24. maj 2008, 17:32 – opdateret 25. maj 2008, 21:11

Bryllupsfesten i aftes på Schackenborg Slot kan meget vel have mindet kronprins Frederik om en skelsættende begivenhed fra hans og prins Joachims barndom. Nemlig den dag for næsten 30 år siden, da det for alvor gik op for ham, at hans skæbne var en anden end Joachims.

Det var i påsken 1979. Joachim og Frederik var ni og ti år, og indtil dette tidspunkt ganske uvidende om deres forudbestemte roller i livet. De var opdraget næsten som tvillinger, de var altid sammen, og de var altid ens klædt.

Det var de også denne dag: Ens bukser med svaj, ens cardigans og ens ternede skjorter. Ja, selv deres frisurer var ens: 70ernes kasserollemodel.

De var på påskeferie med deres mor og far på Marselisborg i Århus. De havde fri fra skole og fri for lektier og forældrene fri for officielle pligter. Joachim og Frederik glædede sig også til at få besøg af Karin og Hans Schack, som de kendte vældig godt.

Alt var godt, lige indtil gæsterne midt under påskefrokosten meddelte, at de havde en gave med, og gaven var til Joachim.

Gaven var Schackenborg Slot.

Efter at have været i slægtseje i 11 generationer, havde greveparret besluttet at overlade deres gods til prins Joachim. Værsgo. Uden videre forklaring. Heller ikke til Frederik, som jo ingen »gave« fik. Han forstod det ikke.

»Mine forældre sagde, at min bror skulle arve Schackenborg efter Hans og Karin. Hvad så med mig? Hvad får jeg? Jeg kunne ikke helt forstå det, og min mor sagde: ’Jamen, du kommer til at arve hele landet en dag.’ Det var lidt øh-hø. I den alder tænkte jeg mest på materielle ting. Min bror fik et stort gods, og hvad fik jeg? Det at skulle arve et land, det kunne jeg ikke forstå. Det var for stort. Som lille dreng kunne jeg slet ikke forholde mig til det. Et kæmpe landområde. Hvad skulle jeg med det?«

Kronprinsen fortæller om barndomsmindet i bogen »Frederik – kronprins af Danmark«, som netop er udkommet i anledning af Kronprinsens 40-års fødselsdag i morgen. I dag kan han godt smile lidt ved tanken om den uforståelige besked, men han lægger ikke skjul på, at det var en overvældende måde at præsentere en følsom og forsagt dreng for hans kommende job på.

Hverken den dag eller senere i barndommen fik Frederik den samtale med sin mor og far, der kunne have beroliget ham og gjort ham tryg ved sin skæbne som kronprins og arving til landets trone. Han fik det nærmest at vide i en bisætning.

Den tiårige Frederik følte sig ensom. Den svært håndterlige og monumentale besked lagde sig som en tung kappe på hans spinkle skuldre. Og værst af alt. Det skilte ham fra hans bror. Der var kun et år imellem dem, og de var med deres særlige opvækst og roller dybt afhængige af hinanden.

Og Joachim var der altid for Frederik. I dag siger Kronprinsen om sin brors støtte:

»Han har ikke været så presset, haft samme følelse af pres, som jeg har. Jeg kan huske, at der var perioder i mit liv, hvor han virkelig var god at have. Langt hen ad vejen har jeg talt om ’os’ eller ’min bror og mig’. Måske affødt af at de første 16-17 år af vores liv fulgtes vi ad og havde næsten de samme venner og kammerater. Og vi boede også sammen som ungkarle en tre-fire år på Amalienborg.«

Blandt Kronprinsens barndomserindringer står påsken 1979 således lysende klar. Og den var med til at understrege, at selvom Frederik André Henrik Christian, prins til Danmark, er født ind i et eventyr, født til at blive konge, har barndommen langtfra altid været eventyrlig.

Frederik og Joachim kunne ikke som andre børn spontant tage hjem med en kammerat efter skole. Til gengæld havde de hinanden. Hvad enten de legede sammen i de lange gange på Amalienborg, under deres franske kostskoleophold i Normandiet eller var sammen i gymnasietiden på Øregaard.

Joachim og Frederik var nærmest altid sammen, og selvom de gik i almindelige skoler, var de altid badet i dette særlige lys, som betød, at de alligevel ikke var helt almindelige børn. Frederik var specielt følsom over for »lyset«. Han hadede, mere end Joachim, offentlighed – at blive set på, at blive betragtet og vurderet. Han var frygtelig genert. Det var tungere at være Frederik end Joachim. Det var ham, der skulle være konge engang. Der blev ikke talt om det, men det lå hele tiden i luften.

Også prins Joachim var opmærksom på »forskellen«. Han var kun 12 år, da han en dag sagde til sikkerhedsvagterne: »Pas nu godt på Frederik, for jeg skal altså ikke være konge.«

I skolen var de begge intelligente, velfungerende og vellidte elever. Men Joachim var hurtigere, smartere, talte som et maskingevær. Frederik var mere følsom, musisk.

Frederik havde det også sværere i sin pubertet end Joachim. For det fremtidsbillede han så for sig, var ikke et billede han brød sig om. Han så intet eventyr, ingen glansbilleder. Han så et billede af en skræmmende, klaustrofobisk fremtid, som han forsøgte at flygte fra. Som voksen har han om denne måske vanskeligste periode i sit liv fortalt: »I begyndelsen stod dét at skulle være konge helt klart for mig som noget stort og skræmmende. Noget mørkt, noget dystert. Noget som jeg prøvede at fortrænge og skubbe væk.«

En af de mest sejlivede myter om Frederik og Joachims opvækst handler om kuede drenge udsat for kadaverdisciplin. Pudsigt nok har kongefamilien selv været med til at nære myten. Som dengang prins Henrik i et omstridt interview luftede det synspunkt, at »børn skal opdrages lidt lige som hunde. Med fasthed, konsekvens og kærlighed«.

Og myten fik yderligere næring, da en frigjort kronprins Frederik 24 år senere holdt sin berømte tale ved sine forældres sølvbryllup i 1992:

»Papa, man siger, at den man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed. Til tider var den måske lidt overvældende og føltes måske også lidt tilfældigt. Som barn følte jeg mig tit lidt magtesløs over for din stringente logik, din klare syntaks. Du æggede til diskussion, og derved lærte du mig ikke at tage noget for givet, at være kritisk. Det føler jeg i dag som en stor styrke,« sagde Kronprinsen til stor moro for gæsterne.

Kronprinsen fortryder ikke sin tale i dag og fortæller, at han dengang slet ikke forstod de voldsomme reaktioner fra omverdenen. Heller ikke den opstandelse, det affødte, da han og prins Joachim fortalte, at de som børn ikke spiste sammen med deres forældre.

»Jeg glemmer aldrig den forargelse, det vakte, da min bror og jeg – jeg tror det var i forbindelse med min mors 50 års fødselsdag – fortalte, at vi først havde spist et måltid sammen med vores forældre i en alder af fire år. Men vi fortalte det jo bare, fordi det var helt naturligt for os. Hvis det havde været en dårlig oplevelse, havde vi sikkert ikke fortalt om det. Så for os var det slet ikke så slemt, som det måske kan lyde for andre mennesker,« sagde Kronprinsen til Berlingske Tidende i december.

Dronning Margrethe har imidlertid aldrig lagt skjul på, at hun næppe var noget forbillede som småbørnsmor. I Annelise Bistrups portrætbog »Margrethe« fra 2005, siger Dronningen, at hun er ked af, at hun ikke var mere sammen med sine sønner, da de var små:

»Jeg har – og det har jeg tilstået mange gange – aldrig været nogen særlig god småbørnsmor. Hvordan har jeg opdraget mine børn? Og hvordan har jeg opdraget Kronprinsen til at blive Danmarks fremtidige konge? Det spørgsmål har jeg altid syntes var et af de sværeste at besvare, når den danske eller udenlandske presse spurgte. Jeg vil helst have, at opdragelsen skal komme intravenøst. Det skal sives ind. Men derfor kan det jo godt være, at jeg alligevel har forsømt noget, fordi jeg har overvurderet, hvor meget der siver – hvor meget der kan sive.«

Ved samme lejlighed forsvarede hun Prinsgemalens lidt strikse opdragelsesmetoder:

»Det virkede nok meget udansk på mange. Men egentlig var jeg ikke spor chokeret over den opfattelse. For selvfølgelig skal der opdragelse til. Det kan godt være, at min mand på visse punkter talte mere – skal vi sige – i udråbstegn over for børnene, end jeg gjorde. Men at der skulle være fasthed og bestemthed i deres opdragelse, det var vi bestemt enige om. Vi har bare en lidt forskellig måde at gøre det på.«

Dronningen har imidlertid erkendt, at »Operation forældre« ikke forløb helt, som hun eller børnene havde ønsket.

»Vi har ikke fået nok tid sammen. Det har vist naget mig ubevidst mere eller mindre hele tiden, men det gik først rigtig op for mig engang midt i deres gymnasietid; da sagde de det ligeud, men det blev til gengæld begyndelsen på et nyt afsnit i vores forhold til hinanden. I dag står drengene os nærmere, end de nogensinde gjorde i deres barndom,« siger dronning Margrethe i bogen »Dronning i Danmark« af Anne Wolden-Ræthinge.

Kronprins Frederik har i dag stor forståelse for sin mors situation, da hun som ung og kvinde pludselig stod med både to små børn og med et nyt, krævende job som landets dronning.

»Tiden var en anden dengang. Mine forældre fik ret hurtigt børn, efter de blev gift, og det var to forskellige kulturer, som skulle falde i hak. Og så må man ikke glemme, at min mor blev dronning som kun 32-årig og stod over for den store udfordring at skulle udfylde sin nye rolle som monark. Jeg kan huske, da jeg selv fyldte 32 år, at jeg tænkte: ’Hold da op, hvis jeg pludselig skulle det samme igennem, som min mor skulle dengang.’ Men jeg kan også huske, at jeg for mange, mange år siden besluttede, at når min tid kom, så skulle det være med børnene også, så vidt det var muligt. Det har jeg altid været helt overbevist om.«

Frederik og Joachim har på hver deres måde tacklet barndommens og ungdommens strabadser og taget livtag med deres særlige roller. Det er ikke gået stille af. Heller ikke i pressen, som har berettet flittigt om romancer, »prinseslæng« og fartkørsel.

Lavpunktet for Kronprinsen kom nytårsnat 1992, da han sammen med veninden Malou Aamund måtte en tur på politistationen. En betjent havde observeret en af kongehusets biler komme slingrende ned ad Niels Hemmingsensgade i København. Ved rattet sad Malou Aamund. Eneste passager: Danmarks kronprins. Det viste sig, at Malou Aamund ikke havde noget kørekort.

Fredag 3. januar kunne landets kronprins og alle andre på avisernes forside læse »Kronprinsen indblandet i promillesag«. Helvede brød løs. Var der blot tale om en ungdommelig tåbelighed? Eller var det her et fingerpeg om, at kronprins Frederik var ved at sætte sin egen og kongehusets anseelse over styr?

Den 25. maj 1992 var Kronprinsen igen på avisernes forside. Denne gang var det ikke en negativ nyhed. Det drejede sig om at løbe. »Danmark fik i går sin første kongelige maratonløber,« lød det nu. Kronprins Frederik havde i bagende sol løbet de klassiske 42,195 kilometer i en tid, der aftvang respekt: Tre timer, 22 minutter og 50 sekunder.

Kronprinsen løb sit første maraton, to dage før han fyldte 22 år. Og det var »hans første manifestation af selvvalgt identitet«, som det hed. Væk var den kronprins, der i manges øjne lod til at savne kongepotentiale, og hvis bror i flere medier var offentligt på tale som en oplagt afløser. Kronprinsen har siden selv udtalt, at maratonløbet var hans personlige begyndelse på at finde sig selv ved at gøre noget for sig selv, som ingen havde dikteret eller rådet ham til. Og som ikke lå som en indbygget forventning i hans medfødte rolle.

Siden har Frederik som bekendt udfordret sig selv psykisk og fysisk på talrige fronter. Han viste sin viljestyrke under sin uddannelse i Frømandskorpset og i Siriuspatruljen, og man fristes næsten til at konkludere, »at den kronprins Frederik, som siden er blevet valgt til årets dansker syv gange, blev født den 24. maj 1992«, som sociolog Emilia van Hauen skriver i det seneste nummer af magasinet Psykologi. Altså den dag han gennemførte sit første maratonløb.

Kronprins Frederik har tilmed den ære, at danskerne er på kælenavn med ham. Og navnene siger både noget om hans karakter og om hans betydning for det danske samfund. Når vi kalder vores kronprins for Frede, Pingo eller Tudeprinsen, så er det, fordi vi føler en personlig tilknytning til ham.

Selv tager han det helt afslappet:

»Ja, og så er der nogen, som siger, at man ikke er en mand af tiden, eller også er man en mand af tiden. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er moderne lige nu. Måske kan man sige, at jeg er mig selv af tiden. Og så kan man glæde sig over, at det åbenbart vækker en vis genklang i befolkningen. Derfor generer det mig heller ikke at fælde en tåre på offentlige steder i forbindelse med store familiebegivenheder,« har han udtalt til Berlingske Tidende.

Men han siger også, at dette at »turde være sig selv« har vist sig at være et kæmpe plus for ham. Endelig har kronprinsesse Mary uden tvivl sin andel i Frederiks »genfødsel« – som kronprins og som et mere harmonisk og glad menneske.

Også Joachim har til tider haft sit hyr med sin rolle. Den kulørte presse har i forbindelse med hans skilsmisse fra Alexandra ikke holdt sig tilbage og beskrevet ham som »partyprinsen«, der festede løs med unge piger og fadbamser i hånden på diskoteker i provinsen. I den mere seriøse afdeling kom han for skade at udtale sig om EUs landbrugspolitik, og i et opsigtsvækkende interview med Brita Stenstrup i Berlingske Tidende i 1999 sprang han ud som vaskeægte mandschauvinist og sagde, at han »pinedød« ønskede sig en søn.

»Jeg tør godt bekende, at jeg er en gammeldags og bagstræberisk mandschauvinist, for jeg vil pinedød have en søn. Jeg rokker mig ikke fra det. Jeg ønsker direkte efterkommere, som ikke bare fremgår af et stamtræ. De skal kunne spores visuelt. De skal komme af mig.«

Ønsket gik som bekendt i opfyldelse, men hans kønspolitisk ukorrekte udtalelse medførte en del løftede øjenbryn. For man bør ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, og er der ikke noget med, at hovmod står for fald? Ved prins Joachim ikke, at han vil blive forfulgt af det citat resten af livet, og hvad nu hvis han og prinsesse Alexandra slet ingen børn fik? Eller hvis de fik piger? Og hvad er der i øvrigt i vejen med piger?

Flot! sagde andre. Her har vi en mand, der ikke gider være diplomatisk og forsigtig og glat. Han siger ligeud, hvad andre i den situation kun ville turde hviske.

I dag er både Frederik og Joachim blevet fædre. Og de har tydeligvis grebet forældrerollen anderledes moderne og ikke mindst pædagogisk an end deres forældre. De har begge taget deres tørn med bleskift og barnegråd om natten. Og forældrerollen har knyttet de to brødre tættere sammen som voksne.

Til gengæld var det næppe lykkeligt for nogen af dem, at prins Joachims ægteskab med prinsesse Alexandra brasede sammen netop i den periode, da Frederik stod over for at skulle giftes i 2004. Og meddelelsen om den kongelige skilsmisse blev da også først officielt meddelt et stykke tid efter kronprinsparrets bryllup i Vor Frue Kirke.

En skilsmisse er altid en udfordring, og det var prins Joachim og prinsesse Alexandras også. Ikke kun for parret selv, men også for Hoffet, hvilket hofmarskal Ove Ullerup erkendte i et interview her i avisen sidste år.

»Det var en klar holdning i Kongehuset, at her skulle man gå ud og give en ordentlig orientering om, hvad der skete, hvad der ville ske, og hvad konsekvenserne af det her var. Derfor holdt vi et pressemøde, hvor vi orienterede om separationen. Det var en vanskelig situation. Men den måde prinsesse Alexandra og prins Joachim håndterede situationen på – både i forhold til hinanden og til deres børn – var imponerende. Det gjorde vores opgave lettere.«

På spørgsmålet, om en skilsmisse er forenelig med Kongehusets status, svarede han:

»Verden bevæger sig. Det sætter også sit præg på Kongehuset, og det er min klare opfattelse, at der i befolkningen var accept af det, der skete.«

Og livet går ganske rigtigt videre. I går blev prins Joachim gift for anden gang. Med franske Marie Cavallier, som allerede har gjort enhver tanke om den onde stedmor til skamme. Hun har tydeligvis ikke kun vundet prins Joachims hjerte, men også hans sønners. Nikolaj og Felix, som i går var forlovere ved deres fars bryllup, og som ser oprigtigt glade ud for deres nye stedmor.

Tidligere prinsesse Alexandra, nu grevinde, har givet udtryk for det samme.

»Marie er en supersød pige, så jeg er meget glad,« har Alexandra sagt til SE og HØR. »Selvfølgelig vil man altid gerne have, at ens børn får en god stedmor, og det må man sige, hun er. Jeg har set, hvordan hun er sammen med mine drenge.«

Lykken synes lige nu at smile til både Frederik og Joachim. I disse dage tager de begge hul på nye kapitler i deres liv. Prins Joachim tager hul på sit andet ægteskab, og Danmarks kronprins runder de 40 år.

Meninger og grænser afprøves, og Kronprinsen er lige nu ude i endnu en test af grænser med sit omstridte kandidatur til Den Olympiske Komite.

Forsangeren Jesper Binzer fra rockbandet D-A-D, der er en af Kronprinsens bekendte, er overbevist om, at Frederik vil blive »en utrolig samvittighedsfuld konge, men også en konge, der vil insistere på at gå sine egne veje«.

»Jeg tror virkelig, at Frederik vil sætte dagsordener og ryste lidt op i vante forestillinger om, hvad man som kongelig kan blande sig i, og hvad man kan mene noget om,« siger han i bogen »Frederik – kronprins af Danmark«.

Om Kronprinsparret som »brand« har administrerende direktør i Dansk Industri, Hans Skov Christensen, sagt: »Vi lever i en verden, hvor man kan næsten alt. Det eneste, man ikke kan skabe, er en royal familie eller et kongehus med tusind års historie. Da der ikke er ret mange af sådanne huse i verden, får de automatisk opmærksomhed. Lagt sammen med at vores kongehus ikke er omgærdet af skandaler, er det med til at give et eventyr til »brandet«, som er med til at kalde på manges interesse. Et kongehus kan ikke kopieres.«