Portræt: :

Succesinstruktøren bag Inception

Selv om Christopher Nolan blot fylder 40 år i morgen, kan han se tilbage på en allerede imponerende karriere præget af kunstnerisk originalitet og vanvittig kommerciel succes.

Det er noget af en fødselsdagsgave, Christopher Nolan har givet sig selv og alverdens filmelskere. Med næsten ubetydeligt få undtagelser har alverdens anmeldere i dag hyldet den engelsk/amerikanske filminstruktør som et geni i anledning af hans aktuelle sci-fi-film, Inception. Storfilmen, der har Leonardo DiCaprio i hovedrollen, bygger ifølge Nolan selv på idéen om, at drømme føles som virkelighed, mens man er i dem. Man kan opbygge sin helt egen verden i drømme, og det er, siger Christopher Nolan, "et ideelt univers at skabe en film i".  

I morgen fylder Christopher Nolan 40 år. Han blev født i London, som søn af en engelsk reklametekstforfatter og en amerikansk stewardesse. De tidlige år blev tilbragt i både den engelske hovedstad og i Chicago.

Allerede som syv-årig fattede han interesse for film, da han fandt sin fars Super 8 kamera. Det blev straks brugt til at lave små film med Nolans legetøjsfigurer. I Chicago lavede han tillige en række kortfilm, bl.a. sammen med den senere filminstruktør og producer Roko Belic. 
 
Christopher Nolans uddannelsesmæssige baggrund er dog engelsk. Han gik således på Haileybury College i Hertford Heath, Hertfordshire og studerede efterfølgende engelsk litteratur på University College i London, hvor han samtidig med studierne fortsatte med at lave kortfilm i regi af det stedlige filmsociety, heriblandt "Tarantella", som blev vist på amerikanske PBS i 1989.

Nolan instruerede sin første spillefilm i 1998, betitlet "Following". Filmen handler om en forfatter, der er besat af at følge forskellige mennesker. Scenerne er klippet sammen ude af kronologisk rækkefølge, og er derved med til at sætte seeren i samme sted som hovedpersonen, som har sit hyr med rigtigt at finde ud af, hvad der foregår omkring ham.

Filmen blev lavet for beskedne 6.000 dollars. Den blev optaget i weekender i løbet af et år med hjælp fra en lang række collegevenner. "Following" fik premiere på San Francisco Film Festival og den følgende interesse skabte grobund for, at Christopher Nolan kunne sætte sin signatur på en optionskontrakt med Newmarket Films for hans næste spillefilm, "Memento". 

Med "Memento" (2000) fik Christopher Nolan et seriøst gennembrud med nomineringer til både Golden Gobe og Oscar-uddelingerne for bedste manuskript. Den bygger i øvrigt på en novelle skrevet af Nolans bror Jonathan, og handler kort fortalt om en enkemand, som får en skade i hovedet og derved mister sin korttidshukommelse. 

Allerede her træder Christopher Nolans særkende som instruktør tydeligt frem, mener Berlingske Tidendes mangeårige filmredaktør Ebbe Iversen:

- Nolan er en ekstraordinær instruktør, og det er der to tungtvejende grunde til: han har mod og han er dygtig, begynder Iversen og uddyber:

- Modet handler om, at han tør lave dystre og mørke film. Han fedter ikke for tilskuerne ved at lave romantiske film med happyendings. Samtidig har han også modet til at lave film, der er svære at følge med i. Det så vi allerede med hans store gennembrud "Memento", hvor han fortalte historien baglæns. Nolan regner og for intelligente mennesker, der godt gider at følge med.

Og dygtigheden?

- Den ser vi i den måde, han laver billeder på. Han er en virtuos filmfortæller. Hans billeder er aldrig kedelige, og har en billedfantasi, der gør, at man ofte sidder måbende tilbage. Og så laver han billeder, der aldrig er set før. 

Christopher Nolans næste filmprojekt blev en amerikansk genindspilning af den norske film "Insomnia" fra 1997 - dog med væsentlige ændringer omkring hovedrollen og filmens plot.
  
Herefter syntes alle døre åbne for den stadig meget unge og i offentligheden endnu forholdvis ukendte instruktør. Selvtilliden og ideerne fejlede da heller ikke noget, og Christopher Nolan fik således i samarbejde med manuskriptforfatteren David S. Goyer overbevist mægtige Warner Bros Pictures om, at han skulle stå i spidsen for en ny æra i "Batman"-føljetonen. 

Det første resultat, "Batman Begins" (2005), blev en film hvis anderledes dystre og begavede historie begejstrede både anmeldere og publikum. Filmen vandt desuden en lang, lang række priser i kategorier så forskellige som bedste manuskript, bedste skuespiller og bedste fotografering. Hvorfor det var ganske naturligt at lade Nolan fortsætte med "Batman"-sagaen.

Det blev til "The Dark Knight", der havde Heath Ledger i rollen som ærkeskurken The Joker.

Ved premieren i 2008 gik anmelderne og publikum bersærk. Filmen inspillede 158 millioner dollars alene i åbningsweekenden, og voksede sig til at blive den næstmest sete biograffilm i USA nogensinde, og alletiders niendemest sete i udlandet. Hele otte Oscar-nomineringer fulgte i begyndelsen af 2009. Ved uddelingen blev det til to: bedste lydarbejde og bedste mandlige birolle til den imellemtiden afdøde Heath Ledger.

Christopher Nolan har bekræftet at den næste "Batman" vil blive hans sidste, og samtidig slutte en ring om den historie, den engelsk/amerikanske instruktør har forfulgt. Efterfølgeren til "The Dark Knight" forventes at få premiere i juli 2012.

Nolan har ligeledes nikket "ja" til at være med til at udvikle en ny "Superman"-film, som han dog ikke selv vil instruere.

Tilbage står det enkle men store spørgsmål: kan den stadig unge instruktør opretholde sit høje kunstneriske niveau og samtidig forsætte med at lokke masserne i biografen? 

Ebbe Iversen:

- Nogle instruktører laver deres bedste film som helt unge, se bare på vores egen Thomas Vinterberg og "Festen". Andre topper i en sen alder som Ingmar Bergman. Alt andet lige vil jeg sige, at de fleste filmmennesker - bortset fra sportsudøvere - topper i 40'erne. Her har de fået en modenhed og en erfaring, og de er ikke metaltrætte endnu. Jeg mener faktisk, at vi kan have Nolans bedste film til gode.