Det Kongelige Teater:

Tommy Kenter svigtet og fejlcastet: Shakespeare på folkekomedie-niveau

Peter Langdals forsøg på med råben og skrigen og bulder og brag at bringe Shakespeare ned på sit eget niveau i stedet for sig selv op på hans er en blindgyde.

»King Lear« på Det Kongelige Teater når ikke i mål. Her råber Tommy Kenter ad Benedikte Hansen. Foto: Natascha Thiara Rydvald.
»King Lear« på Det Kongelige Teater når ikke i mål. Her råber Tommy Kenter ad Benedikte Hansen. Foto: Natascha Thiara Rydvald.

Den meningsløse klassiker. Det er, hvad Det Kongelige Teater og instruktøren Peter Langdal sætter på scenen med forårssæsonens store stykke verdensdramatik, Shakespeares tragedie om Kong Lear – eller »King Lear«, som han af en eller anden grund kaldes på nationalscenen.

En fiasko? Det er næppe for meget sagt, selv om det ikke er så pænt et ord.

Hvad er det, der er så meningsløst ved den stort anlagte forestilling? Det er, at det tilsyneladende slet ikke er Shakespeare, teatret vil spille. Langdal har selv oversat og bearbejdet. I virkeligheden har han skrevet sit eget manuskript på baggrund af det berømte stykke. Ud med blankversene. Ud med poesien. Ud med alt det, vi ikke umiddelbart kan forstå. Ind med klar nutidstale, »for helvede« og »for fanden«.

Shakespeare beskåret, reduceret, amputeret. Ambitionen? Det er selvfølgelig at skabe en klassiker for folket. En ligetil og tilgængelig »Kong Lear«, hvor alle kan være med. Det er der sådan set ikke noget i vejen med. Vi spiller klassikerne for vores egen skyld. Fordi vi håber og tror, at de stadig, uagtet tidens afstand, på trods af alt det, der er sket i mellemtiden, kan sige nogen noget. Men kunne ideen med klassikerne ikke også være at vise, at der er noget, der er større end os selv? Med risiko for at lyde som det berømte, selvbestaltede Shakespeare-politi: Hjælper man Shakespeare ved at fjerne det, der er hans stærkeste kort, hans egen tekst? Er det ikke instruktørens opgave at stræbe efter at være på omdrejningshøjde med Shakespeare i stedet for at bringe ham ned på sit eget niveau?

Næsten uspilleligt

Men hvis nu vi tilsidesætter sådan et elitært krav, er der så ikke kommet en god forestilling ud af det på Det Kongelige Teater?

Nej, det er der desværre ikke.

Medgivet, »Kong Lear« er ikke noget let drama at få over scenen. Næsten uspilleligt, med mindre man er heldig. Det er den dystre historie om sagnkongen, der frasiger sig tronen for at dele magten mellem sine utaknemmelige, magtsyge døtre, men må betale dyrt for sin naivitiet.

Intrigen er ikke synderlig logisk, og stykket går så underligt i stå derude på heden, hvor den efterhånden gale Lear render rundt på den nedtur, som er begyndt med hans eget overmod og forstødelsen af den elskede yngste datter, som er den eneste, der holder af ham. For hvad handler stykket egentlig om? Det handler også om at være blind for ægte følelser. Det handler om alderdommen, der må give efter for nye kræfter. Men også om det ikke altid uproblematiske i at byde verden farvel, når man stadig er i live. Og måske inderst inde om, at menneskelivet er et ondt sted at befinde sig.

Fejlcastet Kenter

På Det kongelige Teater er der desværre heller ikke megen trøst at hente i anden forstand. Her spilles stykket som vulgært hårdtpumpet melodrama og flad folkekomedie, frataget det meste af sin monumentalitet – en følelse, der forstærkes af, at titelrollen er besat med en fejlcastet og svigtet Tommy Kenter.

Hans olme fjæs er kosteligt. Men autoriteten manifesterer sig aldrig og dermed heller ikke faldhøjden, når Lear vellystigt tager sin skæbne på sig og byder kaos velkommen i storm og sus. En forestilling berøvet sit midtpunkt. Hvis der altså havde været en forestilling at røve noget fra.

Et stort, misbrugt ensemble slås med historien, for Langdal når aldrig frem til en indre tolkning, men skøjter rundt i den melodramatiske overflade med råben og skrigen og bulder og brag som erstatning for en højere mening i Karin Betz’ flotte spejlscenografi. Et par velmente flygtningereferencer ved scenekanten synes anstrengte.

Signe Egholm Olsen spiller både yngstedatteren Cordelia samt den vemodig-livskloge nar og er altid sitrende på scenen, men hvad den sammensmeltning egentlig går ud på, står ikke klart. Bedst er altid veltalende Benedikte Hansen som den ene af de onde døtre, længe spillet på en livstræt overbærenhed, mens Marie Louise Wille er sat på en uriaspost som hende, der kammer over i et orgie af skoggerleende sadistisk-perverteret sex-og-vold-magtbrynde i mangel af bedre. Resten er tavshed, som Shakespeare siger. Men det er en helt anden tragedie.

Hvad: »King Lear« af William Shakespeare.

Hvem: Oversættelse og bearbejdelse: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Musik: August Rosenbaum. Lysdesign: Jesper Kongshaug.

Hvor: Det kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 29. april.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.