Vesterbroforfatter: »Vi skal mærke hinandens følelser«

Interview: Den dobbeltaktuelle forfatter Peder Frederik Jensen bor midt på Vesterbro. Det er her, hans debutdrama »Godt vi har Allan« og store dele af hans nye roman »Vold« udspiller sig. Vi bad Peder Frederik Jensen om at vise rundt i og omkring sin lejlighed. Og fortælle om at se sig selv som filter for alt det, der foregår omkring ham. Tæt på og ude i verden.

Peder Frederik Jensen er dobbelt aktuel med romanen »Vold« og teaterstykket »Godt vi har Allan«. Begge dele udspiller sig i københavner­bydelen Vesterbro. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Peder Frederik Jensen er dobbelt aktuel med romanen »Vold« og teaterstykket »Godt vi har Allan«. Begge dele udspiller sig i københavner­bydelen Vesterbro. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

LEJLIGHEDEN

»Hvis man sætter en passernål og slår en cirkel, er dette hjertet af Vesterbro. Ser man ud af vinduerne, ser man lige over på den gamle stiftelse, der har givet gaden navn, Abel Cathrines gade.

Både min nye roman »Vold« og mit debutteaterstykke »Godt vi har Allan« tematiserer det at være vidne til de andres liv. Selvfølgelig skrevet ud fra den privilegeredes situation, hvor man er på den heldige side af en hvilken som helst grænse. Begge værker handler meget om grænser, og om, hvornår man er sig selv – og hvornår man er den anden. Er man et klart individ, eller er man et stammemedlem i verden?

Et overordnet tema for både stykke og roman er, hvordan vi håndterer det at være et privilegeret menneske. Det er jeg selv i undren over hele tiden: Hvordan kan jeg være et bedre menneske i en verden, der er så fyldt af alt muligt, der gør det umuligt.

Især i teaterstykket handler det også om, at der er en meget tynd skillelinje mellem, hvornår man er privilegeret, og hvornår man ikke er det. Vi er nødt til at tænke over, at de mennesker, vi kigger på, er alt muligt andet end det, vi ser. Det er selvfølgelig banalt, men vi glemmer det lidt for tiden. Vi er så meget i krise, at vores måde at tale om andre på er ekstremt generaliserende. Sådan er det måske bare med mennesker.

Men noget af det, vi kan med kunsten, er måske at problematisere og minde os selv om, at tidshorisonten er noget større og bredere end den aktuelle krise, vi sidder lige midt i.

Når jeg skriver, starter det som regel med, at min sprogmotor går i gang. Et eller andet stimulerende rammer mig. Jeg kan skidegodt lide sprog, ligesom farver er fantastiske. Når man bor et sted, hvor der er mange mennesker i gang, hører man helt vilde ting. Den småborgerlige brokken sig. Råbene i gaden, når nogen er ved at slå hinanden ihjel over en lighter, mens man selv sidder og ser »X Factor«.

Man kunne fare ned og lege Røde Kors, men det gør man jo ikke. Man lukker vinduet. Men man har hørt det.

Vi indoptager meget sprog hele tiden. Det kan både stimulere os og oversvømme os. Når den kvindelige karakter i teaterstykket føler, at hendes hjem er invaderet af fortællinger, så tror jeg godt, at jeg som forfatter og menneske kan genkende det. Man bliver invaderet af al det sprog, der er i verden. Og derfor tror jeg, vi har teaterkunst, romaner, digte og så videre:

Sproget er der hele tiden som noget, der påvirker os, og derfor er det også nødt til at komme ud igen hos nogle, der så er forfattere. Bagefter er der en masse hårdt arbejde, men den filtrering, tror jeg i virkeligheden, er det, der hedder talent. Kunsten kan opstå, hvis man har tillid til, at ens materiale i virkeligheden er det, andre mennesker siger.«

GADEN

»Det hegn, vi står ved nu, er så konkret: En gitterport. En adskillelse mellem dem, der er inde, og dem, der er ude. Man kan ringe på, og man kan have sin nøglebrik, som gælder til hele karreen. Man kan se, at porten er sat op for nogle år siden. Alt var blevet ryddet, og det var blevet en fantastisk gård, men så kom problemerne med gadens folk, der invaderede det hele. Mens lejligheden deroppe tilbyder et blik ned, så er det hernede, konfrontationen og irritationen foregår. Den grønne port derovre er der, de skider.

I romanen er der en sort kvinde, der bliver anråbt. »Just because I’m black, I’m not a prostitute,« råbte hun, hvilket var noget, jeg selv hørte oppe fra min lejlighed. Vi skal huske på, at det meste af det, der foregår her, er velfungerende. Efter at man i København er begyndt at være bare en lille smule progressiv i forhold til at anerkende, at vi har problemer med stoffer, skaber det også noget andet godt.

Man kan tale om gentrificering (rigere indbyggere flytter ind og ændrer på et områdes befolkningssammensætning, red.), men det betyder jo sådan set blot, at folk får et sted at bo. Det bliver muligvis dyrere at bo i området, men hvem spekulerer i, at det skal være dyrere at bo her? Det er jo ikke en almindelig mand som mig.

Når jeg står her og kigger på butikkerne i gaden, bliver jeg glad. For det kan godt lade sig gøre at skabe et samfund, hvor vi anerkender, at der er mennesker, der er misbrugere. Og her bor også andre mennesker, for eksempel nogle, der arbejder og har en butik. Hvis vi hele tiden håndterer alt, som om det er negativt, mister vi troen på fremtiden. Der er også en god verden som mulighed. Det er ikke for ingenting, vi står i hjertet af Vesterbro.

Jeg skriver måske mørkt, men der er altid ideen om et bagvedliggende lys, når jeg skriver.

PORTEN

Den her lukkede port er låst, men alligevel kan junkierne komme ind, fordi de er dygtige. Der er boltet et ekstra stykke metal på tværs af portåbningen, så man ikke har kunnet klatre over lågen. Men vent og se: Det skal nok lykkes dem. Mange af de mennesker, der lever på gaden, har gjort det i årevis, og er der noget, de kan, så er det at komme ind på steder, hvor man ikke vil have, de skal komme ind. Både konkret og mentalt. Det glemte trænger sig jo på.

Selv om man bor på lang afstand af det hele, i Hellerup eller Nordjylland, trænger det sig jo på. Hvis vi er på afstand af hinanden, begynder vi at etablere fordomme og lave generaliserende overgreb. Jo længere væk man er fra de andre, jo mere bliver de klicheer. Jo tættere man er på dem, jo mere taler de som mennesker.

Vi har det alle i os. Jeg kan for eksempel stå her og sige, at det er tåbeligt at stemme på Dansk Folkeparti, men det er de samme handlinger, vi alle begår på forskellige niveauer, når vi ser en junkie eller en fremmed.

Det interessante ved denne port er, at vi betragter den som et ikke-sted, mens den for de mennesker, vi taler om, bliver et meget vigtigt sted. Der er læ, og de kan ryge, uden at der kommer vind til deres crack. De kan bare være her, have sex her, pisse her. Der sidder en gruppe mennesker og bruger vores vinterefterladte sommergenstande til at skabe hygge med eller opnå en bedre tilstand med. De kan tænde bål i en Weber-grill, tage puderne fra en glemt barnevogn og sidde på dem. Vores overskud bliver symboliseret ved, at det bare står her.

Når nogen så trænger ind – og det kan vi ikke lide, fordi det er nederen – så bliver vi samtidig mindet om, hvor meget vi har adgang til. Hvor meget vi sætter hegn om og kalder vores.

Porten her udfordrer en. Hvad går der af mig, fordi de sidder her om natten og varmer sig, når det er koldt? Gør det egentlig noget? Hele Europa er vores, men vi kan ikke finde ud af at være europæere sammen, sjovt nok. Vi kan heller ikke finde ud af at overlade en gammel Weber-grill til nogen, der laver et bål. Samtidig er jeg realist.

Jeg kan da godt sidde og lade, som om jeg synes, det er synd for dem altid, men i min hverdag synes jeg også, det er ulækkert og irriterende. Jeg kan godt forstå dem, men det er klamt, at de pisser i en barnevogn, at der ligger blodige kanyler.

Men engang imellem skal man måske stille sig i en port. Det, som er et kasseret køleskab, er en trappe for nogle, der gerne vil over en væg. Det, som er en udtjent Weber-grill, bruger nogle til at lave varme med. Jeg prøver selv at blive bedre til at håndtere et spørgsmål fra flere sider, selv om det egentlig ikke nødvendigvis er min natur.

Vi skal bare sige det, som det er, når vi taler om verdens problemer – godernes fordeling, flygtninge, der drukner, klimaet, der ændrer sig. Lad os dog forholde os til problemerne. Der er et problem med den kapitalisme, vi har. Der er bankkrak hele tiden. Den eksisterer for nogle få menneskers skyld.

Så kan man have en ideologi, hvor man mener, at det er i orden. Vi skal bare sige, det er dét, det handler om. Meget få mennesker tjener rigtigt mange penge, rigtigt mange andre er fuldstændigt på røven. Hvis vi anerkender det, kan vi tage en diskussion om det. Men jeg bliver vred, når man påstår, at strukturerne er for alles bedste for at trække folk ud af fattigdommen. Nej, for de har for eksempel den konsekvens, at der er ørkenspredning i Afrika. Og man accepterer diktaturer, fordi det er ens venner, der giver en olie.

Og så igen: Jeg er bare forfatter. Jeg kan godt forstå videnskabsfolk, der synes, at det er nemt at stå her i porten. Politikerne kunne til gengæld lære noget af kunstnerne.

Simon, hovedpersonen i »Vold«, hopper hele tiden på de andres narrativer. Men som forfatter forsøger jeg måske at kvalificere debatten en lillebitte smule i stedet for at lave postulerede, klare narrativer, som man er nødt til at tro på. Som ikke levner plads til andre fortolkninger. Jeg tror nu nok, at hvis man laver god kunst, som det er værd at beskæftige sig med, så er det, fordi man har tvivlen med sig. Simon er en, der er træt af at være bedrevidende. Han kan i stedet indtage alle mulige positioner og se verden fra flere sider. Det er ikke en lykketilstand, men det er nok, fordi han har været det modsatte sted, hvor han har været meget bombastisk og parat til at begå alle mulige former for vold for at få ret.

Hvis jeg gerne bare ville have ret, ville jeg blive en mere klar debattør eller politiker. Jeg har heller ikke nogen svar ud over, at jeg tror på kunsten. Der må være en årsag til, at vi er så veludviklede, sanselige mennesker. Det skal vi huske. Vi kan mærke hinandens følelser. Vi lever i en meget hård tid. Der er megen narrativ vold. »Vi lever i en psykopatisk tid,« sagde en af mine venner.

Men gennem kunsten kan vi på en eller anden måde trække vejret med verden. Når man hører musik, tænker man jo ikke over det, hvis det er harmonisk. Man lytter lidt til det og er lidt gladere eller tristere, når man går ud af bilen. Med hensyn til litteratur, synes jeg, man skal vise verden den tillid bare at lade det gå igennem en.«

Romanen »Vold« udkom fredag på Samleren. »Godt vi har Allan« har premiere søndag på Teater V i Valby. Stykket vandt teatrets konkurrence Dramatisk Debut 2016.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.