Statusopdatering fra Henrik Olesen

Ukendt under Andet Navn alias Henrik Olesen oprettede en Facebook-profil, da han gik solo efter bruddet med broderen i bandet Olesen-Olesen. Han ville sælge sin musik dér efter stalddørsprincippet. Til gengæld er han ikke på Spotify. Dét og meget andet skriver den pladeaktuelle musiker om på Facebook. Vi har bedt ham kommentere nogle af sine statusopdateringer.

Når Henrik Olesen har foretaget den allersidste finpudsning, sætter han sig i køkkenet om aftenen og drikker noget vin og lytter til musikken for at høre, om den lyder godt på de »latterligt små højttalere« i hans ghettoblaster. Hvis den gør det, er den godkendt. Foto: Linda Kastrup
Når Henrik Olesen har foretaget den allersidste finpudsning, sætter han sig i køkkenet om aftenen og drikker noget vin og lytter til musikken for at høre, om den lyder godt på de »latterligt små højttalere« i hans ghettoblaster. Hvis den gør det, er den godkendt. Foto: Linda Kastrup

det er min dna

hver eneste dag

kan ikke vaskes af

min dna

»Det er en tekst fra sangen DNA på min nye plade, »Ingen hunde hyler her«, som er min fjerde soloplade med Ukendt Under Andet Navn. Da jeg arbejdede sammen med min storebror, Peter H. Olesen, var det klart opdelt sådan, at han stod for teksterne og jeg for musikken.

Indimellem havde jeg nogle linjer, han brugte, og indimellem havde han skrevet en sang, vi brugte, men ellers var det opdelt. Min bror faldt i Dan Turèll-gryden som meget ung og var rigtigt glad for at skrive. Han sagde ikke så meget som barn, men han skrev rigtigt meget. Og så faldt det bare naturligt, at jeg tog den anden rolle. Den fordeling passede os fint.

Da jeg skulle gøre det hele selv, blev jeg nødt til at tage skeen i egen hånd. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og jeg har fundet ind til en eller anden form, hvor jeg ofte skriver temmeligt minimalistiske tekster. Min musik er ofte også minimalistisk, så det passer meget godt.

Teksterne bliver nogle gange næsten haiku-agtige. Fordi jeg ikke nødvendigvis er en ordmand, er det er en fed udfordring med ganske få sætninger at prøve at finde ind til noget, som lytteren kan brygge videre på.

Min bror og jeg holdt op med at spille sammen i bandet Olesen-Olesen, fordi det var blevet som et ægteskab, hvor vi var faldet ind i nogle fasttømrede og uproduktive mønstre. Men vi ser stadig hinanden og har et udmærket, afklaret forhold i dag. Vi blev så sent som i sidste uge spurgt, om vi ville spille et par koncerter sammen, men det siger vi altid pænt nej tak til. Det skal vi ikke.«

Så vender man lige ryggen til 5 min., og så har de andre fået Spotify derhjemme........ (Fremover koster det fandeme penge at høre fars sange i køkkenet, i stuen såvel som på børneværelserne, piger!)

»Det handler selvfølgelig om, hvem der har magten i det moderne hjem, og i det her tilfælde var det åbenbart min kone! Jeg har ikke noget imod Spotify som sådan, men hvis man ser en sang som et produkt og en plade som en vare, så vil jeg mene, at det er dårligt købmandsskab.

Man har brugt tid og penge til musikere og producere på at fremstille varen – det har jeg selvfølgelig ikke lyst til at kalde min musik, men det er det jo alligevel – og så er det grundlæggende absurd at give det næsten gratis væk. Det handler også om stolthed.

På gode dage synes jeg, at mine sange er rigtigt gode, og så skal der da også betales for dem. Det er selvfølgelig lidt gammeldags, men alt gammeldags er ikke nødvendigvis dumt.

Som udgangspunkt synes jeg også, at man skal lære unge mennesker, at kultur koster penge. Det er ikke gratis. Jeg tror nu stadig, min store pige på 11 bruger Spotify indimellem, men det kunne jeg ikke drømme om at blande mig i.«

Det stod ikke skrevet nogen steder, at jeg skulle lave musik, indspille sange, udgive plader og spille koncerter. Jeg ser ikke og har aldrig set mig selv som noget specielt kreativt menneske, og det er ikke mere ædelt at være sangskriver end at være f.eks. renovationsarbejder eller revisor; vi har alle brug for sange at spejle os i, sange til at løfte os op og sange til at begrave os i, vi har alle brug for at komme af med vores lort, og der skal helst også være orden i regnskaberne. Men skæbnen har åbenbart villet det, og her sidder jeg så endnu en gang ved ghettoblasteren i køkkenet med en lille buket færdige sange, som blot lige skal bindes sammen i næste uge, før de er klar til udgivelsen om seks ugers tid. »Ingen Hunde Hyler Her« – noget skal man jo kalde barnet – har romantiske under- og overtoner; så er man advaret.

»Når jeg har gjort en plade færdig og lavet det, man kalder mastering, den allersidste finpudsning, så sætter jeg mig altid i køkkenet om aftenen og drikker noget vin og lytter til den for at høre, om den lyder godt på de latterligt små højttalere. Hvis den gør det, er den godkendt.

Jeg kalder overhovedet ikke mig selv kunstner. Der er noget i det ord, som smager underligt, og som jeg ikke bryder mig om. Jeg er begyndt at kalde mig selv sangskriver, for jeg kan efterhånden godt finde ud af det håndværk, det også er at skrive en sang.

Men jeg prøver mig stadig frem og får så famlet mig frem til noget, der ligner en plade hvert andet år. Det er dét, jeg har lavet de seneste 35 år. Men jeg ser ikke mig selv som et specielt kreativt menneske. Jeg er ikke typen, der siger: »Stik mig en sætning, så skal jeg skrive dig en sang«. Jeg er søn af en revisor!

Jeg startede med at skrive musik, da jeg var 15, og min bror og jeg udgav vores første plade, da jeg var 16 i 1982 med det band, vi kaldte Sort-Hvide Landskaber.

Siden har det ligget i mig, at jeg spiller musik og laver plader, uden at jeg har tænkt nærmere over det. Det var min bror, der præsenterede mig for Joy Division og Ramones, og så var jeg solgt til det. Jeg gik fra at være et lovende fodboldtalent til at være musiker.

Men jeg laver også andet end at spille musik. Jeg skal jo også leve, så jeg underviser på en privatskole. Det er fedt, og det, at jeg ikke har musikken som det, jeg lever af, gør mig næsten endnu mere sulten efter at lave musik.«

blot en tanke:

jeg tror, at der sidder en ikke helt lille gruppe mennesker rundt omkring i det ganske land (og på Facebook), som udadtil er stærke kritikere af regeringens hårde linie i flygtningepolitikken (og Socialdemokraternes ditto), mens de i virkeligheden bifalder store dele af politikken og er pænt glade for officielt ikke at skulle lægge stemmer til den.

som sagt: blot en tanke.

»I dag foregår meget kontakt med venner på sociale medier – for mig og mange i min generation på Facebook. Her befinder vi os i vores egne små cirkler, hvor vi ofte bliver bekræftet i, hvad vi står for politisk, og hvordan vi forholder os til ting.

Så udsagnet er selvfølgelig tænkt som en provokation. Når man bekræfter hinanden hele tiden og godt er klar over, at det er sådan, det er, så bliver det let ret ufarligt og uproduktivt på Facebook.

Jeg er bestemt et politisk menneske, men et tvivlende et af slagsen. Jeg har ikke en nagelfast tro på, at det er sådan og sådan, retningen skal være. Men vi ved jo godt, at siden Murens fald har vi ikke stået i nogen mere udfordrende situation i Europa, end vi gør nu.

Det kan jo være både skræmmende og åbne for noget interessant. Men debatten bliver let meget polariseret. Nogle gange kan det derfor være godt at ruske lidt op i sine cirkler på Facebook.

Og så har man lyst til at drikke rødvin hele aftenen og glemme sig selv i det nye Bowie-album, men så skal man se »Antboy«, så skal man putte, så skal man lave papirarbejde, så skal man støvsuge (...) osv.

»Det er jo dér, hvor ens ønsker og behov clasher med det moderne menneskes hverdag med alle de praktiske gøremål. Det sker hver dag, at virkeligheden kolliderer med drømmene. Det er et ongoing spil, man må få til at gå op. Ellers forsømmer man enten sine børn eller sig selv.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.