13. januar 2009, 22:30

Danmarks utvivlsomt største kender af fornemme antikke ure, konservator Søren Andersen, kalder dem for danefæ. Andre vil nøjes med at kalde dem for kunsthåndværk af en så enestående karakter, at deres lige knap nok findes uden for landets grænser.
Det drejer sig om kronometre – unikke og historiske astronomiske ure, der i deres samtid var blandt de mest præcise på hele kloden. Ure, som i flere tilfælde taber bare et enkelt eller to sekunder på en hel uge, men alligevel er mere end 140 år gamle. Ure, som er udført af nogle af Europas største urmagere i samtiden.
Som på et schweizisk kukur er en halv snes af disse klenodier nærmest sprunget ud som ved et tilfældigt timeslag. Indtil for et par år siden stod de fleste af dem bare og samlede støv som bortgemte klenodier på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet eller i kælderen under gamle astronomiske observatorier. Ingen tog nogen synderlig notits af dem, for de fleste af dem lignede blot gammeldaws bornholmerure eller noget fra oldemors amagerhylde.
Men pludselig begyndte flere forskere at fatte interesse for de gamle beholdere med visere, tandhjul og penduler. Konservator Søren Andersen blev tilkaldt, og da han så de historiske ure, blev han klar over, at der var tale om en næsten uvurderlig skat, som repræsenterer det absolut ypperste, som urmagerkunsten kunne frembringe fra midten af 1700-tallet og frem mod forrige århundredskifte.
Der er f.eks. et præcisionspendulur, der bare taber omkring et halvt sekund i døgnet, som blev udført af de to store britiske urmagere Mudge & Dutton i 1767. Der er et unikt pendulur af den danske 1800-tals hofurmager Fredrik Jürgensen, og der er et lommekronometer fra 1775 af den berømte urmager Josiah Emery, der er så fint, at selv Royal Greenwich Observatory i England ikke har et magen til i deres samling.

Søren Andersen ønsker ikke at værdisætte urene.
»De er simpelthen uvurderlige. Men tilsvarende sjældne ure har ofte en startpris på en halv mio. kr. eller mere på internationale auktioner,« siger han.
Samtlige ure har været anvendt til astronomisk observation, hvor præcis tidtagning er altafgørende. Kun ved at kende det helt nøjagtige tidspunkt kan man fastlægge stjerner og himmellegemers position på himmelrummets akser.
Nogle af urene stammer helt tilbage fra det gamle observatorium i Rundetårn – et af Europas absolut ældste. Andre kom fra det nedlagte Østervold Observatorium, som Københavns Universitets forskere og astronomistuderende anvendte helt op til omkring 1960, da lysforureningen fra hovedstadens gadelamper og billygter blev for overvældende.

Det utroligste
Ved hjælp af en donation på over 800.000 kr. fra Velux Fonden har Søren Andersen omhyggeligt sat de fornemme ure i stand, og nu kommer de alle til ære og værdighed sammen med adskillige andre enestående klokkeværk på udstillingen »Hvor er jeg? – Fra solur til GPS«, der på fredag åbnes af selveste kronprins Frederik på Rosenborg Slot i København.
Det bliver en udstilling, som kommer til at belyse en af de mest radikale forandringer i mennesket kulturhistorie, nemlig overgangen fra elastisk til præcis tid. Man kunne også formulere det mere ondsindet og hævde, at den vil belyse menneskets overgang fra relativ tidsfrihed til nutidens tidsfængsel, hvor vi er omgivet af og i næsten et og alt lader os styre af uhyre præcise ure – fra mobiler over computere til de elektroniske kvartsure på vore håndled.
Det første, der vil møde de besøgende på udstillingen, er en mekanisk maskine, der er som revet ud af H.C. Andersens eventyr »Det Utroligste« – det forunderlige klokkeværk, der som bekendt får beskuerne til at tabe mælet ved synet af små forestillinger med bevægelige figurer, sang og tale for hver hele time.
Her er der blot tale om et sindrigt konstrueret og mandshøjt mekanik-møbel med ur, årskalender, stjerneglobus, bibelske motiver, riddere og herremænd, der slår på klokker og sågar en hane, der trækker hovedet tilbage og galer for hver hele time.
Den enestående astronomiske maskine, der er skabt af urmesteren Isaac Habrecht i datidens klokkehovedstad Strasbourg i 1594, har hidtil stået gemt i Chr. IVs vinterstue på Rosenborg. Men nu har Søren Andersen også pudset og finjusteret det næsten oldgamle klokkeværk, hvorved det atter er blevet i stand til at gå efter datidens forhold enestående præcision – en variation på omkring 10-20 minutter om dagen.
Der findes kun et eneste tilsvarende urmøbel i verden, men i modsætning til det på danske hænder, har det andet eksemplar fået skiftet sit oprindelige urværk ud og har desuden fået fjernet den opsigtsvækkende hane på toppen.

Elastiktid
Det er en fascinerende tanke, at vi ikke skal ret langt tilbage i historien, før tiden var elastisk.
I de første kulturer anede man ikke, hvornår det var midnat, eller hvornår klokken var 15. Man vidste bare, hvornår Solen stod op, hvornår den gik ned og så nogenlunde, hvornår det var middag, for da stod Solen højest på himlen. Praktisk taget alle øvrige forhold, der drejede sig om tidsfornemmelse, havde at gøre med Månens faser, kvindens cyklus og med årstidernes skiften.
Man skulle helt op i 1300-tallet, før mennesker fik maskiner, der kunne måle tiden. Før da havde man udelukkende betjent sig af sol-, vand- og sandure. De var imidlertid dybt upræcise.
Solure er uanvendelige om natten eller i overskyet vejr, og et solur, der viser tiden nogenlunde præcist på én breddegrad, viser helt forkert på en anden.
Vandure var også upræcise, fordi vandtrykket falder, og afløbet derfor bliver mindre pr. tidsenhed, jo mere vandsøjlen synker, og sandure havde det med at stoppe til, og så skulle de jo vendes, ligesom vanduret skulle have nyt vand på med jævne mellemrum.
De enkelte timer var af samme årsag af varierende længde. Man manglede et pålideligt instrument til at give den enkelte time en præcis betydning, uanset hvor man befandt sig, eller hvad tid det var på døgnet. Men i 1300-tallet kom de første kirkeure, og når det blev kirken, der igangsatte den store omvæltning, så skyldes det kravet om, at alle skulle samle sig om Gud på helt nøjagtige tidspunkter. De første mekaniske ure gav udelukkende tiden eller rettere timen lyd, for næsten ingen i datiden kunne alligevel forstå betydningen af en tidsskive.
Historikere kalder denne revolution for menneskets uafhængighedserklæring i forhold til Solen. I stedet begyndte man at underkaste sig urenes mekaniske, fremadskridende tikken.

Svingninger
De første mekaniske ure havde imidlertid det problem, at de langtfra var præcise. Drivkraften var oftest faldende lodder omkring et såkaldt hæmværk, hvilket var utilstrækkeligt for at skabe præcision i værkerne. Omkring 1660 opfandt man imidlertid næsten simultant penduluret flere steder i Europa, og dermed kunne man tage de første spæde skridt i retning mod nøjagtig og ensartet måling af både minuttet og sekundet – simpelthen fordi man kan udnytte den kendsgerning, at pendulet svinger i en ensartet takt, når blot uret er trukket op.
Penduluret skyldtes ikke kirken, men den fremstormende naturvidenskab, der i stigende omfang blev omgærdet af krav fra bl.a. astronomi og især søfart om præcise og pålidelige tidstagningsinstrumenter. Kronometre simpelthen.
I forbindelse med navigation på de store oceaner er nøjagtige tidsmålinger af helt central betydning, for ellers ville man stort set ikke ane, hvor man befinder sig i retningerne øst og vest. Det skyldes, at Jorden roterer om sin egen akse og anvender 24 timer på præcis én omgang.
Mange historikere mener således, at det er en af de mest centrale forklaringer på, hvorfor europæerne først i 1492 opdagede Amerika. De manglede det præcise mekaniske ur til positionsbestemmelse på den lange vestvendte vej over Atlanterhavet.
Overalt i Europa indledte de dygtigste urmagere derfor en uofficiel kappestrid om at frembringe det absolut ypperste ud i både præcision og holdbarhed. Dertil kom, at der indfandt sig stigende krav om, at urene skulle være små og bærbare, så kaptajnen kunne tage dem med til søs eller herredsfogeden med i vestelommen, når han red ud på markerne for at byde bøndernes fyraften velkommen.
Man skal helt op til 1927, før den næste store revolution i urhistorien blev skabt. Det var kvartsuret, hvor man udnytter den kendsgerning, at en svag elektrisk spænding får et lille kvartskrystal til at udsende en frekvens i en aldrig svigtende takt.
Det satte i efterkrigsårene gang i en sand præcisionsindustri, hvormed det praktisk taget nøjagtige armbåndsur efterhånden blev allemandseje. Men i dag slår selv ikke kvartsuret til.
Til universel og absolut præcis tidsmåling anvender man nu atomure, hvor man udnytter cæsium-133-atomets 9.192.631.770 svingninger i sekundet til at definere netop sekundet. I dag kan man få radiostyrede armbånds- og vækkeure, der modtager signaler fra atomure og derfor er absolut nøjagtige, ligesom atomure er indbygget i satellitter, hvor de bl.a. spiller en central rolle for det globale positionssystem GPS.
Anja C. Andersen, der er astrofysiker og en af de forskere, der har vist interesse for de gamle kronometre på Niels Bohr Institutet, forklarer den præcise tidsmålings betydning for GPS-systemet således:
»Hvis man ikke kunne måle sekundet med mindst fem decimalers nøjagtighed, ville GPS-systemet være ilde stedt. Så ville der være en fejlvisning på mindst 30 meter. Atomuret er helt afgørende for, at min GPS kan fortælle mig, hvornår jeg skal dreje.«
Atomuret og GPSen afslutter den fine udstilling på Rosenborg om menneskets kamp for at gøre sig til herre over tiden. En kamp vi i dag har vundet så stort, at urets præcise og evige tikken sig ind på det næste uundgåelige sekund synes at bestemme over næsten alle det moderne menneskes forhold.