Drama

Sjæl i flammer

Ida Jessen prøver nu kræfter med teatret: Et stykke om digterhustruen Ingeborg Stuckenbergs dramatiske skæbne. »Det kræver talent og disciplin at stå i brand,« mener forfatteren. »Ellers går man til grunde.«

Ida Jessen i hjemmet på Vartov i København.
Ida Jessen i hjemmet på Vartov i København.

Hvad ville der ske, hvis jeg sagde til dig, at du ikke længere måtte skrive?«

Forfatteren Ida Jessen tager spørgsmålet ind. Beder så umiddelbart om en præcisering:

»Som et uomgængeligt vilkår, jeg ikke kunne slå mig fri af?«

Der opstår nogle lange sekunder af stilhed. Øjnene viger ikke fra mine, men inde bag det opmærksomme blik tænker hun. Så svarer hun på en måde, der tilsyneladende er karakteristisk for hende. Lavmælt, men tydeligt. Tvivlende, men alligevel velovervejet. Søgende, men alligevel på den faste grund, der udspringer af at kende sig selv.

»Så ville jeg være meget glad for, at jeg ikke længere var ung. For så ville jeg gå i smadder,« siger hun og uddyber:

»Nu har jeg trods alt skrevet så meget og har fået andre interesser i livet, end jeg havde som ung eller bare for ti år siden. Mit et og alt - ud over min datter - var at skrive. Det tror jeg stadig, det er, men ikke dagligt. Det er ikke længere mit åndedræt. Jeg kan også godt leve her i Vartov eller i min have i Sorø eller ved at gå en tur.«

Litteraturhistorisk skuespil

Og rigtigt er det, at Ida Jessen siden debuten i 1989 med novellesamlingen »Under sten« har skrevet flittigt til en efterhånden stor læserskare. Romaner, noveller, børnebøger, oversættelser. Og med udmærkelser som De Gyldne Laurbær, en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris og en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond som belønning.

Alligevel er hun en slags debutant, for tirsdag havde hendes første skuespil, »Stuck«, premiere på Teater Nordkraft i Aalborg. Et, ifølge forfatteren selv, »moderne, klassisk kammerspil«, der har hentet sin hovedperson fra virkelighedens litteraturhistorie.

Stykket handler nemlig om digterhustruen Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) og hendes tragiske skæbne. Hun levede efter en såkaldt »ideal fordring« om ærlighed og frihed i ægteskabet med forfatteren Viggo Stuckenberg, et samliv præget af udenomsægteskabelige forbindelser, konstant pengemangel og den utilpassede Ingeborgs frustration over ikke at kunne folde sit kunstneriske talent ud.

Mens Viggo Stuckenberg var en af tidens fejrede digtere, måtte hans hustru med det, som Ida Jessen kalder »et heftigt gemyt«, nøjes med at være musen, der inspirerede kredsen omkring dem. Ingeborg havde åbenlyst litterært talent og skrev store dele af romanen »Fagre ord«, men det var ægtemandens navn, der stod på titelbladet.

»Én ting er at have talent, men noget andet er at kunne forvalte det. Hun drømte om det stærke liv og havde måske også nogle af de talenter, som er ingredienserne i et liv, hvor man får udlevet sig selv, men samtidig kunne hun ikke få sine drømme forløst.«

»Hun var afhængig af, at andre så skulle gøre det for hende. Hun havde musens ulyksalige lod. Men efterhånden levede hun jo blot som en drøm for andre. Viggo var en drøm for hende, men hun var også en drøm for ham. Hun ville leve det ekstraordinære liv, mens han efterhånden ville leve det ordinære liv. Det er der ingen mennesker, der kan holde til i længden.«

En drama queen

Efterhånden sled parret hinanden op i deres konstante vil-vil-ikke-leg med hinanden, mener Ida Jessen. Og bedre blev det ikke af, at han egentlig slet ikke kunne leve op til de frihedsregler, de indstiftede, da de blev gift, mens hun til gengæld havde hjerteblod i projektet og ville have ham til at leve sin egen lidenskab ud for sig.

Ida Jessen kalder Ingeborg Stuckenberg for en »kæmpe drømmer«, men også for et »katastrofemenneske«. I stykket hører vi, hvordan hun flygter til New Zealand på en enkeltbillet med gartneren Hans Madsen, som, sammen med sin kone, havde boet dør om dør med forfatterparret i gartnerboligen til Sorgenfri Slot.

»Det ligger i os som mennesker at gå hen og kigge ned i afgrunden og vurdere, hvor langt der er ned. Hvis man gør det til en daglig foreteelse, ender man med at træde ud over kanten for at se, hvad der sker. Jeg tror, hun håbede på, at hvis hun kastede sig ud over afgrunden, kom der nogen og reddede hende. Hun skulle ses og reddes. Nogle andre skulle gøre tingene for hende. Hun havde en infantil side og var en drama queen,« mener Ida Jessen.

Tiden i New Zealand blev et chok for Ingeborg Stuckenberg. Den bror, som var rejst i forvejen, havde skrevet hjem, at han var savværksejer, men han var i realiteten blot en daglejer, som boede i et mudderhul.

Ingeborg endte med at skrælle kartofler 18 timer på en gård, og allerede den første dag hældte hun suppe ned ad sig og skoldede huden af sit ben. Hun havde ikke råd til at lægge sig syg eller få sine sår behandlet. Snart rejste Hans Madsen hjem, og Ingeborg endte med at skyde sig. Fattig, ensom og dybt ulykkelig.

Træder ind i det intime liv

Det var Teater Nordkraft, som for længe siden opfordrede Ida Jessen til netop at skrive et »moderne, klassisk kammerspil«.

»Jeg kan godt lide kammerspillets idé om, at man træder ind i det intime liv. Sådan er det jo også med de romaner, jeg skriver. I mit arbejde stiller jeg jo altid skarpt på detaljen, for jeg har en forestilling om, at jo mere jeg fokuserer ned i detaljen og det konkrete, jo mere kan jeg tale om det abstrakte og det store. Jeg er gammeldags på den måde, at kunst ikke skal appellere til mit intellekt, men til min indlevelse,« siger Ida Jessen og skænker mere af den stærke, kenyanske te, som hun serverer sammen med sirligt anrettede ingefærkager.

I den smukke spisestue i embedsboligen på Vartov, den grundtvigianske højborg midt i København, hvor Ida Jessens mand er præst, med de gammeldags blomstrede tapeter, de skæve paneler og det blege vinterlyse, som falder ind gennem dannebrogsvinduerne, kunne vi næsten selv være personer i et kammerspil fra omkring år 1900. Som hos den Henrik Ibsen, som Ida Jessen selv nævner som et af sine forbilleder.

Det har altid været det klassiske, naturalistiske teater, der har interesseret hende, og hele stykket foregår i Ingeborgs søsters dagligstue, hvortil Ingeborg tager flugten efter endnu et ægteskabeligt opgør med den Viggo, som snart følger efter i et sidste, forgæves forsoningsforsøg. Det er dialogen, der bærer det hele, men i begyndelsen af sin forfatterkarriere hadede Ida Jessen faktisk at skrive replikker:

»Der optræder næsten ingen i mine første bøger, og de få, der er, er simpelt hen så anstrengte og gemt af vejen. Men jo flere år, jeg har skrevet, jo dejligere synes jeg, det er at skrive replikker«.

Vi vil ikke nøjes med ét liv

Den debuterende dramatiker har skrevet og skrevet om. »På et tidspunkt fik jeg en af mine gode venner, forfatteren Erling Jepsen til at læse stykket. »Hold da op, Ida, de snakker meget,« sagde han så bare. Men det gør de jo i et kammerspil. Der er ikke så megen kropslig tumlen rundt. Det er jo det der med at få kvalificeret snakken, så den hele tiden bærer noget andet end snak med sig,« som hun formulerer det.

Og dette »noget« handler naturligvis om Ingeborg Stuckenberg, men – på tværs af århundredet - lige så meget om os selv. Fordi historien foregår for 100 år siden med de ydre omstændighder, der er hendes, sætter Ingeborg Stuckenbergs skæbne vores egne tilbøjeligheder i relief, mener Ida Jessen.

»Ingeborg ville leve stærkt, men hun går til grunde på det. Ligesom hun vil heller ikke vi kun nøjes med ét liv, vi vil have flere liv.«

»Vi lever med mange opbrud og med angst for at kede os, men hvor man før var underlagt en masse konventioner, kan vi nu blusse frit, og det skal vi da vide: at det kan gøre ondt at stå i brand. Det er ikke omkostningsfrit. Det kræver talent og disciplin. Ellers går man til grunde. Det er en stor modsætning, man må beflitte sig på at få til at gå op. Det er ikke altid så rart at stå i brand.«

Tavsheden får lov til at vibrere lidt mellem væggene i stuen, inden Ida Jessen bryder den:

»Det er heller ikke sjovt at være en bunke aske.«

»Stuck« spiller på Teater Nordkraft i Aalborg frem til 12. februar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.