Svensk jødehad gjorde det nemt for Bodnia at droppe »Broen«

Kim Bodnia løfter sløret for, hvorfor han forlod succes-serien »Broen« efter blot to sæsoner. En medvirkende årsag var, at han ikke følte sig tryg, når optagelserne fandt sted i Malmø.

Kim Bodnia fortæller nu til israelsk TV, at det blandt andet skyldtes den stigende antisemitisme i Malmø, at han ikke ville være med i den seneste sæson af den dansk-svenske »Broen«. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/DR
Kim Bodnia fortæller nu til israelsk TV, at det blandt andet skyldtes den stigende antisemitisme i Malmø, at han ikke ville være med i den seneste sæson af den dansk-svenske »Broen«. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/DR

Det vakte opsigt, da den danske skuespiller Kim Bodnia pludselig ikke ville være med i tredje sæson af den populære dansk-svenske TV-serie »Broen«, der blev vist på DR1 herhjemme i efteråret.

Hidtil har den officielle forklaring været, at Bodnia var utilfreds med manuskriptet og den retning, hans karakter, politimanden Martin Rohde, udviklede sig i.

Det var da også den forklaring, han i første omgang holdt sig til, da han i går blev interviewet om serien af den israelske TV-station Walla.

Men så tilføjede han, at det også drejede sig om den stigende antisemitisme i Malmø, hvor dele af serien er optaget.

»Det er ikke særlig behageligt at være der som jøde,« sagde han og tilføjede: »Så det har selvfølgelig også gjort, at det har været let for mig at sige nej til at arbejde i Sverige – når manuskriptet ikke passede, og jeg så også kunne sige, at jeg ikke følte mig sikker der. Det er ikke sjovt. Og vi må håndtere det hver eneste dag og kæmpe imod det.«

I interviewet, som Berlingske har set på Wallas hjemmeside, taler han også om terroren i København sidste år, hvor det ene af de to angreb var rettet mod synagogen i Krystalgade, og jødiske Dan Uzan blev dræbt.

»Det vokser. Især i Malmø, hvor vi optog Broen,« som han sagde.

Og at fængsle de antisemitter, der begår hadforbrydelser, gør nærmest bare ondt værre. Som Kim Bodnia sagde:

»Hvis de kommer i fængsel, giver det mulighed for, at deres had til jøder bliver forstærket,« sagde Kim Bodnia.

Anledningen til interviewet på israelsk TV er Kim Bodnias rolle i den israelske TV-serie »Hostages«. En rolle, han har sat stor pris på, fortalte han.

»Jeg voksede op med hebraisk og kunne forstå det som barn, men glemte det så igen. Israel er så familiært for en, når man er vokset op med Israel som sit andet hjem, så det er en gave for mig at arbejde her.«

Du kan se hele interviewet med Kim Bodnia på den israelske TV-station Wallas hjemmeside.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.