Landskabsomlægning

Vandkunst i Ishøj

Søndag indvier Arken Kunstens Ø. Det betyder, at museet i Ishøj nu ligger omgivet af vand. Fremover skal der være flere skulpturer og mere herlighedsværdi omkring museet.

Sådan kommer Arken til at se ud i fremtiden - ifølge en visualisering af arkitekturprojektet.
Sådan kommer Arken til at se ud i fremtiden - ifølge en visualisering af arkitekturprojektet.

Arken har altid ligget lidt afsides.

Syd for København. I modsætning til alle museerne i selve København og nord for hovedstaden.

Arken ligger ikke ligefrem for enden af en lang vej - Skovvej - men sådan kan placeringen meget nemt opleves. Arken ligger mellem parcelhuskvarterer og halvvilde naturområder i et kunstigt anlagt landskab som et tilbud om kultur i et stort rekreativt område. Det var i sin tid en af pointerne med at opføre museet i Strandparken.

Og nu kommer museet til at ligge på en ø. Har museet tidligere været opfattet som en ark, en fæstning, et kunstslot, en bunkers, et fort, er det nu nærmest blevet yderligere tydeliggjort, at Arken ligger som en borg på en ø med adgang gennem noget, der kunne lede tankerne hen på en vindebro.

Men hvis det umiddelbart omfattes som, at museets og dets samlinger og udstillinger bliver endnu vanskeligere tilgængelige (og så er det altså heller ikke værre), er det det modsatte, der er intentionen.

»Kunstens Ø«, som projektet hedder, er en omlægning af nærområdet, der i virkeligheden skal være med til at gøre museet udflugtsmæssigt mere attraktivt og ændre bygningens placering i landskabet. Arken er gennem flere gange blevet udvidet og ombygget til det ukendelige i forhold til det originale bygningsværk.

Umiddelbart synes yderligere udvidelser ikke nærliggende. Så i stedet vælger Arken at inddrage det omkringliggende landskab. Modtagelsen lignede heller ikke de fleste andre museers: Et busstoppested og en parkeringsplads. Ikke noget nogen ligefrem dvælede ved.

En helt ny karakter

Nu er landskabet omkring museet blevet redigeret, og der er taget initiativ til, at dele af omgivelserne inddrages til visning af permanente og midlertidigt opstillede skulpturer.

Måske fremtidige udvidelser vil få karakter af satellitmuseer? Måske vil robuste værker fra samlingen brede sig ud over ikke blot de nærmeste par hundrede kvadratmeter men til meget større dele af området, der ligger så fjernt fra Arken, at det er en ganske anden type landskab? De nærliggende boligkvarterer eller indkøbscentret ved siden af Ishøj Station?

I modsætning til mange andre museer uden for byerne har det ikke tidligere forekommet nærliggende at opstille skulpturer uden for Arken.

Nogle stykker har fundet vej. Værker af Peter Bonnén, Olafur Eliasson og Øivind Nygaard. Så få kunstværker gør ingen skulpturpark, og deres kvaliteter ufortalt, har de ikke rigtigt synet i landskabet omkring museumsbygningen. Men Olafur Eliassons halvkubeformede gitterstruktur har været et praktisk sted for surferne at tørre deres dragter.

Nu er Arkens nærområde blevet omlagt, så der er vand i en kanal omkring museet, og det forventes, at en varieret beplantning i løbet af de kommende år giver stedet en helt ny karakter. Og med den omlægning, den offensiv mod omverdenen, giver det pludselig mening at placere skulpturer i landskabet. Som så måske fremover vil lægge op til ophold og ikke blot passage.

Vejen til arken.
Vejen til arken.

Seks meter højt vartegn

Så flere skulpturer er på vej. En af de første, der kommer om en måned, er tænkt som et vartegn for Arken. Oprindeligt er den seks m høje skulptur, der fremover vil tage imod de besøgende, skabt til et andet sted og en ganske anden sammenhæng, hvor den nærmest fremstod som en parodi på en rytterstatue. Den blev tænkt til en statueløs sokkel på Trafalgar Square i London, der i sig selv er et billede på en symbolsk iscenesættelse af det britiske imperiums storhed.

Soklen blev rejst i 1841 til en rytterstatue forestillende William IV, men skulpturen blev aldrig færdig, og symbolet på magten forblev tomt.

På initiativ af – og det hedder den, fordi der er tre andre sokler på pladsen – The Fourth Plinth Commission blev der i 2005 iværksat et skulpturprojekt, hvor en række prominente europæiske billedkunstnere har skabt en midlertidig skulptur til soklen. Gennemgående har det været værker, der ikke ligefrem forherligede magten, sådan som plinten og dens samspil med de andre sokler og ikke mindst monumentet for Lord Nielson ellers lægger op til.

Det var også tilfældet med Michael Elmgreen og Ingar Dragsets »Powerless Structure Fig. 101«, der forestiller en dreng på en gyngehest. Det stik modsatte, altså, af den konge eller hærfører, der sædvanligvis er placeret oven på hesten som et symbol på magt. Opstillet foran Arken kan skulpturen måske forstås som et sindbillede på både det legende element i billedkunsten og på museets ambition om i høj grad at give børn en mulighed for at møde kunsten.

Netop barnets møde med kunst var blandt de fornemste begrundelser for overhovedet at bygge et museum på Københavns vestegn. Måske kan »Powerless Structure Fig. 101« også minde voksne om vigtigheden af legen, og af at museets udstillinger er et tilbud om igen og igen at blive mødt med andre måder at opleve og fortolke verden og eksistensen på.

Som et strandet skib

Arbejdet med at omforme landskabet omkring museumsbygningen er finansieret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og udført af Møller og Grønborg i samarbejde med Schul Landskabsarkitekter.

Det store landskabsarkitektoniske greb har været at bringe naturen tættere på museet, lade natur og kultur mødes og skabe en oplevelse af, at Arken ligger på en ø i vandet som et strandet skib. Som et strandet skib var den metafor og den fortælling, der var museets arkitekt, Søren Robert Lunds, oprindelige idé, da han på papiret i 1988 placerede det kommende museum på en tange i Køge Bugt.

Der skulle det ligge »som et strandet kunstskib på en sandslette.« Placeringen var hele udgangspunktet for Søren Robert Lunds besvarelse. Men den beliggenhed modsatte Dansk Naturfredningsforening sig. Københavns Amt, som regionen hed den gang, søgte dispensation fra reglen om strandbeskyttelse ved uberørte kyststrækninger, men det blev afvist af Overfredningsnævnet, hvis afgørelse er endelig.

En djærv bemærkning fra Ishøjs daværende borgmester, Per Madsen, om at man da bare kunne hælde noget mere sand på stranden, løste ikke problemet, for nævnet mente, at på trods af, at det foreliggende projekt havde betydelige arkitektoniske kvaliteter i sammenhæng med det omgivende landskab, kunne det ikke begrunde en dispensation. Et museum for moderne kunst, hed det, kunne opføres andetsteds i hovedstadsområdets vestegn. Så blev det flyttet ind i landskabet.

Selve bygningens udformning med de skæve mure hang nøje sammen med nogle af linjerne i landskabet som hovedvejens og digets retning, og tanken var, at når bygningen nu ikke kunne ligge ved vandkanten, skulle den - har Søren Robert Lund forklaret - »ligge i et slettelandskab af grus, hvor tilsandingen trækkes rundt om huset som et hovedmotiv.«

Nu kommer vandet så til museet. Ikke som dets oprindelige arkitekt havde forestillet sig. Men forhåbentlig på en måde, der øger områdets herlighedsværdi og museets tiltrækningskraft.

Kunstmuseet Arken skal fremover besøges på en ø. Visualisering.
Kunstmuseet Arken skal fremover besøges på en ø. Visualisering.

Glæde i kunsten

Som nævnt har det ikke forekommet nærliggende at etablere en egentlig skulpturpark uden for museet i Ishøj. Det tager også tid at opbygge en samling langtidsholdbare udendørs skulpturer, eller også skal man ofre mange penge og meget energi på at drive en skulpturpark med en langsomt voksende samling kombineret med midlertidige skulpturer hver sommer. Sådan som det for eksempel sker i den svenske skulpturpark Wanås nord for Kristianstad, der formodentlig er Skandinaviens mest ambitiøse af slagsen.

Men at Arken har ambitioner om at erobre landskabet omkring selve bygningen, viste sidste sommers, umådeligt vellykkede udendørs skulpturudstilling, »Kunst i sollys«. Dels havde museet placeret sine få udendørs skulpturer på en ny og bedre måde. Dels havde det indbudt en række yngre billedkunstnere til at opføre midlertidige værker til området og herunder på stien fra Ishøj Station til Arken og vejen fra museets nærområde til stranden.

Det var kunstnere som APVD, Jesper Dalgaard, Karoline H. Larsen, Søren Benhcke, Thomas Damsbo, Gudrun Hasle, Jeppe Hein, Marianne Jørgensen, Thilo Frank og Eva Steen Christensen, hvis skulptur i marmor er blevet liggende i vandkanten som en del af Arkens samling.

Det var helt overvejende legende og underfundige skulpturer, skulpturer man kunne sidde på, klatre i eller bruge som gynge, og det var en udstilling, der vidnede om overskud og - for nogle af værkerne - ligefrem... glæde. Glæden er en sjælden gæst i samtidskunsten.

»Kunst i sollys« er en idé og et koncept, der lægger op til efterfølgende. På den måde kan museet udvide sig selv uden tilføje nye bygninger, og det kan udvide sin radius og bringe kunsten i kontakt med et større publikum, end det, der i forvejen besøger det strandede kunstskib på Kunstens Ø.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.