23. januar 2008, 22:30

I mere end ti år har besættelsestiden været genstand for en fornyet og massiv interesse. Den historiske faglitteratur og erindringsbøgerne har ført an. Skønlitteraturen har ikke rigtig deltaget i festen. Måske fordi den var der fra begyndelsen. Allerede i befrielsesåret 1945 kom der en del romaner, og i 1957 var der kritikere, der ved synet af Tage Skou-Hansens debutroman »De nøgne træer« tænkte: Åh nej, ikke endnu en sabotørroman! Og så ebbede genren ud i 1960ernes velfærdsboom, hvor krigen pludselig syntes meget langt borte.

Men stoffet banker på igen. Gennem de senere år er der kommet romaner af Ulrik Gräs, Thorstein Thomsen, Ole Hyltoft og Christian Dorph/Simon Pasternak, der tager deres afsæt i besættelsestiden og dens konflikter. Og så er der Hanne Richardt Becks roman »Om så det gælder«, der blev unisont hyldet af dagbladenes anmeldere, da den udkom i efteråret og nu er nomineret til Læsernes Bogpris.

»Om så det gælder« er bemærkelsesværdig ved at være flere slags romaner, der er splejset i én og samme læseoplevelse. For det første er den en thriller – en anmelder sammenlignede den med Christian Jungersens »Undtagelsen«. Rammen for fortællingen ligger i nutiden, hvor en yngre kvinde opsøger sin afdøde fars oldgamle ungdomsven i hans pensionistresidens i Tyrkiet. Hun har på fornemmelsen, at hun ikke kender hele historien om sin fars liv. Det er også, som om der mangler nogle penge, tre millioner. Hvor mon de er blevet af? Den gamle herre serverer agurk og chili og tænker, så det knager. Hvad skal han sige? Hvor meget skal han fortælle?

Mens han overvejer, føres læseren tilbage til Brønshøj i 1933. Vi følger søskendeparret Viggo og Vita, som er flyttet ud fra Nørrebro og skal vænne sig til livet i et rækkehus. Her møder de rigmandssønnen Max, som de, hver på sin vis, drages og fascineres af. Max er ikke helt almindelig, hverken i sin adfærd, sine synspunkter eller sine lyssky kontakter. Det er to søskende frem for en homme fatal. Det er »Den kroniske uskyld« af Rifbjerg og »De uanstændige« af Panduro, der møder »Zappa« af Bjarne Reuter. Det sidste skrev en anmelder, mem det er kun til dels rigtigt, for bogen er også helt sin egen.

Romanens førstedel fra 1933 er en bred skildring af dagligdag og folkeliv i Brønshøj i perioden. Vi færdes i Degnemosen, dengang Bellahøjhusene slet ikke var bygget endnu, vi er i et tivoli på Brønshøj Torv, men vi er også lige en afstikker inde på den farlige Nørrebrogade med skoledrengene Viggo og Max. Det er simpelthen litterær realisme, eller som Berlingske Tidendes anmelder Kathrine Lilleør skrev i sin seksstjernede anmeldelse: »Her får vi Brønshøj i trediverne ind gennem næsen: Menstruationsbindene, der ligger til vask i spanden i køkkenskabet, tæppet, der lugter af tis i venindens lille indeklemte børneværelse og tivoliet på Brønshøj Torv, hvor lykkehjulsejeren er en uvasket vagabond, der har prøvet det meste.« Meget er forandret i dag, men romanen er så præcis med sit bymæssige rum, at man godt kan lave sig en Hanne Richardt Beck-løberute rundt til bogens steder i Brønshøj. Jeg ved det, for jeg har selv prøvet det.

Midt inde i romanen skifter den karakter, for nu springer vi direkte frem til besættelsestiden og en kort og fortættet periode i 1944. Spændingen og tilspidsningen af alting tager over fra den brede skildring. Vi bliver med Viggo, Vita og Max som unge mennesker slynget lige ind i tidens på én gang ekstreme og klaustrofobiske stemning. Hovedpersonerne må hver for sig og sammen forholde sig til de afgørende ting. Skal man gå med i modstanden eller hytte sit skind? Kan man have mere eller mindre rigtige motiver for at gå med? Er der motiver, der repræsenterer en sikkerhedsrisiko? Og hvem kan man egentlig stole på? Mange mennesker kan komme i den yderste fare, hvis man træffer de forkerte valg og ikke dømmer godt nok.

Men byen – nu mere København end Brønshøj – er stadigvæk med i handlingen. Kommunehospitalet er en både labyrintisk og knugende iscenesættelse for meget af det, der foregår. I dag er der universitet. Nutidens studerende kan passende læse og gyse.

Handlingen eksploderer til sidst, og der bliver op gennem efterkrigstiden nogle tråde at rede ud og nogle regnskaber at gøre op. Helt frem til den dag i Kusadasi i Tyrkiet, hvor en kvinde opsøger sin fars ældste ven. Uden at vide det, er det også historien om, hvad der skete i 1944, som hun er på jagt efter.

Som det nok er fremgået, er det en roman, man er afskåret fra at referere alt for nøje. Det vil ødelægge for megen spænding. Men det er samtidig en roman, man har meget lyst til at vende tilbage til, når man har læst den én gang. Den er også en spændingsroman, men den står og falder ikke med sin spænding. Man har lyst til at læse den igen for at komme dybere ind i dens verden, både 1933 og 1944 og senere. Nu ved man ganske vist, hvad der skete, men man vil alligevel gerne være mere fortrolig med, hvad der skete – og hvorfor det mon skete.