11. januar 2009, 22:30

Finanskrisen har tilsyneladende krævet sit første offer i kulturlivet. ”Vi betaler ikke! De betaler ikke!” er, ironisk nok, titlen på den Gladsaxe Ny Teaters næste forestilling, som meget vel kan gå hen og blive teatrets sidste. Torsdag eftermiddag meddelte teatret, at scenen ude på Buddinge Hovedgade er gået i betalingsstandsning, men at man gennemfører den sidste, planlagte forestilling i sæsonens repertoire. Teaterårets første opsætning, den stort opsatte musical ”The Wild Party” blev langt fra nogen fest for teatret. Anmeldere og publikum vendte tommelfingeren nedad. Teatret satsede stort, tabte endnu større – og nu må teaterchef Kaspar Rostrup så trække i nødbremsen. Med 16.000 solgte billetter til den stjernebesatte Dario Fo-farce håber man dog spinkelt på akkurat at kunne bevare skindet på næsen. Teaterchef Kaspar Rostrup må dog også erkende, at teatret lever eller dør fra forestilling til forestilling, og at teatrets eneste reelle mulighed for overlevelse på længere sigt er, at hovedstadens store teatres sammenslutning, Københavns Teater, atter lukker Gladsaxe Ny Teater ind i den varme, teatret blev smidt ud af i 2006, efter at teatret var gået ned under Flemming Enevolds ledelse. En årlig bevilling på 18 mio. kroner blev dengang inddraget og i stedet blev Gladsaxe Ny Teater etableret som kommunalt egnsteater med et budget på blot fire mio. kroner. Kaspar Rostrup har siden været i stand til at doble op og lidt til med sponsor – og fondsstøtte, hvilket har været nok til at drive et teater med 720 pladser. Men finanskrisen har tilsyneladende fået donorerne til at skrue ned for pengestrømmen, lyder det fra teatret.

Hvis ikke den erfarne, vellidte og respekterede Kaspar Rostrup – med al den goodwill, den knalddygtige teatermand nyder blandt fonde og sponsorer - kan skaffe private midler, så er det svært at se, hvem der kan. For bare et år siden var Gladsaxe Ny Teater et mønstereksempel på, hvordan et lokalt forankret teater selv kan gå ud og sikre sig de midler, der skal til for gennemføre sine kunstneriske projekter. Ingen borgerlig regering kunne ønske sig noget bedre præmiebarn. Men når fonde får udhulet deres aktiekapital og private sponsorer først og fremmest selv skal sørge for selv at overleve, kommer kunsten i klemme.

Hvis jeg var kulturminister Carina Christensen, ville jeg være en smule nervøs. Fremover vil det i hvert fald være langt sværere bare at sætte automatpiloten på og henvise kulturlivet til privat medfinansiering. Og det bør få et kommende teaterlovsudvalg til at se på, hvad der kan gøres for at konsolidere egnsteatrenes skrantende økonomier. Gladsaxe Ny Teater har måske nok levet livet farligt med sine ambitiøse, dyre forestillinger, men samtidig burde teatrets midtsøgende repertoire ikke skræmme sponsorer. Hvordan ser situationen så ikke ud for andre scener med mindre potentiel publikumsappel? I det seneste nummer af teatertidsskriftet Teater 1, der handler om den kommende teaterlovsrevision, siger kultur-spåmanden Christian Have det ligeud: ”Teatrene kan ikke erhverve sig risikovillige midler andre steder end hos det offentlige – specielt ikke i tider med lavkonjunktur, som dem vi står overfor nu.”