Som dramatiker er jeg hæmningsløs. Når det gælder min prosa, er jeg hypernervøs

Jokum Rohde debuterede som romanforfatter, men blev siden en af de fremmeste dramatikere herhjemme. Efter 15 år er han med romanen »Trianglen« tilbage ved den prosa, han føler, han har sjoflet. Måske betyder det et farvel til dramatikken.

»Jeg er den hurtigste dramatiker overhovedet, men prosa tager mig SÅ LANG TID!« fortæller Jokum Rohde, der er gået til og fra sin nye roman i fem år.
»Jeg er den hurtigste dramatiker overhovedet, men prosa tager mig SÅ LANG TID!« fortæller Jokum Rohde, der er gået til og fra sin nye roman i fem år.

Jokum Rohde har to elektriske skrivemaskiner.

På den ene, en hvid Canon QS 100, skriver han sin dramatik. Her er »Nero« (1998), »Pinocchios aske (2005), »Darwins testamente« (2008) og hvad de teaterstykker, der har gjort ham til en af vores mest markante dramatikere, ellers hedder, blevet til.

Den anden, en støvetblå Olivetti ET Personal 55, tager han frem, når han udøver den del af sit virke, der i dag er mindre kendt: romanerne.

»Det var på Olivettien, det lykkedes for mig at skrive første gang som 21-22-årig. Jeg gik på teatervidenskab og havde forsøgt at skrive »Jonas’ Bog«, siden jeg var 18,« siger Jokum Rohde om den roman, der blev hans litterære debut og udkom i 1994.

Det er også på Olivettien, han har skrevet »Trianglen«, der udkommer onsdag. En roman om kunst og besættelse af kunst – ikke mindst teater. Om at fare vild i livet, om flugt og om at forsøge at finde tilbage igen. Om sex, tinnitus, David Bowie og Berlin. En bog, der blander drøm og virkelighed, fiktion og selvportræt.

Det vender vi tilbage til. Vi begynder ved arnestedet: Skrivemaskinen.

»Man skal være parat, når man skriver på skrivemaskine. Der er kun én vej, og det er frem. Det at arbejde på computer er derimod en underligt postmoderne oplevelse af, at man med en mus hele tiden er lige så meget på side ét som på side ti. Man kan rette løs på side to, fire og fem i stedet for at sige, at man skal nå ned til side 20. Når jeg skriver på skrivemaskine, er jeg ikke nogle andre steder end ved det, jeg er i gang med. Det giver mig mere adrenalin, gør mig mere på. Jeg er kun dér, hvor sproget er nået til. Og så kan jeg bare godt lide lyden af, at der bliver lavet tekst. Skrivemaskinen bruser. Lyder som et tog.«

Men der er et problem ved Olivettien: Den er for langsom, når han skriver dramatik.

»Den kan simpelthen ikke sætte bogstaverne hurtigt nok. Det kan den anden. Dramatik skal skrives i realtid. På den måde bilder jeg mig ind, at jeg kan mærke publikums tilstedeværelse. Jeg forsøger at synkronisere mig selv med oplevelsen af stykket. Jeg tror på, at jeg kan mærke, hvis en scene er ved at gå i stå, fordi jeg forsøger at skrive den lige så hurtigt, som den vil blive spillet.«

Den hurtighed gælder ikke Jokum Rohdes prosa. Eller som han selv siger: »Jeg er den hurtigste dramatiker overhovedet, men prosa tager mig SÅ LANG TID!«

»Trianglen« er da også hans første roman i 15 år, og han er gået til og fra den i fem år. Mellem stykker som »Manson« (2011), »Har-har De set min kone?« (2013), Radio 24Syvs julekalender »Djævelen i Karla Strauss« (2015) og »Kong Arthur«, der har premiere i Ulvedalene senere på måneden.

»Som dramatiker er jeg hæmningsløs. Når det gælder min prosa, er jeg hypernervøs. Det burde ikke være sådan, men for mig er det to distinkt forskellige spor. Det er næsten to forskellige identiteter,« siger han.

Roman er mere selvportræt end selvbiografi

Måske hænger det sammen med, at Jokum Rohde er flasket op med teater. Han voksede op som det, han kalder garderobebarn på ABC Teatret i 1970erne, hvor hans mor, skuespillerinden Christiane Rohde, var en fast del af Klaus Paghs ensemble på teatret, med folk som Dirch Passer, Jørgen Ryg og Preben Kaas i front. Og når han ikke var på teatret på Frederiksberg Allé, så han ofte ballet på Det Kongelige Teater, hvor hans morfar var teaterchef – og hvor Jokum Rohde selv skulle blive husdramatiker mange år senere.

Når dramatikken falder ham lettere, forklarer han det selv med, at han her har skuespillerne til »at tage smældet«.

»Det er Henning Jensen og de andre, der gør det. Jeg er en underlig voyeur, som ser dem gøre det. En usynlig dukkefører. Og jeg får afløb for de værste sider af mig dér. Jeg har en følelse af grænseløshed. Den distance har jeg ikke i prosaen. Jeg føler kun, at det kommer til mig, hvis det er noget, som ligger meget tæt op ad mig selv.«

Romanen udsprang da også i første omgang af en livskrise.

»Jeg var lige blevet skilt. Efter 13 års ægteskab, med to børn, stod jeg pludselig i, hvad man må kalde en ny virkelighed. Og den var jeg ikke særligt begejstret for. Men en dag – under en af de utallige gåture, hvor min ven Søren Ulrik Thomsen slæber mig med til et eller andet rædselsfuldt område af byen, som han synes, jeg skal se – sagde han til mig, at jeg måske skulle prøve at skrive noget, der lå lidt tættere på mig selv. For at holde mig selv i gang.«

Jokum Rohde fulgte rådet fra digteren, som han også har lavet fotobogen »København Con Amore« (2006) sammen med.

»Jeg begyndte at skrive en ret håndholdt bog om, hvad jeg havde lavet de seneste 13 år. En form for værkrapport om de stykker, jeg havde skrevet. For at have noget at stå op til og for, tænke baglæns og prøve at strukturere, hvad jeg havde gjort, og hvor jeg var henne nu.«

Derfor rummer »Trianglen« et spor, der ligger tæt op ad Jokum Rohdes eget liv. Men det er ikke endt i ren autofiktion. For ind i historien fletter en hel masse fantasi sig.

»Jeg begyndte at fiktionalisere, hvad jeg kunne have gjort i den situation, jeg stod i efter skilsmissen. Jeg oplevede heldigvis, at jeg midt i al ulykken havde en fantastisk tid sammen med mine børn, men jeg kunne se, at mange andre, jeg kendte, som stod i samme situation, flygtede. Nogle blev i byen, men var væk mentalt, og andre flyttede rent fysisk. Det gjorde jeg ikke. Jeg blev. Men bogen er er endt som en flersporet roman, som mere er et selvportræt end en selvbiografi. I hvert fald hvis man ser det på samme måde som inden for billedkunsten. Francis Bacons selvportrætter ligner jo ikke på dén måde ham selv, men er jo stadig selvportrætter – sagt uden at sammenligne mig med Francis Bacon.«

I »Trianglen« flygter hovedpersonen da også til Stockholm, hvor han indleder et forhold til skuespillerinden Sally Jünger, der hurtigt udvikler sig til en besættelse.

»Hun er fiktion, men bygger selvfølgelig på folk, jeg selv har mødt. Hun eksemplificerer den mærkelige forførelse, man ofte laver med hinanden, når man skaber en teaterforestilling. Man er en gruppe, man er jævnbyrdige, man går ind i hinandens følelsesliv og tankeverden, man skaber noget fælles. Der er noget utopisk i det, men også noget dæmonisk som i alle utopier. Man mødes på et helt nøgent grundlag om noget, der er uden for en selv.«

Det er smukt, men også pokkers svært at styre, forklarer Jokum Rohde.

»For hvor begynder det, og hvor ender det? Man har skruet sig så langt ind i hinandens tanker og følelser, og når man så har premiere, ved man ikke, hvad der skal ske dernæst. Når der bliver blandet kærlighed og seksualitet ind i det, er det skuespillerinder, jeg har oplevet det med, men på mange andre måder synes jeg også, jeg har oplevet det med Henning Jensen og Nicolas Bro for eksempel. Man er hinandens passagerer og beder hinanden om at køre så langt ud, som man overhovedet kan. Jeg tror, det er det samme, nogle rockgrupper kan opleve.«

Besat af Bowie

Hovedpersonen i »Trianglen« hedder Jerome. Ikke så langt fra Jokum Rohdes eget navn. Men det er nu taget fra David Bowies alter ego, Thomas Jerome Newton, i filmen »The Man Who Fell to Earth«. Bowie gennemsyrer i det hele taget Jokum Rohdes bog – og liv.

»Jeg har virkelig været besat af Bowie. Jeg havde mindst 100 billeder af ham i min lejlighed og har stadig et væld af kassettebånd med hans 1970-koncerter. I 1990erne fik jeg så en høreskade til en Bowie-koncert i Frankfurt. Det var meget mærkeligt. Efter det havde jeg det, som om han sad inde i mit hoved. Jeg kunne ikke få ham ud. Det var meget uhyggeligt, så jeg tog en kold tyrker med ham. I otte år turde jeg ikke høre ham, og hvis jeg var i en pladebutik, løb jeg simpelthen ud, hvis de pludselig spillede hans musik. Jeg havde angst for hans stemme. Men efter jeg fik børn og begyndte at falde lidt mere til ro, kom han langsomt på banen igen. Den kolde tyrker gjorde, at han kom tilbage med et brag rent bevidsthedsmæssigt for mig, da jeg tog ham op igen. Hele mit stykke »Pinocchios aske« er emotionelt skabt på grundlag af tre af hans sange, som jeg hele tiden hørte. Det er aldrig siden lykkedes mig at lave et plot som det. Det bruste bare frem, og det føltes fuldstændig, som om det ikke var mig, der lavede det. Så mit forhold til Bowie har været på godt og ondt,« siger Jokum Rohde og fortæller, at »Trianglen« er skrevet, før David Bowie døde, 10. januar i år, hvorfor det ikke har formet romanen.

Jokum Rohde har modtaget en lang række priser for sit arbejde som dramatiker og har rigeligt at se til på den front. Alligevel kunne han ikke drømme om at droppe romanerne.

»Jeg har enorme ambitioner som prosaist, men jeg har fuldstændig sjoflet det. Det var dér, det startede. Prosaen var min første kærlighed, og »Jonas’ bog« var en af 1990ernes bedst modtagne debuter. Jeg ved ikke, hvad der skete, men det handlede nok om, at den bog, jeg skrev efter »Jonas’ bog«, ikke lykkedes, mens alt syntes at lykkes, når jeg skrev dramatik. Det gjorde det oplagt, at jeg skulle følge det spor.«

Men Jokum Rohde fornemmer, at det er ved at ændre sig for ham. At der sker en forskydning mellem de to identiteter.

»Der er mange, der mener, at jeg efterhånden skriver prosa, selv når jeg skriver dramatik. Mine replikker er simpelthen ved at blive for lange. Så jeg tror, at jeg er på vej over i prosaen igen. Det er det, jeg tænker i nu.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.