Thomas Vinterberg til Berlinalen: »Jeg skammer mig over det politiske liv i Danmark«

Den danske instruktør benyttede sin pressekonference på Berlinalen til blandt andet at sende et budskab til de danske politikere bag flygtningepolitikken.

Thomas Vinterberg på Berlinale-pressemødet.
Thomas Vinterberg på Berlinale-pressemødet.

BERLINALE: Efter en veloverstået pressevisning på filmfestivalen i Berlin af Thomas Vinterbergs film Kollektivet, holdt den veloplagte instruktør hof for den internationale presse, der var talstærkt repræsenteret på trods af, at det er sent i festivalen, og mange er rejst hjem.

Thomas Vinterberg fik langt hovedparten af spørgsmålene, selvom også den talstærke trup af Kollektivet-skuespillere såsom Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm sad med i konferencepanelet. Da en tysk journalist spurgte ind til instruktørens tidligere kommentar om nutidens ensomhed, benyttede Thomas Vinterberg til at aflevere et politisk budskab med adresse til Danmarks ledere.

»Jeg ville ikke på forhånd beslutte at lave en politisk korrekt film med et budskab. At lave film kræver nysgerrighed, og hvis man på forhånd beslutter sig for et bestemt overordnet budskab man vil fortælle med sin historie, dræber det nysgerrigheden. Når det så er sagt, så vil jeg gerne sige, at jeg skammer mig over at være dansker. Det er skamfuldt at være vidne til det politiske liv i mit land, og hvis der er noget man også gerne må tage med sig fra denne film, så håber jeg at den kan inspirere mennesker til at blive bedre til at dele og ikke ydmyge andre mennesker,« sagde Thomas Vinterberg, hvilket afstedkom pressekonferencens første klapsalve.

Efter pressekonferencen interviewede Berlingske Thomas Vinterberg, og bad ham uddybe, hvad det mere specifikt var, der fik ham til at skamme sig.

- Jeg mente ikke, at jeg skammer mig over at være dansk, men jeg skammer mig over det danske ansigt udadtil, og jeg skammer mig over den skræmmekampagne, der er blevet ført i udlandet. Den politik der bliver ført er uværdig overfor de mennesker, man tager imod, og dem man nu ikke tager imod. Og når jeg forsøger at orientere mig i det politiske liv, så ser jeg ingen som både kan opføre sig værdigt og samtidig tage et ansvar for, hvordan vi skal håndtere den her situation, sagde Thomas Vinterberg.

Men Danmark er trods alt et af de lande, der modtager flest flygtninge per indbygger…?
»Jo, men vi er stadig et land der behandler mennesker på en fuldstændig umenneskelig måde. Det er så konkret som jeg kan være, for jeg er ikke taget hernede for at starte en politisk dagsorden. Men jeg kan se et land der lukker sig frygtsomt og jeg kan ikke være mere konkret, for jeg er ikke politiker, og jeg må godt sige sådan her på en filmfestival, uden at skulle trækkes ind i en politisk diskussion.«

Men er det eksempelvis Sverige, der er et mål for anstændigheden da de åbnede sig for de mennesker?
»De var i en periode mere anstændige, og det var svært for dem at få til at lykkes, men det var et forsøg værd.«

Er det ikke ret høj pris at betale for at bevare anstændigheden?
»Den pris synes jeg, vi må være parat til at betale.«

Berlingske talte også med hvedrolleindehaver i »Kollektivet«, Trine Dyrholm, der syntes det var et kompliceret emne at snakke om i et forum som Berlinalen.

»Alt går hurtigt op i taglines. Men jeg er ikke stor fan af den regering vi har for tiden, og flygtningedebatten synes jeg, er voldsom. Vi lever i en kompliceret tid, hvor vi skal gøre os umage med at være menneskelige og generøse, og løse det her på den bedst mulige måde.«

Og skammen?
»Ja, jeg synes godt, vi kan skamme os over at vi laver love, hvor vi skal tage ejendele fra folk, der har rejst langt for at komme hertil.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.