Søheltens palæ på Kongens Nytorv

Det Thottske palæ på hjørnet af Kongens Nytorv og Nørregade, som Bredgade officielt hed indtil 1877. Foto: 13g2, Københanv før og nu bd. II
Det Thottske palæ på hjørnet af Kongens Nytorv og Nørregade, som Bredgade officielt hed indtil 1877. Foto: 13g2, Københanv før og nu bd. II
På hjørnet af Kongen Nytorv og Bredgade har der i mere end tre hundrede år ligget et stateligt palæ. De fleste københavnere ved, at det er den franske ambassade, men men ud over det har de færreste formodentlig kendskab til husets historie. Og hvem tænker i dag på, at Kongens Nytorv blot få år før palæet blev bygget i slutningen af 1600-tallet, var et næsten øde område uden for byen.

Middelalderens København gik nemlig kun til Østerport, og den lå for enden af Østergade. Byen var beskyttet af volden og stadsgraven, som på dette sted strakte sig omtrent midt mellem Magasins hovedbygning og Det Kongelige Teater.

Men Christian IV ville udvide byen, og så opkøbte han ad et par omgange det vældige område mellem Sortedamssøen og Øresundskysten for at anlægge en helt ny bydel. Endnu var der ikke noget der hed Kongens Nytorv. Byens borgere kaldte stedet Hallandsås, efter sigende fordi det var lige så ufremkommeligt som de øde strækninger mellem Skåne og Halland, men måske også fordi købmændene fra disse landsdele kom for at sælge deres varer netop her.

Vippegalge på torvet

Hverken købmændene eller deres kunder kan have været sarte, for de befandt sig midt på en af byens lossepladser, hvor det i 1634 blev konstateret, at »slemme og vanartede mennesker« især ved nattetider henbar »megen stinkende og vederstyggelig overflødighed.«

Christian IV nåede aldrig at se resultatet af sine anstrengelser. Han døde året efter, at den gamle Østerport var blevet revet ned og flyttet ud til volden ved Rigensgade. Det var derfor hans søn, Frederik III, der i 1663 gav ordre til, at torvet skulle planeres. Det var en opgave for byplanlæggeren Henrik Rüse. Han var ellers engageret til at udbedre byens forsvarsanlæg, og måske var det derfor, at han ikke nåede at foretage sig andet end at opsætte en ny moderne vippegalge midt på torvet, således at forbryderne kunne blive sendt til vejrs ved hjælp af en snild hejseanordning. Den slags kunne kongen ikke lide at se på. Og slet ikke på dette sted, som nu var udset til med tiden at blive byens fornemste plads. Galgen blev flyttet ud påØsterbro, hvor det var mere passende at tage livet af folk, og så blev der givet ordre til, at kongens nye torv skulle brolægges.

Juel i pomp og pragt

Den unge enevælde fra 1660 havde behov for at markere sig med pomp og pragt, og snart efter begyndte rigt udsmykkede gårde og palæer at skyde i vejret. Den første bygherre på stedet var ingen ringere end kongens uægte søn, Ulrik Frederik Gyldenløve, som helt officielt var en frugt af Frederik IIIs selskabelige omgang med Margrethe Pape, baronesse af Løvendal. Gyldenløve opførte en monumental bygning med en fløj ud til Nyhavnskanalen, som netop i de år var ved at blive gravet ud. Sten og andre byggematerialer fik han fra det nedbrudte Kalø Slot. Efter at halvbroderen Christian V var død, solgte Gyldenløve ejendommen til den sørgende enkedronning, Charlotte Amalie, og herefter kom palæet til at hedde Charlottenborg.

På det tidspunkt havde der allerede i en snes år været betydelig aktivitet overalt på torvet. Adelsfamilier og stormænd rettede ind efter de kongelige påbud, og herskabelige gårde skød i vejret i overensstemmelse med stadsbygmesterens anvisninger.

På hjørnet af Kongens Nye Torv og Norgesgade, som Bredgade hed før 1877, opførte admiral Niels Juel en pragtfuld gård.

Han havde i 1677 slået den svenske flåde i Køge Bugt, og var blevet nationens store krigshelt. Dåden havde tildelt ham uvisnelig hæder, men han var også blevet styrtende rig, da udbyttet efter salget af de erobrede krigsskibe blev gjort op.

For pengene indrettede han sig i den grad standsmæssigt, at den engelske gesandt bemærkede, at admiralen boede bedre end landets enevældige konge. Om det var derfor, majestæten lod sin elskerinde, Sophie Amalie Moth, overtage huset efter Niels Juels død i 1697, er ikke godt at vide. Men nu havde han i hvert fald mulighed for at komme der jævnligt, og hun gav det videre til sin og kongens ældste søn, Christian Gyldenløve.

I en periode blev den fashionable bolig lejet ud til fremmede gesandtskaber, men i 1761 blev palæet købt af storgodsejeren Otto Thott, og det er efter ham, det bærer navnet Det Thottske Palæ. Det blev i slægtens eje, indtil en ny økonomisk virkelighed for landets adel meldte sig sammen med grundloven. Så måtte dele af ejendommen igen lejes ud: i gården blev der indtrettet traktørsted med ølkælder, og i vinduerne ud mod torvet udstillede Magasin du Nord nye varer.

Lige lidt hjalp det. Endelig købte den franske stat ejendommen med overdragelse 1. januar 1930.

For nylig har den franske ambassade udsendt en praktisk guide til huset og dets historie. Bogen kan købes i den franske bogcafé i Fiolstræde. Den koster 100 kr.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.