Skriget klinger aldrig ud

I anledning af 150-året for den norske maler Edvard Munchs fødsel er der en unik chance for at se den mest omfattende Munch-udstilling nogensinde. Det er flot og gennemarbejdet. Og rummer sågar en forfriskende ny vinkel på hans livsværk.

»Selvportræt med cigaret« fra 1895 træder Munch selvbevidst frem af mørket, i disse år er han på vej ind på den internationale kunstscene og en del af bohememiljøet i Berlin.
»Selvportræt med cigaret« fra 1895 træder Munch selvbevidst frem af mørket, i disse år er han på vej ind på den internationale kunstscene og en del af bohememiljøet i Berlin.

Edvard Munchs maleri »Skriget« er trykt på alt – jeg har engang set det som et oppusteligt badedyr! Munch er en mærkevare, en industri. Ingen kan anfægte den kunstneriske værdi, men ligesom Claude Monets åkander, som har været trykt på så uendeligt mange kagedåser, så skal Munchs ikoniske værker på én gang arbejde med og mod den banalisering, der følger af populariteten. Succesen for en stor Munch-udstilling er hjemme på forhånd, men alligevel skal der arbejdes hårdt på at formidle hans maleriske kraft og eksperimenterende virtuositet. Udstillingen i Oslo i anledning af 150-året for hans fødsel lykkes på alle måder. Først og fremmest fordi Munchs værker er så storslåede og stadigt vedkommende, men også fordi udstillingen sætter fokus på hans kunst og ikke knytter alt an til hans tungsindige livshistorie.

I biografien ligger ellers alt, hvad der gør en god kunstnermyte: Moderen og søsteren døde, mens han endnu var lille, hans far var stærkt religiøs. Munch selv var ofte syg, og hans udsvævende liv som boheme rummer masser af mytestof. Både mens Munch levede og i den efterfølgende kunsthistoriske kanonisering er der blevet sat et stort tungt lighedstegn mellem hans liv og hans kunst. Et lighedstegn, som udstillingen prisværdigt ønsker at ophæve.

Munchs kunst rummer så meget mere, end hvad de traditionelle koblinger til hans kærlighedsaffærer, sygdom og angst kan åbne for. Men med udsagn som »Kunsten er ens hjerteblod« dyrkede Munch gennem hele livet selv kunstnermyten. Han var bevidst om den virkning, hans menneskeskildringer havde på folk og om, at koblingen til hans eget liv bestemt ikke gjorde interessen mindre.

Kunstnerens indre følelser forplanter sig som bekendt ikke direkte og umedieret gennem penslen og ned på lærredet, og i stedet for at lægge sig op ad de biografiske fakta, har man på jubilæumsudstillingen sat fokus på de kunstneriske valg. Særligt hans selvportrætter vidner om en mand, der meget bevidst igen og igen arbejdede med selvudlægning, selvransagelse og ikke mindst selv­iscenesættelse. Af den grund præsenterer udstillingen selvportrætterne som et gennemgående tema.

Selvmytologisering

I »Selvportræt med cigaret« fra 1895 træder Munch selvbevidst frem af mørket. I disse år er han på vej ind på den internationale kunstscene og en del af bohememiljøet i Berlin, hvor både forfattere og billedkunstnere bevægede sig væk fra naturalismen for i stedet at skildre livet og verden fra en mere subjektiv vinkel. Gennem Munchs selvportrætter kan man følge, hvordan hans selviscenesættelse som kunstner udvikler sig fra den teatralske fremstilling som ungt geni, over den modne kunstner, der tematiserer selve kunstnerrollen, og til hans sidste selvportrætter som gammel mand med mørke indsunkne øjenhuler på tærsklen mellem liv og død.

Den selvbevidste fremtoning er gennemgående, men samtidig er der nogle maleriske sprækker og indgreb i malerierne – nogle små forskydninger, der gør, at der opstår en form for sårbarhed, der får Munch til at fremstå som en mand, der fuldt og helt har ofret sig for kunsten. Han iscenesætter på denne måde sig selv som en »rigtig kunstner«, der er stålsat i sin mission for kunsten og samtidig har givet mange afkald.

Udstillingen lægger ud med Munchs tidlige værker i det, man kunne kalde en malerisk naturalisme, og frem mod den spirende ekspressionisme, med de markante farvevalg og det ufærdige udtryk, der provokerede datidens publikum. Væggene i udstillingen er malet i forskellige stærke farver – blodrød i det rum, der sætter fokus på det moderne sjæleliv. Her hænger blandt andet maleriet af en henslængt bohemekvinde omgivet af tomme flasker og den skrøbelige pubertetspige på sengekanten. Begge billeder der, med indlevelse og følsomhed, indfanger det moderne menneskes usikkerhed mellem de skødesløse valg og de store eksistentielle dilemmaer.

Landskaber er et andet hovedmotiv hos Munch. Trods det, at hans malerier rummer mange genkendelige landskaber, særligt fra Oslofjorden, så skildres landskaberne altid som helt igennem subjektivt oplevede scener, hvor mennesker og landskaber ligeværdigt vokser ud af den maleriske helhed.

En af de fantastiske ting ved udstillingen er, at den giver mulighed for at se flere versioner af hans kendte motiver, hvilket giver en unik indsigt i, hvordan han improviserede, versionerede og eksperimenterede. Et af de motiver, Munch malede flere gange, er »Den syge pige« med det røde hår og den blege kind. Pigen ser tomt ud i luften, mens en kvinde ved hendes side bukker hovedet i sorg. Især den første version fra 1885 er intenst rørende. Den fortættede stemning understreges af ridser og brud i malingen, som et flimmer af maleriske hændelser, der rammer en virkelighed. Munch er citeret for at sige om et maleri: »Ja dette skal nok blive godt med tiden. Det mangler bare nogle små fejl for at blive rigtig godt.« Han så meget tidligt, hvordan den ufærdige karakter og mere eller mindre tilfældigt opståede maleriske elementer kunne fungere som små sprækker og åbninger ind i billedet og dermed forene en malerisk kraft med evigtgyldige eksistentielle temaer.

Udstillingen er delt på to udstillingssteder. Værker fra Munchs debut som 20-årig i 1883 frem til 1903 vises på Nasjonalgalleriet, og værker fra 1904 frem til hans død i 1944 på Munch-museet. Det er et markant brud på den vante biografiske læsning af hans livsværk, der traditionelt opdeler hans værker i et før og efter nervesammenbruddet i 1908. Mange har ment, at hans kunst ændrede sig markant efter nervesammenbruddet – at han efterfølgende fik en lysere tilgang til kunsten. Men udstillingen viser i stedet, at der er tråde på tværs af hele hans kunstneriske karriere, og at ændringerne sker før sammenbruddet og knytter an til europæiske strømninger som eksempelvis vitalismen. De monumentale værker, han skabte til Oslo Universitetets Aula, er præget af intense lysvirkninger og stærke konturer. Det er storslået og episk. Væk er dekadencen og det tunge mørke for en stund. I stedet er der fokus på landskabet og det enkle og nære liv.

Livsfrise

Både før og efter disse monumentale værker arbejdede Munch med den såkaldte Livsfrise – 22 billeder hvoriblandt man finder nogle af Munchs mest kendte motiver, som »Skriget« og »Madonna«. Munch er kendt for sine skildringer af kvindetyper. Fra den uskyldige pubertetspige og den drømmende unge pige i den lange hvide kjole over den seksuelt frigjorte modne kvinde, vampyren, madonnaen – og til sidst den gamle indsunkne kone. Han kredser om dem og lader dem ændre karakter gennem årene, og på udstillingen har man samlet livsfrisen i den form, den havde på en udstilling i Berlin i 1902 (iblandet kopier for at kunne danne et samlet udtryk). Menneskehedens følelsesmæssige dramaer udspiller sig fra den spæde kærlighed og det erotiske begær til jalousiens nag. Fra kærlighedens kim, til dens blomstring og fald. Fra livsangstens altomfattende tag til dødens endeligt. Det er de helt store nagler, Munch bevæger sig på, når han indfanger det moderne sjæleliv, men hos Munch knækker det ikke over i det bombastiske. Den dystre enkelhed i hans landskaber og menneskeskildringer åbner for noget almengyldigt. De giver på forunderlig stilfærdig vis plads til betragterens eget liv, erfarings- og følelsesrum.

Dette bliver højst sandsynligt dén ene gang i livet, hvor man kan se så mange vigtige værker af Munch på samme udstilling. Den giver et helt unikt overblik over alle perioder og centrale temaer – og mesterværkerne fremhæves ikke på bekostning af de mindre kendte værker.

En sjælden gang som denne mangler man at kunne give en ekstra stor sjette stjerne.

Hvad: Munch 150.
Hvor: Nasjonalgalleriet, Universitetsgaten 13, Oslo Og Munch-museet, Tøyengata 53, Oslo.

Hvornår: Mandag-søndag kl. 10-17, Torsdag kl. 10-19. Til 13. oktober.

Hvordan: nasjonalmuseet.no, munch.museum.no.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.