Sorgfuld poesi i rækkehuset

Lyrik møder den konkrete virkelighed i fin lille sorghistorie på Teater Får302.

Benedikte Hansen og Nanna Skaarup Voss i »Tørst«.
Benedikte Hansen og Nanna Skaarup Voss i »Tørst«.

Det er ikke så tit, man møder poesien på teatret. I hvert fald ikke på den måde, man gør det i dramatikeren Abelone Koppels nye stykke, »Tørst«, på Teater Får302.

I det nye årtusind tog teatret en ny drejning. Det, der foregik på scenerne, skulle helst forandre verden – oplyse, bevidstgøre, gøre Jorden til et bedre sted at leve. Mange teatertekster blev ganske håndfaste i en højere sags tjeneste. Men når man lytter til Abelone Koppels tekst med de mange dvælende, sanselige metaforer – vand, træer, bogstaver, druknedød, splintret porcelæn – så er det næsten som at være tilbage i 1990erne, dengang også mere lyrisk inspirerede dramatikere som Morti Vizki, Kari Vidø, Naja Marie Aidt og Pia Juul var stemmer i tidens opgør med mainstream-realismen. Og det er positivt ment.

Ikke at forestillingen ikke handler om noget. Mor og datter (Benedikte Hansen og Nanna Skaarup Voss) er alene med hinanden i det parcelhus, som scenografen Mie Riis sætter på scenen genkendeligt og højst konkret. Far (Benjamin Boe Rasmussen) er nemlig død, og de kæmper hver især for at komme videre i livet, men sidder fast. De er ude af stand til at bruge hinanden. De ved ganske enkelt ikke, hvad de skal stille op med deres følelser. Moren lukker sig mere og mere inde i sin sorg, nægter at tale om tabet, reelt ude af stand til at slippe sin mand. Den døde dukker endda pludselig op af mørket uden for skydedøren til haven og er næsten umulig at drive ud igen. Men så sker der alligevel noget, for da først mor og datter har ladet sig gennemskylle af sorgens tsunami, begynder de at kunne leve videre sammen med mindet om faren som noget, der giver næring til den videre færd.

Instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen får glimrende givet sorgarbejdet en krop midt mellem virkelighed og drøm, mellem det helt virkelighedsnære, figurerne foretager sig, og den smukke, men lidt tunge lyrik, der kommer ud af deres mund. Og så er det en gave til forestillingen, at Benedikte Hansen låner sin smukke stemme og sit stærke ansigt til den dominerende rolle som moren, pendulerende mellem forstening, fortrængning og forsoning. Nana Skaarup Voss står mere enstrenget som den trængte datter, men gør indtryk med sin spøgelseslignende bleghed. Og Benjamin Boe Rasmussen er passende fræk og krævende som den far, der ikke lige er til at glemme. Forestillingen er værd at se for sin anderledes insisteren på at nærme sig følelserne med sprogets muligheder som løftestang.

Hvad: »Tørst«

Hvem: Iscenesættelse: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenografi: Mie Riis

Hvor: Teater Får302. Til 26. marts

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.