Tør du se Woody Allens film?

Hvis hans adoptivdatter har ret, så er han en pædofil, som misbrugte hende som syvårig. Så hvad gør vi nu ved Woody Allen?

Woody Allen med Dylan i hånden under hans og Mia Farrows ferie i Rom i 1991. Foto: Scanpix
Woody Allen med Dylan i hånden under hans og Mia Farrows ferie i Rom i 1991. Foto: Scanpix

Hvor uperfekt er for uperfekt?

Det er ingen hemmelighed, at mennesker er uperfekte, og det er også en kendsgerning, at i litteraturen og populærkulturen er netop de kantflossede karakterer ofte de mest fascinerende, fra Sherlock Holmes til Travis Bickle, Anna Karenina til kaptajn Haddock, men spørgsmålet er – hvor meget kan vi kapere?

Kan vi f.eks. blive ved med at acceptere og hylde Woody Allen?

Søndag offentliggjorde Allens adoptivdatter, Dylan, en indestængt, vred anklage mod Allen; hun beskrev, hvordan den verdensberømte instruktør angiveligt misbrugte hende, da hun var syv år, og det lyder alt sammen som et forløb beskrevet i et retsdokument fra enden af den rådne banan.

Anklagerne er ikke nye, men det er første gang, at Dylan Farrow giver sin direkte udlægning af begivenhederne, og hun kalder Allen for en pædofil sexforbryder, og hun gør Hollywood og Woody Allens fans medskyldige i forbrydelsen, og spørgsmålet er, hvad vi gør ved det?

Woody Allen modtog en ærespris ved Golden Globe-uddelingen i sidste måned, og hans film »Blue Jasmine« er indstillet til tre priser ved Oscar-uddelingen. Hvis Cate Blanchett f.eks. vinder en pris for sit hudløse portræt af den forslåede, rige kvinde »Jasmine« – hvad så? Klapper vi? Eller råber vi »øv« og »buh?«

Hvis de var Viggo og Dorte

En løsning er at gøre, som kommentatoren Andrew Sullivan forsøgte at gøre i går. At holde personen Allen og Allens kunst hver for sig. »Hans kunst er så enestående i sin dybde og rækkevidde, i sin kreative integritet, at kunsten bliver større end den forskruede psyke, som fødte den.«

Sullivans bruger eksemplerne Roman Polanski og Mel Gibson til at bakke synspunktet op; den ene, Polanski, flygtede fra en anklage om sex med en mindreårig, og den anden har gang på gang afsløret sig som en antisemit, og når man i dag ser deres film, kan man ikke undgå at føle et glimt af medskyld, men filmene er den følelse værd, mener han.

Det er for så vidt en belejlig løsning, for på den måde kan vi få, hvad vi gerne vil have – »Mad Max« og »Chinatown,« »Braveheart« og »The Pianist« – uden at få, hvad vi ikke har lyst til at have, de anløbne mænd bag filmene. På samme måde læser vi Martin Andersen Nexø, selv om vi dermed læser en stalinist, og vi synger »Jeg ved en lærkerede,« selv om vi synger en sang skrevet af en nazist.

Det er en menneskelig dualitet, siger tilhængerne, det er den form for fortrængning, som gør, at vi overhovedet kan trække vejret.

Men det er selvfølgelig også en lidt for belejlig løsning. For betyder den ikke, at vi netop giver en person tilgivelse – eller tilladelse – fordi han eller hun bestikker os med sin kunst? Hvis Woody Allen ikke var Woody Allen, Dylan Farrow ikke var Dylan Farrow, hvis de hed Viggo og Dorte, hvis de var fra et afrakket husmandssted ude i grebningen – ville vi så tilgive Viggo eller tillade ham at gøre, hvad han gør, fordi han i øvrigt er god ved dyr?

Svaret giver vist sig selv.

Svoger og Sinatra

Derfor er der ingen vej uden om at se personen og kunsten direkte i øjnene og forlige de to, og hvis man ikke kan det – slå øjnene ned og lægge manden og kunsten til side.

Og det er i tilfældet Woody Allen ikke en simpel øvelse, ikke kun på grund af anklagerne fra Dylan Farrow, for de er ubeviste, men også på grund af de beviste forsyndelser. I 1990 var Woody Allen og skuespilleren Mia Farrow således et par, de var ikke gift, de levede ikke sammen, de var kærester; Mia Farrow havde en adoptivdatter, Soon-Yi Previn, som hun og hendes eksmand, André Previn, havde adopteret, og Woody Allen havde ikke noget med hende at gøre. Ikke før end Soon-Yi fyldte 20 år. På det tidspunkt indledte hun et forhold til den dengang 55-årige Allen, og i 1992 blev det offentligt.

Legalt er der ikke noget at komme efter, men moralsk er det en kedelig affære, som ikke bliver mindre kedelig af, at det er så kompliceret. Allen og Mia Farrow fik f.eks. sammen sønnen Ronan, som dermed blev Soon-Yis halvsøster, og som han for nylig fnysede om Allen: »Han er min far, og han er gift med min søster. Det gør mig både til hans søn og hans svoger. Det er moralsk grænseoverskridende.«

Men måske behøver han ikke være helt så forurettet, for Mia Farrow sagde sidste år i Vanity Fair, at Woody Allen måske ikke er far til Ronan. Hun havde en affære med Frank Sinatra, og Sinatra »er muligvis« far til Ronan.

Allen og Farrow havde dermed, hvad man i frigjorte cirkler besynger som et åbent forhold, og problemet er ikke, at han havde en affære – det ser ud til at være tilladt i husholdningen – nej, problemet er, at han havde en affære med sin kærestes steddatter og endte med at blive gift med hende. Frigjort eller ej, det er en hurdle, som det kræver et vist tilløb at overskride, også for Allens fans, for det er en kendsgerning, som er en åbenbar kendsgerning hver gang, de ser billeder af Allen og Soon-Yi sammen i dag.

På samme måde er Polanskis sexovergreb på en 13-årig pige og Gibsons antisemitisme åbenbare kendsgerninger, det er en kendsgerning, at Polanski flygtede fra retsforfølgelse i USA, og at Gibson synes at lyde som Julius Streicher hver gang, han bliver fuld.

Det er kendsgerninger, og det er Dylan Farrows anklager ikke, de er netop anklager, og det gør fanden til forskel.

Anløben anklage

Igen vil det være nemmere ikke at skelne eller sondre, men blot at operere med dualiteten – anklagerne på den ene side, kunsten på den anden, for det fritager fans fra at konfrontere ubehagelighederne i anklagerne, men det er en væsels løsning. Hvis man holder af Allens film, hvis man prisbelønner ham og ønsker ham Oscar-statuetter – så er man også forpligtet til at vægte anklagerne imod ham.

Det er præcist, hvad den kendte dokumentarfilmmager Robert Weide har gjort. Weide er instruktøren af det prisbelønnede portræt »Woody Allen: A Documentary«, og under sin research dykkede han dybt ned i anklagerne; ikke fordi han havde lyst til det, som menneske og fan havde han den største ulyst, men han ville heller ikke som dokumentarist ende med at stå på mål for en løgn. Han var tilbage i sagsakterne fra 1993, han talte med de involverede, og i sidste uge skrev han i Daily Beast en omfattende redegørelse for sin research. Og hans svar?

Hans svar er først og fremmest empatisk. Han er ikke i tvivl om, at Dylan Farrow tror, at hun blev misbrugt, heller ikke at Ronan som bror tror på hende, men de har ikke så forbistret meget at have deres tro i, gør han opmærksom på. Politiet indkaldte dengang eksperter – læger og psykologer fra Yales universitetshospital – og de brugte seks måneder på en fysisk og psykisk eksamination, og de konkluderede, at der ikke var tegn på misbrug, og at Dylan havde sin overbevisning fra moderen, fra Mia Farrow, som hadede Allen på grund af l’affaire Soon-Yi.

Anklagerne bliver også modsagt af andre omstændigheder, bl.a. at det var Mia Farrow, som i første omgang optog den lille Dylans anklager på video, og at optagelserne blev vurderet som redigerede, og også at Woody Allen bestod en løgnedetektortest, mens Mia Farrow nægtede at tage en.

Dylan Farrow skrev søndag i sin kronik, at hendes mor dengang bad politiet stoppe sagen for at skåne sin datter. Det er for det første en sandhed med modifikationer, fordi myndighederne vitterligt undersøgte sagen og afviste den, og for det andet – hvis det er sandt – så underminerer det en af hendes egne anklager, skriver Alana Newhouse i Tablet.

Mia Farrow og Dylan siger, at offentligheden og Hollywood er medskyldige i pædofili, fordi de lod Woody Allen gå fri, men hvis Dylan taler sandt i sin kronik, så var det ikke Hollywood og offentligheden, som lod ham gå fri, men derimod hendes egen mor, som bad politiet om at stoppe efterforskningen.

»Forståeligt nok er Dylan Farrow vred over, at der ikke foreligger en dom i hendes sag, men hun skal ikke reagere mod offentligheden, men mod sin egen mor,« siger Newhouse.

Uperfekt løsning

Så hvis Weide og Newhouse har ret, er anklagerne ikke gjort af den karat, som overskrifterne indikerer.


Men det er forståeligt, at de har skabt overskrifterne, for det er Woody Allen, der var Soon-Yi, og der er præcis så mange løsrevne fragmenter og en gammel sag, at det hele lugter af fisk, og så drejer det sig om en af de mest alvorlige anklager, man kan rette mod et menneske, sex-misbrug. Det er en anklage, som næsten rummer en sigtelse, sag og dom i sig selv.Jovist, man kan vælge at se bort fra dem og foretage den sullivanske manøvre med at skelne mellem den perfekte kunst og perfekte mand, men det sænker hele niveauet til et sted midt imellem, og det kan hverken kunst, mand, anklager eller fans være tjente med.

Hvis anklagerne er sande, er Allen skyldig, og han fortjener en ikonoklastisk skæbne. Men hvis anklagerne er usande, er Allen uskyldig, og han fortjener bedre.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.