Sex, vold og dværge

I næste uge skydes første del af filmatiseringen af J.R.R. Tolkiens »Hobbitten« afsted; en mainstream frontløber for fantasy-genren, der har bevæget sig fra kritikerhadet undergrundsfænomen til nu omfatte et væld af mangeartede kulturfænomener. Nu også med sex.

I mange danske hjem ventes der i øjeblikket med spænding på Peter Jacksons »Hobbitten« - den første af i alt tre nye film, der tager udgangspunkt i J.R.R. Tolkiens fiktive Arda-univers, hvor også forfatterens hovedværk »Ringenes Herre« udspiller sig. De danske rollespilsforeninger, der organiserer landets hjemmedyrkede orker, elvere og troldmænd, kalder ligeledes til kamp under de danske bøgetræer i forlængelse af filmpremieren.

»Rollespilsforeningerne oplevede en enorm popularitet, da Peter Jacksons første »Ringenes Herre«-film kom frem. Siden er det gået en hel del tilbage med antallet af rollespillere, men vi håber, at filmene kan skabe et nyt boom omkring rollespil, for jo flere der deltager, jo større og sjovere træf kan man stable på benene,« siger den 27-årige Brian Holte, der bestyrer forretningen Faraos Cigarers rollespilsafdeling og selv er medlem af rollespilsforeningen »Nordlenets Saga«.

J.R.R. Tolkien og nutidens rollespil er begge dele af den vildtvoksende genre kaldet fantasy, der historisk har stillet sig i opposition til både den klassiske finkultur og til den modernistiske avantgarde. Dette er dog ved at ændre sig, ikke mindst som følge af de nylige filmatiseringer af »Ringenes Herre«, der betog alle fra Dronning Margrethe, Uffe Elleman-Jensen til Thøger Seidenfaden og tusindvis af andre danskere.

På dansk volder begrebet fantasy af og til forvirring, når det forveksles med det danske »fantastisk litteratur«, hvilket bruges om litteratur med både realistiske og urealistiske elementer, som man for eksempel ser det i Karen Blixens »Syv fantastiske fortællinger«. Fantasy er en undergenre af fantastisk litteratur, og ordet bruges både på dansk og engelsk om den særlige skønlitterære genre, der beskæftiger sig med at skabe alternative verdener, ofte befolket af fabelvæsner eller andre overnaturlige elementer. I dag er det en dominerende genre indenfor kulturen (med appel til både børn, unge og voksne), og viser sig som roman- og filmserier som »Harry Potter«, TV-serier som den kritikerroste »Game of Thrones«, tegneserier, computerspil, live-rollespil, brætspil, legetøj samt en meget stærk åre af såkaldt fanfiktion, som er brugernes egenproducerede historier.

En hovedsøjle i fantasy-genren er J.R.R. Tolkiens bøger, der fra 1930erne og frem støbte en masse grundsten i genren, såsom kernefortællingen om en helt, der tager af sted på en farefuld såkaldt quest (en lang rejse) for at finde en skat og komme tilbage igen som et bedre menneske, eller som i det biografaktuelle tilfælde som en bedre hobbit. Den engelske forfatter opfandt ligeledes en række andre typiske fantasy-motiver, såsom den verdenstruende onde magt, det magiske sværd, den fortabte kongesøn, årtusindgamle profetier - samt dværge, elvere og orker naturligvis.

Ifølge Lars Konzack, lektor i kulturformidling på Det Informationsvidenskabelige Akademi i Aalborg, er der dog talrige forløbere for J.R.R. Tolkiens bøger, heriblandt den særegne aristokratiske forfatterinde Margaret Cavendish’ roman »The Description Of A New World Called Blazing World« (1666) og Horace Walpoles roman »The Castle of Otranto« (1764), der begge opbygger den type »alternative virkelighed« der kendetegner den senere fantasy.

Selvom fantasy på overfladen kan ligne folkeeventyr, er der dog en kategorisk forskel.

»Traditionel eventyrfortælling er folkekultur. Det er nedskrivning af eventyr og historier som almuen fortæller hinanden. Senere får vi med blandt andre HC Andersen kunsteventyr, hvor man arbejder bevidst med fortællestruktur og -teknik. Hvor de gamle eventyr er folkekultur fra analfabeter, så er den moderne fantasy længere litterære værker fra en skriftkultur,« siger Lars Konzack.

Omtrent samtidig med at Tolkien dykker ned i sin hjemmelavede og rigt detaljerede verden, sker der et opbrud i kulturen, der betød at store dele af tidens forfattere lagde afstand til den fantastiske litteratur og kategoriserede den som underlødig. Hos marxisterne blev litteraturen vurderet ud fra dens politiske ærinder, mens avantgarden foretrak litteratur, der eksperimenterede med formen snarere end at satse på det fortællemæssige.

Det er imidlertid muligt, at fantasy ikke primært skal ses som en opsætsig afkrog af litteraturen, siger Jakob Levinsen, der er tidligere litteraturredaktør ved Jyllands-Posten og står bag den aktuelle nyoversættelse af »Hobbitten«, Måske skal fantasy tværtimod ses som hovedåren i verdenslitteraturen, mens den realistiske modernisme er parentesen.

»Den fantastiske litteratur har været mainstreamen og omfatter såvel Homer som Goethe, Dickens og Karen Blixen. I nyere tid har den litterære offentlighed i form af kritikere og anmeldere ganske vist koncentreret sig om modernismen, men den fantastiske litteratur har altid været der og har ofte solgt i meget store oplag. Det er først i nyere tid, med »Harry Potter«-bøgerne og »Ringenes Herre«-filmene, at kritikerne for alvor har fået øjnene op for genrens kvaliteter,« siger Jakob Levinsen.

Tolkiens bøger fik et mægtigt rygstød under ungdomsoprøret, hvor hippierne læste både økologi og hashrygning ind i fortællingerne om Bilbo og Gandalf, og i Hellerup tog beboerne i kollektivet Maos Lyst alle navn efter elverfæstningen Kløvedal. Der var dog også en modbevægelse i tiden, der så Tolkien og andre fantasy-fortællinger som borgerlig eskapisme. Man mente blandt andet, at børn fik et forvrænget verdensbillede af at læse om talende dyr og andre sære væsener.

På omtrent samme tid udviklede amerikaneren Gary Gygax de første rollespil, som i 1970erne bevægede sig fra at være brætspil til rollespil, hvor spillerne klædte sig ud som figurer fra fantasy-verdenen.

Indenfor den spekulative litteratur og film fik den populære science fiction-genre (der slog igennem med Stanley Kubricks »Rumrejsen År 2001«) konkurrence fra fantasy-verdenen, der erstattede teknologi med magi. Der var dog også tidligt eksempler på, at forfattere og filmmagere lod hånt om genrerne og blandede dem sammen, som for eksempel George Lucas’ stjernekrigsfilm. Og da J.K Rowling i 1997 fik udgivet »Harry Potter og De Vises Sten« overvandt kritikerne verden over omsider deres modvilje mod genren. Dermed blev genren endelig tilstået den kritiske blåstempling, den havde fortjenet, siger Jakob Levinsen.

»Fantasy har fået et dårligt ry, alene af den grund, at mange er dårlige til at læse indenad. De mener, at når en historie foregår i et middelalderligt univers, så må den også være indholdsmæssigt reaktionært umoderne. Samtidig har hadet mod fantasy været en del af den generelle uvilje hos kritikerne mod genrekultur. Kritikerne har aldrig kunnet acceptere, at den brede befolkning elsker genrekultur som fantasy, og er revnende ligeglade med hvad kritikerne mener,« siger Jakob Levinsen.

Den brede accept af fantasy som gyldig litterær genre, kan blandt andet aflæses ved de nye typer romaner og TV-serier som den meget voldelige »Games of Thrones«, der bruger genren til at fortælle en kompleks historie om magt og intriger i en fjern, fjern verden for længe, længe siden.B

Peter Jacksons »Hobbitten: en uventet rejse« har premiere på onsdag.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.