbach først indser det for sent i livet, på sit dødsleje i Venedig, så ved Nicolas Bro, at kunst ikke er det væsentligste i livet. Nøgleordene er kærlighed og familie.

Hvad: »Døden i Venedig - Drengen i Venedig«. Hvem: Jakob Weis efter Thomas Manns roman, instrueret af Christoffer Berdal. Hvor: Folketeatret til 20. februar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.