Vand blev til land

Rysensteens kvarter hedder området mellem Langebro, H.C. Andersens Boulevard, Tietgensgade og Bernstorffsgade. For de fleste københavnere er det næppe en særlig velkendt eller særlig værdsat del af byen.

Kalveboderne med Christianshavn i forgrunden set fra toppen af Vor Frelsers Kirke. Midt i billedet skimtes Langebro og bagved hele den lavvandede bugt, der efter opfyldning blev til det fornemme Rysensteens kvarter. Foto fra ca. 1860. Før og nu, 1. årg.
Kalveboderne med Christianshavn i forgrunden set fra toppen af Vor Frelsers Kirke. Midt i billedet skimtes Langebro og bagved hele den lavvandede bugt, der efter opfyldning blev til det fornemme Rysensteens kvarter. Foto fra ca. 1860. Før og nu, 1. årg.
Her finder man ingen gamle huse eller andre vidnesbyrd, der kan fortælle en spændende historie om hovedstadens fortid. Men det er der en simpel forklaring på: Hele bydelen er nemlig gammel havbund, og man skal helt frem til slutningen af 1800-tallet, før den vældige Kalvebod Bugt blev fyldt op og drænet så kraftigt, at der kunne anlægges gader og bygges huse på stedet.

Før den tid fulgte kysten ved Kalvebod Strand omtrent en linje svarende til Tietgensgade, Halmtorvet og Sønder Boulevard ud mod Valby. Herude på det yderste Vesterbro boede der næsten ingen mennesker, før udviklingen tog fart i forbindelse med nedrivningen af byportene i 1850erne og den efterfølgende sløjfning af de gamle voldanlæg.

Vestervold strakte sig fra Jarmers Plads til Langebro, som oprindelig lå i forlængelse af Vestervoldgade, og på ydersiden af volden lå den brede vandfyldte stadsgrav, som siden hen blev forvandlet til boulevard, og hvor søen i Tivoli er den sidste reminiscens. Volden var forsynet med en række bastioner, som var opkaldt efter nogle af de mænd, der specielt havde udmærket sig ved tapperhed i forbindelse med svenskernes storm på København i vinteren 1659. Den yderste bastion ved Langebro var imidlertid opkaldt efter en mand, som kun indirekte havde noget med den begivenhed at gøre. Han hed Heinreich Rüse, og han blev hentet til landet for som international specialist i bygning af forsvarsværker at forbedre Københavns voldanlæg, for det havde set sort ud, da svenskekongen Karl Gustav med sin hær hen over den isdækkede Kalvebod Bugt gik til angreb på Slotsholmen. Rüse løste opgaven og fik som belønning adelstitlen baron af Rysensteen.

Rysensteens bastion forsvandt, da hele voldanlægget rundt om byen i 1870erne og 80erne blev indvaderet af en hær af arbejdsmænd udstyret med skovl og trillebør. Man havde for længst indset, at moderne våbenteknologi gjorde volden overflødig, og nu havde en sløjfningskommission afsagt den endelige dødsdom over det gamle forsvarsanlæg.

Et politisk slagsmål fulgte: Nogle ville bygge højt og tæt, og andre pegede på, at de tidligere voldkvarterer ville være ideelle til et grønt bælte med en bred boulevard rundt om hele hovedstaden. Sådan en ringgade havde man med stor succes anlagt på Wiens gamle voldanlæg, og de, der havde været i Paris, vendte hjem og fortale om de nye brede boulevarder i de nye rigmandskvarterer.

Det kunne man lære noget af, og resultatet blev, at Vestre Boulevard 1891-92 blev etableret som et grønt parklignende strøg med træer, blomster og buske på strækningen mellem Jarmers Plads og Kalvebod Strand. Boulevarden var lukket i begge ender, og den var helt uden trafikal betydning, for al kørsel til og fra Langebro foregik ad Vester Voldgade.

Langs den nye boulevard blev omkring århundredskiftet opført en række pompøse bygninger med brygger Carl Jacobsens Ny Carlsberg Glyptotek som den mest iøjnefaldende. Byen summede af aktivitet, og år for år ændredes alting til ukendelighed. Kalvebod Bugt blev fyldt op, og på stedet opstod efter inspiration fra den franske hovedstad det nye mondæne Rysensteens kvarter med store herskabslejligheder, og hvor man i en periode havde Københavns højeste gennemsnitsindkomst pr. husstand. Et eller andet i byplanen gik imidlertid i fisk, for ved siden af de eksklusive beboelsesejendomme i kvarteret opstod der også et Klondyke fyldt op af primitive skure, barakker og garageanlæg til nogle af byens taxaselskaber. Her var en vrimmel af værksteder og småindustri, og rundt om i gaderne bag den fornemme boulevard lå der mængder af værtshuse, hvor ikke alle gøremål tålte dagens lys.

Men i kvarteret opførte man også bygninger til nogle af hovedstadens vigtigste institutioner. Lægen Rudolph Bergh var den ledende kraft på Vestre Hospital i Tietgensgade, og som nabo til hospitalet opførtes Vestre Elektricitetsværk, der igen lå over for byens nye Hovedposthus.

I 1916 besluttede Københavns Kommune, at byens nye politigård skulle ligge netop her på en velvalgt grund, som ville give mulighed for, at arkitekten Hack Kampmann kunne udfolde sig på en ny og spændende måde. Det gav anledning til betydelige vanskeligheder at opføre en bygning af den karakter på en grund, der blot fåårtier forinden havde været havbund, og ikke mindre end 4.000 pæle af jernbeton blev slået ned i undergrunden som pilotering. Den arkitektoniske udformning af Politigården har i tidens løb givet anledning til megen debat, men det står ikke til diskussion, at den monumentale bygning i dag indtager en helt central placering i et kvarter, som ellers ikke har mange seværdigheder at byde på.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.