Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Tid er vigtigere end penge«

Monica Chamorro og Carlos Yter kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen med to børn i det SPANIEN, der har et af de laveste fødselstal i Europa med kun 1,40 barn pr. kvinde.

BARCELONA: Den værste tid var, da Adriana var spæd. Straks efter sine 16 ugers barselsorlov kom Monica med på holdet bag et nyt program, der krævede arbejdsdage på 10-11 timer.

»Jeg måtte overlade min lille baby til en barnepige, jeg næsten ikke kendte, og havde kun et kvarters tid med hende om aftenen. Det var ved at knuse mit hjerte, og da vi fik Valentina, gik jeg på nedsat tid. Også selv om nogen så skævt til mig som »hende, der går kl. 16«.«

I dag er pigerne syv og fire år gamle, og det hele går lidt lettere for det spanske ægtepar.

Monica Chamorro på 41 og Carlos Yter, der er et år yngre, småskændes ganske vist gemytligt, mens de fortæller om den åbenbart ikke helt klare fordeling af de hjemlige pligter.

Men med 15 timers ugentlig hushjælp til det groveste hænger hverdagen igen nogenlunde sammen, og Monica er tilbage på fuld tid som mellemleder i et stort TV-produktionsselskab.

»Jeg har et godt job, men det har da haft betydning for karrieren, at jeg i en periode prioriterede pigerne. Mange døre har lukket sig,« siger hun.

VI HAR AFTALT at mødes kl. 20, men Carlos dukker først op en halv time senere. Sådan er det ofte. Jobbet som webchef hos et stort bogforlag kræver sit.

»Her i landet har vi en arbejdskultur, hvor det ses som noget positivt, at man går sent hjem,« forklarer han:

»Det spiller ind i forhold til, hvor meget man hjælper til som mand. I sidste ende er det selvfølgelig op til den enkelte. Men det er også rigtigt, at vi lever under et system, hvor det er almindeligt accepteret, at kvinden bruger mere tid på familien end manden.«

Carlos fik selv et håndfast signal om tingenes tilstand, da pigerne kom til verden. Han havde ret til at tage fri de første to dage efter fødslen. Men da Monica begge gange nedkom en fredag, blev hans minimale barselsorlov ædt op af weekenden.

»Siden er der indført 15 dages fædreorlov. Og folk tager den da, men mange møder alligevel op et par dage undervejs for lige at vise sig på jobbet.«

MONICA OG CARLOS har det fint med familiens størrelse. De har gjort deres »demografiske pligt«. Alligevel drømmer især Monica nogle gange om en efternøler.

»Men når jeg tænker over, hvordan det skulle hænge sammen med job, vuggestue og skole, dropper jeg hurtigt ideen igen,« siger hun.

For det er tid, det handler om. Skattefradrag og direkte tilskud som »babychecken« på 2.500 euro, der oven i købet er blevet afskaffet som led i Spaniens økonomiske genopretningsplan, har mindre indflydelse på fødselstallet, mener Monica og Carlos.

»Hjælpen er under alle omstændigheder nærmest symbolsk. De rabatter, man har adgang til fra og med det tredje barn, er fuldstændigt latterlige,« siger Monica:

»Når jeg kigger rundt i bekendtskabskredsen og ser, hvem der vover sig ud i nr. tre, er der to grupper: Nogle har mulighed for at trække på bedsteforældrene. Andre er offentligt ansatte med en fornuftig løn og en arbejdsdag, der ender kl. 15. Det er folk, som har tid og støtte i hverdagen.«

 

Pondus