Trine Dyrholm efter stor hæder i Berlin: Nu vil jeg gerne til USA

BERLINALE: Som den første danske kvinde nogensinde har Trine Dyrholm vundet en Sølvbjørn ved Berlinalen. Den må gerne føre til roller i udlandet, siger hun.

»Den fine modtagelse, som filmen har fået her, kan godt få mig til at tro og håbe, at den kommer til at rejse meget, og at mange ser den. Det kan godt betyde noget, og hvis der kom nogle gode tilbud, kunne jeg godt tænke mig at lave noget derovre,« siger Trine Dyrholm.
»Den fine modtagelse, som filmen har fået her, kan godt få mig til at tro og håbe, at den kommer til at rejse meget, og at mange ser den. Det kan godt betyde noget, og hvis der kom nogle gode tilbud, kunne jeg godt tænke mig at lave noget derovre,« siger Trine Dyrholm.

Det var ikke bare den første danske kvinde, der lørdag aften modtog en sølvbjørn ved Berlinalen for Bedste Kvindelige Skuespiller. Trine Dyrholm må også være en af de mest beskedne prismodtagere og brugte efterfølgende meget af interviewtiden med den internationale presse til at takke sin instruktør Thomas Vinterberg og juryformanden Meryl Streep.

Hun er dog helt bevidst om, at en af de største priser i verden en skuespiller kan modtage, også kan omsættes til opgaver, siger hun til Berlingske. Og hvis tilbuddet kommer fra Hollywood er hun parat.

»Den fine modtagelse, som filmen har fået her, kan godt få mig til at tro og håbe, at den kommer til at rejse meget, og at mange ser den. Det kan godt betyde noget, og hvis der kom nogle gode tilbud, kunne jeg godt tænke mig at lave noget derovre,« siger Trine Dyrholm.

I »Kollektivet« spiller hun Anna, der modstræbende giver sin mands elskerinde lov til at flytte ind i deres fælles hus, et kollektiv, de begge har været med til at etablere. Rollen giver Trine Dyrholm mulighed for at vise sit store register som skuespiller, og hun er fuldt klar over, at der ikke er mange af den slags roller i Hollywood.

»Alting kommer an på projektet, og jeg vil helst have en rolle med nogle følelser, jeg kan spille igennem på. Men det er jo sådan, at man godt kan sige jatak til lidt af hvert i håb om at få hul igennem. Og hvis der kommer nogle amerikanske art house-projekter (kunstneriske film, red.), så vil jeg i hvert fald rigtig gerne være med,« siger Trine Dyrholm.

Meryl Streep etablerede sidste år en fond til støtte for kvindelige manuskriptforfattere på plus fyrre år, et tiltag der skal sikre et større og mere varieret udbud af roller til kvinder.

Måske kan Streep, der ved sin overrækkelse af prisen, kaldte Trine Dyrholms præstation i »Kollektivet« »mere end skuespil, men lige så megen en forvandling, der synes at overraske skuespilleren selv« lægge et godt ord ind for Dyrholm.

»Altså jeg kender hende jo ikke, og jeg har kun lige haft lille møde med hende på scenen. Men jeg skal til middag med hende nu, og jeg håber da, jeg kan få en lille snak med hende: Hvis jeg ikke gør, er det også fint, for jeg har hilst på hende, og det er for altid placeret i mit hjerte, sagde Trine Dyrholm.

Hun indrømmer, at hun var »rystende nervøs« da hun første gang skulle møde den internationale presse efter visningen af »Kollektivet« midt under festivalen. Efter prisoverrækkelsen var der en ny runde med festivalens hundreder af journalister, og denne gang var hun slet ikke nervøs.

»Men denne gang havde jeg jo også denne lille fyr med,« siger Trine Dyrholm, og klapper sin »Silberner Bähr«.

Det er en efter eget udsagn »stolt og glad« Thomas Vinterberg, der nu kan notere endnu en stor pris til en af sine skuespillere. Mads Mikkelsen fik for et par år siden Bedste Skuespiller-prisen ved Cannes-festivalen for sin hovedrolle i Thomas Vinterbergs »Jagten«.

Er Thomas Vinterberg tilfreds med at være fødselshjælper for de prisvindende skuespillere?

»Jeg er ikke fødselshjælper, og jeg skelner ikke mellem skuespillet og filmene. Udover at de begge er fintstemte instrumenter som skuespillere, så kendetegner det både Trine og Mads, at de i så udpræget grad er holdspillere, der løfter alles indsats,« siger Thomas Vinterberg.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.