To mænd, ånden og magten

Anmeldelse. Erindringer og portrætbog om to væsensforskellige, men markante danske politikere. Med noget til fælles.

Anker Jørgensen og Bertel Haarder er begge bogaktuelle.
Anker Jørgensen og Bertel Haarder er begge bogaktuelle.

Om Anker Jørgensen skriver Venstre-politikeren Bertel Haarder et sted i sin nye erindringsbog, »Op mod strømmen«: »Han var elendig til at styre landets økonomi. Han symboliserede, at Socialdemokratiet var problemet, ikke løsningen. Men jeg kunne egentlig godt lide hans folkelighed. Han var svær at vippe af pinden«.

Tilfældet vil, at netop de to – Bertel Haarder og Anker Jørgensen – er aktuelle med nye bøger. Haarder som nævnt med en erindringsbog. Anker Jørgensen med en slags reportageportrætbog skrevet af en meget ung journalist. Der er en mærkbar forskel i kvaliteten på de to bøger, hvilket jeg vender tilbage til. Men først en pointe fra læsningen af dem.

For den personlige sympati, man trods holdningsafgrunde og den med rette kritiske vurdering af Danmarks politiske ledelse i 70erne mærker strømme fra Haarder mod Jørgensen, føles måske ikke helt tilfældig, når man læser disse to bøger lige efter hinanden. Bøger om to mænd, som ganske vist på mange måder er vidt forskellige. Bertel Haarder, der vokser op i et sønderjysk højskolemiljø, hvor der var både højt til loftet, farver på livet, fængende og interessante personligheder i farvandet, og hvor selve oplysningstanken var en del af familiens og omgangskredsens DNA.

Og Anker Jørgensen, der først bor i Amagergade »med lokum i gården, og på hver etage måtte fire familier deles om en rusten stålvask, der ikke altid duftede af roser og violer«.

Som personligheder er de to også svære at forene. Anker Jørgensen, der i sin bog altid er den beskedne type, som bruger de små ord om selv de største sager. Det gør han i en alder af 90, som han har gjort det hele livet. Han var den lille mand, der blev en stor mand, og som måske i lange stræk var udygtig. Men hvem magten aldrig spolerede eller forvandlede. Det gjorde den vist heller ikke med Bertel Haarder, som – det ligger næsten i bogens titel – med en vis ret ser sig selv som den uforfærdede, der i alle faser af sit liv har turdet gå op mod de herskende sandheder. Af og til ikke videre elegant, men altid markant. Begge er derfor folkevalgte, der har sat sig spor.

Den afgørende dannelse

Men det, der ved læsningen af disse bøger alligevel bygger bro, er sulten efter nye erkendelser. Trangen til ikke at gro fast eller lade sig opsluge af hverdagens trivialiteter, men i stedet insistere på, at selv om man erhverver sig hård magt, behøver al åndelig søgen ikke at visne. Det er virkelig påfaldende. De to har slet ikke læst de samme bøger. Deres universer har været væsensforskellige. Deres referencepunkter er ofte modsatrettede. Men de synes hver især at have troet på, at dannelse var afgørende for deres liv.

Måske det har bidraget til, at de hører til blandt de politikere fra de seneste 50 år, man uanset politiske synspunkter ikke sådan lige kommer udenom.

Bøgerne, der fortæller deres historier, er til gengæld helt og aldeles usammenlignelige. Journalist Jonas Wisbech Vanges indføring i det Anker Jørgensenske univers er klart den mest problematiske af de to udgivelser. Den er simpelthen for løs i fugerne. Sigtet er givet sympatisk, men formen – at trække den aldrende forhenværende statsminister rundt i København til møder og gensyn med steder og personer, der har betydet noget i hans liv – ender med at være anstrengt. Sine steder med research for åben mikrofon, hvilket ikke er sædvanen i en bogudgivelse fra et kvalitetsforlag. Det trækker op, at det af og til lykkes på rørende vis at beskrive den sympati, der uafladeligt vælder frem mod den folkekære Anker, som stadig bare kaldes Anker, selv når en tilfældigt forbipasserende hilser på. Men i det store og hele er der tale om en opsvulmet, halvdårlig avisreportage på 330 sider, desværre, hvor man fornemmer, at selv når der er tale om møder med afgørende personer, der må gemme på markante vinkler – så forbliver resultatet ganske overfladisk og ofte næsten sludrende.

Bertel Haarders bog er på mere sikker grund. Han har for det første skrevet den selv – så ved man jo, hvad man får, hvad man tager med, hvad man udelader. Men som erindringsbog er den nu velfungerende. Man mærker, lugter, smager virkelig højskolelivet dér tilbage i 50erne. Beskrivelserne af miljø, mennesker, steder og begivenheder er levende, og det samme gælder, da Bertel Haarder når frem til sine egne dramatiske oplevelser på henholdsvis Askov og på universitetet, mens ungdomsoprøret ruller hen over også det akademiske Danmark – til forfatterens tiltagende lede. Eller da den politiske karriere, nærmest ved en række tilfældigheder forstår man, tager form i 70erne.

Ingen af bøgerne er som sådan politiske værker, så på den dimension skal de ikke måles. »Anker Jørgensen og det forunderlige liv« har slet ikke ambitionen. Bertel Haarder lader os snuse til den begyndende ministertilværelse som en slags cliffhanger til næste bind, der beskæftiger sig med netop denne. På den vis tilføjer begge værker derfor interessante facetter til billedet af de to politikere. Den ene bog er blot mislykket i sin form. Den anden rigt og personligt fortalt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.