Vi er alle børn i Bullerby...

Fortsat fra forsiden

Indenfor i huset står køkkenet som da Astrid var barn. På gulvene ligger kludetæpperne som små brogede øer, hvor børnene legede »Jorden er giftig!«, og op ad væggen bag døren ind til den fine stue står det store spejlmøbel, bag hvilket børnene fuldt og fast troede, at Djævlen havde sin bolig.

Det var herinde, Astrid Lindgren oplevede sin barndoms jul med brunkagebagning, juletræshentning, juleneg uden for vinduet, snelygter, julestorvask og julemad (skinke, ribbenstegn og ostebudding). Det var herinde, far læste Juleevangeliet og altid snublede over ordet Quirinius, mor sang »Glade jul, dejlige jul«, og man åbnede gaverne som ikke var særlig flotte og særlig mange, men alligevel fyldte børnene med fryd.

Bagefter kom alle julefesterne, julelegene med fætre og kusiner, og ikke mindst kaneturene hjem i den mørke nat, hvor man lå i lammeskindsposen og talte stjerner på nattehimlen og bad en lille bøn til Mælkevejen. Som Astrid Lindgren engang har skrevet:

»Jeg må have fået en slags juleforgiftning i årerne, siden minderne bliver siddende så længe.«

Og i dag fejres julen om ikke lige så intenst, så dog i hvert fald af endnu flere naboer til gården Näs, for lige overfor, på den anden side af Prästgårdsgatan, dér, hvor der engang lå en meget lang lade, som utallige af Smålands landstrygere gennem tiden har overnattet i, ligger nu et socialt boligbyggeri. Ved rejsegildet midt i 1970erne fik byggeriet navnet »Bullerbyn«, men allerede på arkitektens skrivebord var det blevet flækket i de tre lave boligblokke - Norrgården, Mellangården og Sörgarden.

Stedets ånd

Selv residerer Astrid Lindgren oppe i Stockholm, i sin gamle lejlighed lige over for Vasaparken, hvor hun har boet siden 1940rne. Hun er efterhånden blevet 94 år og er, som hun sagde til den svenske kronprinsesse for nogle år siden, »døv, halvblind og heltosset«.

Slægten, der altid har været fuld af galgenhumor og stærke kvinder, samles i Vimmerby hver sommer. Døde er storebror Gunnar (alias Lasse) og lillesøster Inge Gerd (alias Kirsten). Af de fire oprindelige Bullerby-børn lever altså kun Astrid (alias Lisa) og søster Stina (alias Britta).

Sidstnævnte, der er en mindst lige så stor mundtlig fortæller som storesøster Astrid, har i dette efterår udgivet en lille bog, »Der var en gång en gård«, hvor hun giver sin version af det originale Bullerby-liv på Näs. Her beretter hun bl.a. om »Den sorte dame«, et af de mange spøgelser på gården, som de fantasifulde Ericsson-børn forstod at fremmane og fortælle skolekammeraterne om, så de nærmest rystede i bukserne:

»Vi syntes, det var interessant med et gårdspøgelse og sagde som Voltaire om Gud, at hvis han ikke fandtes, ja, så måtte man opfinde ham. Og vi syntes ikke mindst, at det var så interessant med spøgelser, at man også burde opfinde dem, hvis de ikke fandtes.«

Spørger man Astrid Lindgren, hvad hun mindes fra sin barndom, så er hendes første tanke hverken mennesker eller spøgelser, men derimod naturen - dette store, evindeligt skiftende øde, fuld af lyde, lys, lugte og ånd, som omsluttede hendes pigeliv og fyldte dagene så intensivt og suggestivt, at hun som voksen har kunnet blive ved med at tappe af disse oplevelser, der samler sig og lader sig høre i Ronja Røverdatters gennemtrængende forårsskrig.

Blomster, stene, buske og træer stod børnene så nær, næsten som levende væsener, og naturen var både ramme om og gav næring til børnenes drømme og lege, f.eks. nede ved åen, der jo var vidt forskellig sommer og vinter. Hvor sommeråen var blid og venlig, blev vinteråen altid som forhekset, fortæller Lindgren i bogen om »Grynet«, der suser hen over isen, vildere og vildere, og næsten flyver gennem luften. Det var leg, fuld af lyst - og livsfare, som når Lasse og Bosse i Bullerby-bøgerne går gennem en våge i isen.

Den enkle rigdom

Juletid var legetid i Lindgrens barndom. Når sneen faldt tæt omkring Näs, så blev skøjter, ski og den store, tunge kælk, man også transporterede brænde på, trukket frem og taget i brug fra morgen til aften. Hver en bakketop i Vimmerby og omegn blev udfordret, og det i et sådant omfang, at man som Bullerby-børnene drømte om at være en voksen »snurrerundt-trilibunt-ingeniør«, der kunne opfinde den vendbare kælkebakke, så man aldrig skulle traske opad, men altid suse nedad.

»Kan du ikke opfinde den snart?« spørger en træt og frysende Bosse. Men Lasse svarer, at der jo skal så meget krudt og dynamit og hjul og søm og skruer og møtrikker til sådan en bakke, at det desværre nok ville tage mindst ti år endnu.

»Af vejen! Af vejen!« lød de glade råb fra bakkerne omkring Näs og ned mod Vimmerby og Samskolan, hvor Astrid var en dygtig elev, der slugte alt i skolebiblioteket fra »Robinson Crusoe« til »Sult« og blev stærkt opmuntret til at udvikle sine skriftlige evner af adjunkt Tengström. Efter sin debut som 14-årig i den lokale avis, hvor hun skrev om alt det, der skete hjemme på gården, blev hun af kammeraterne udnævnt til »Vimmerbys Selma Lagerlöf«.

Hun fulgte sin lærers råd, må man sige. Blev ved med at skrive om gården og det smålandske bondeliv, hun var rundet af. Og med Bullerby-bøgerne i slutningen af 1940rne leverede Lindgren det urokkelige fundament for hele sit forfatterskab, der i sin essens handler om, at børns liv, hvis det skal være trygt og frit, bør leves i pagt med naturen i og uden for mennesket. Og gerne i nærheden af far, mor, bedsteforældre og dyr.

Det er en såre simpel tankegang, der kan virke forfærdelig anakronistisk i forhold til vor dekadente kulturs forestillinger om, hvad børn er for størrelser. Tidsånden i dag er på mange måder dybt barnlig, bare ikke på vores børns præmisser. De skal jo nærmest være det modsatte, nemlig voksne, inden de er fyldt ti år.

I vore dage opfostres børn i en bykultur og bliver hurtigt fremmedgjorte for naturen, fordi overvågningen af deres liv både i skolen og fritiden har antaget absurde former og for længst er lagt i hænderne på et teknologisk menneskesyn. Der er ikke længere hverken tid eller rum for en legekultur, der sætter det livsglade og solidariske menneske i centrum. Væk er alle de drenge og piger, som er fulde af påhit og instinktivt ved, at der findes ting, man må gøre, hvis man vil være et menneske og ikke en lille lort.

Det er her, vi skal gøre brug af Astrid Lindgren. Hendes litterære tale på barnets vegne planter sig som et spyd midt ind i vor tids degenererede familieliv, styret af skærme og mobiltelefoner, og hvor fædre og mødre forveksler deres egen selvrealisation og børnenes materielle goder med velfærd og lykkeligt familieliv. Om velfærden i sit eget barndomsliv, hvor man havde til dagen og vejen, men ikke så meget mere, sagde Astrid Lindgren engang:

»Vist blev vi opfostret i Herrens tugt og formaning som nu tidens sæd og skik var, men i vort legeliv var vi herligt frie og blev aldrig overvåget. Og vi legede og legede og legede, så det var underligt, at vi ikke legede os ihjel.«

Da jeg selv trasker hjem fra besøget på Näs og afstikkeren til den permanente udstilling »Astrid Lindgren Gården« ved siden af forlystelsesparken, er det blevet alt for mørkt til at lege udenfor. Børn i flyverdragter sidder for sig selv bag i biler og på cykler, på vej fra og til KONSUM og ICA.

Lysene skinner varmt fra husene på Stora Torget. Det var her i hjørnebutikken ved Stadshotellet, at Pippi købte 18 kilo karameller, 60 slikkepinde, 72 flødekarameller og 103 chokoladecigaretter, og oppe i torvets modsatte ende, i Borgmestergården, at Emil fra Lønneberg sporede sin hest og red midt ind i borgmesterens fine fødselsdagskalas.

Den tætte, tændte julepynt og de levende haveblus foran butikkerne fortsætter ned i Store Gata, hvor Mesterdetektiven Kalle Blomkvist jagtede byens tyveknægte ned mod stationsområdet bag kirken, hvor alting stadig er indhyllet i et koldt, ugæstfrit mørke. Det var hernede, Astrid Lindgren i 1970erne gik sig en tur og læste gravsten. På én af dem stod der: »Her hviler de spæde brødrene Fahlén, døde 1860«. Da fødtes idéen til et stort eventyr om døden, landet Nangijala og to brødre ved navn Løvehjerte.

Perronen er øde, og der er vinterlugt i luften. Med lidt god vilje og et par flasker julebryg fra det lokale bryggeri, der virker lige så opløftende som Karlsson på Tagets »kukkelimukmedicin«, hører man lyden af evigt glade, syngende barnestemmer, der nærmer sig nordfra i togets retning:

»Ved I, hvad jeg kan lide?«, siger Lasse. »Jeg kan lide at køre i kane og have en fakkel med, der lyser langt væk.«

»Ved I, hvad jeg kan lide?«, siger Bosse. »Jeg kan lide lyden af kaneklokker, og så kan jeg lide, at der lugter af hest.«

»Ved I, hvad jeg kan lide?« siger Lisa. »Jeg kan lide når det er jul.«

»Det kan jeg også,« siger jeg højt og stiger op i Kustpilan, hvor togkontrolløren med brunkagedåsen under armen tager imod, og kigger spørgende på mig.

»Ursäkta?«

»Jeg sagde, det er egentlig synd, det ikke er jul lidt oftere. Al den venten på juleaften bliver man gråhåret af.«

»Håhåjaja,« siger kontrolløren og trommer på kagedåsen, »men som alle vi børn af Bullerby plejer at sige: »Nu orker jeg ikke en mundfuld mer./ Nu vil jeg have mine julega-vér.«

FAKTABOX plus KORT:

Også i virkeligheden fører alle veje til Vimmerby. Med fly fra København til Hultsfred/Vimmerby Flygplats skal man over Stockholm, og vil derfor være lige så hurtigt fremme med tog, som tager 5 magelige timer med 1-2 skifter undervejs. Med bil er transporttiden nede på tre timer over Malmø-Växjö, og for en familie på fire personer vil bilen være langt den billigste løsning, som samtidig muliggør andre afstikkere rundt om i dejlige Småland.

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs ligger på Prästgårdsgatan 26 og kan kun beses udefra. »Astrid Lindgren-gården« i Vimmerby er en udstilling, film og butik, der er åben hver dag året rundt (onsdag-søndag kl. 10-16), mens selve den store forlystelsespark, »Astrid Lindgrens Värld«, er åben i sommermånederne maj-august hver dag fra morgen til aften.

Hvis man pønser på et besøg med overnatning, hvad enten det nu er i medbragt telt eller i parkens små, hyggelige røde huse, kan man booke på: Tel. 0492-798 00. e-mail: info@alv.se. og www.alv.se). Dyrere, men mere komfortable løsninger er Fredenborgs Herrgård (www.fredensborg.com) og Stadshotellet (info@vimmerbystadshotell.se) Det er helt nødvendigt at booke i forvejen. For yderligere information om småpensioner og vandrerhjem kontakt Vimmerby Turistbyrån (Tel. 0492-310 10. e-mail: turistbyra@vimmerby.se og www.turism.vimmerby.se).p1
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.