Rammstein-koncerterne på Skive Festival og Copenhagen Live kan blive gruppens sidste på dansk grund. Bandets stifter, Richard Kruspe, begynder at kunne se enden på Rammstein..
29. april 2010, 09:00
For fans af tyske Rammstein er det eksistentiel viden. Alligevel er der ingen tøven hos bandets stifter og guitarist, Richard Kruspe, da han med stirrende øjne bag det sorte hår siger til Urbans udsendte:
- Lige nu kan jeg ikke se mig selv lave en plade mere.
Tværtimod sidder han roligt i sit sorte lædertøj i den sandfarvede sofa backstage og tager et langt hiv af en smøg kort inden koncerten foran et udsolgt Forum i december sidste år.
- Vi er helt sikkert på vej ind i den sidste del – det sidste kapitel af Rammstein. Men det kan ændre sig, siger Richard Kruspe kryptisk.
- Det er ligesom at spørge mig, hvor gammel jeg bliver. Så ville jeg sige, at jeg statistisk set blev 70, men måske bliver jeg 90. Men vi er gamle som band – vi har været sammen i 16 år, siger han.
Alt er lidt overfladisk
Rammstein udgav sidste år sit seneste album ’Liebe Ist Für Alle Da’ og er stadig på den efterfølgende turné, der slår vejen forbi både Skive Festival og Copenhagen Live. Som meget vel bliver sidste mulighed for at se bandet live på dansk grund. Richard Kruspe er nemlig ikke lige glad for alt, der følger med det at være del af et succesrigt band, der på verdensplan har solgt cirka 15 millioner skiver.
- Når man lever som musiker, lever man en del af det ydre liv. Basen i dit liv er ikke intern, men ekstern. Al den opmærksomhed du får – alt er lidt på overfladen, og du har ikke rigtig tid til at arbejde med dit indre og din spirituelle side. Alt det der gør dig virkelig glad, siger Richard Kruspe, der dog også nyder Rammstein.
- Jeg tænker ikke på, hvornår det kommer til at slutte, for jeg forsøger virkelig at leve i nuet. Selvfølgelig er der tider, hvor jeg ønsker, at jeg var et andet sted og kunne sige ’fuck det her show, jeg vil hellere spille i Pearl Jam og bare lave guitarsoloer’. Men når jeg ser de øjne derude (peger ud mod publikum, red.), og når folk kommer til mig bagefter og siger, at de har været glade for showet, så vil jeg det gerne. Men forhåbentlig ikke resten af mit liv, siger han.
Rammstein er kendt for at provokere via deres musik, og det seneste album er bestemt ingen undtagelse. ’Liebe Ist Für Alle Da’ er meget præget af porno og S/M, og videoen til singlen ’Pussy’ er nærmest ren porno. Den tyske familieminister fandt albummet så stødende, at hun sørgede for, at man skulle være 18 år for at købe albummet, og at det ikke måtte stå fremme på hylderne i pladeforretningerne. Men det skider Rammstein på.
Har ingen masterplan
- Min datter så videoen og grinede af den. Vi har lavet noget, der er anderledes, som vi altid gør. Noget der polariserer, og jeg er rigtig stolt over, at vi stadig er et band, der ikke mener, at der er bestemte ting, vi ikke kan gøre. Men jeg har også en grænse – misbrug af børn for eksempel, siger Richard Kruspe og giver et eksempel mere.
- Da Rammstein startede, sagde folk ’Hardcore industrial musik på tysk? Det fungerer ikke.’ Vi gjorde det alligevel.
I det hele taget er Richard Kruspe ikke meget for at sætte ting i kasser og lave planer.
- Folk tror, vi gør bestemte ting for at chokere, og at vi har en masterplan. Nej. Det kommer spontant til os. Det eneste, jeg ikke vil ud i, er, at jeg siger til mig selv, at der er noget, jeg ikke kan lave, fordi det ikke ville komme på MTV.
Måske kommer der ikke flere album fra Rammstein. Men man ved aldrig, for der er ingen masterplan. Og som Richard Kruspe siger:
- Hvis du vil få Gud til at smile, så fortæl ham din plan. Så jeg forsøger ikke at lave planer mere.«
Rammstein ruller deres ildkanoner og andre effekter ud på Amager til Copenhagen Live 2. juni og dagen efter på Skive Festival.
































