Interview

»Selv afskyelige mennesker har deres grunde«

Pawel Pawlikowskis holocaust-film »Ida« graver dybt i Polens dårlige samvittighed. Alligevel fastholder instruktøren behovet for at tilgive.

Pawel Pawlikowski siger om sit fødeland Polen, at det har en tendens til at blive autoritært. »Men samtidig er der noget anarkistisk og elskeligt over dets befolkning.« Foto: Camera Film
Pawel Pawlikowski siger om sit fødeland Polen, at det har en tendens til at blive autoritært. »Men samtidig er der noget anarkistisk og elskeligt over dets befolkning.« Foto: Camera Film

Om Hitler var et ondt menneske? Den polske instruktør Pawel Pawlikowski sukker. Han har lige forklaret Berlingskes reporter, at han altid forholder sig tilgivende over for sine karakterer, og at han dybest set ikke er i stand til at se mennesker som onde.

Men ondskaben findes derude alligevel. Som onde gerninger. Eller som »onde fakta«, som han siger.

Interviewet kommer et øjeblik faretruende nær Lars von Triers meget omtalte pressekonference på filmfestivalen i Cannes, da den danske instruktør erklærede, at han »forstod Hitler«. Men i sidste øjeblik bøjer Pawel Pawlikowski af.

»Jeg vil nok helst ikke mene noget som helst om, hvorvidt Hitler var ond eller ej. Jeg er ret sikker på, at han var et røvhul. Ligesom Stalin var det. Men selv afskyelige mennesker har deres grunde,« siger Pawel Pawlikowski.

Hitler er ikke hevet ud af den blå luft, for de frygtede diktatorer, som instruktøren nævner, spøger for så vidt begge i baggrunden i Pawlikowskis film »Ida«, der torsdag har dansk premiere.

I filmen har den unge, stilfærdige Anna mistet sine forældre under Anden Verdenskrig og er vokset op i et katolsk nonnekloster, hvor hun snart skal aflægge nonneløftet.

Først skal hun dog afklare sin familiesituation og bliver af priorinden bedt om at opsøge sin moster, Wanda.

Hun viser sig at være Annas modsætning, idet hun både drikker og horer og misbruger gerne sin stilling som magtfuldt medlem af kommunistpartiet til egen fordel.

Et umage pars roadtrip

Men Wanda kan også afsløre over for Anna, at den unge novice ikke er den, hun troede, hun var. Annas forældre var jøder, og sammen drager Anna og Wanda ud i den polske provins for at finde ud af, hvad der blev forældrenes skæbne under krigens jødeforfølgelser.

Her opdager Anna, at hun i virkeligheden hedder Ida, og at forældrenes skæbne har tynget flere menneskers samvittighed i de mellemliggende år.

Det siger sig selv, at den jødiske holocaust kaster en skygge over det umage pars roadtrip, men Pawel Pawlikowski får tillige skabt en film, der med små midler genskaber den »mini-renæssance«, som Polen gennemgik, da der i slutningen af 1950erne blev løsnet på stalinismens jerngreb.

Anna/Ida betages af en ung saxofonist, der spiller John Coltrane for hende, mens den moderigtige Wanda danser moderne i motellets bar uden anden tanke end at få det maksimale ud af sit midaldrende liv.

Periodens stemning understreges af Pawlikowskis inspiration fra den franske sort-hvide nybølge-film, der var samtidige med den tid, som »Ida« udspiller sig i.

»Jeg lagde en del kærlighed i at genskabe tidsånden. Polakkerne begyndte at åbne sig og eksperimentere en lille smule mere end det tidligere havde været muligt, og den lille smule ekstra frihed blev grebet af en mængde kunstnere inden for musik, film og litteratur. Jazzmusikken blev meget udviklet, og jeg er sikker på, at det havde meget at gøre med den frihed, som den improviserede musik synes at forudsætte.«

Han indrømmer gerne, at der næsten er en form for længsel efter fortiden i filmen, selv om det er en anden nostalgi end den såkaldte »ostalgie«, hvor tidligere DDR-borgere længes efter Østtysklands socialistiske paradis.

»Men der var en enkelhed og mangel på støj, som man kan savne i dag. Vesten producerer enorme mængder af underholdning, men paradoksalt nok synes der at blive mindre og mindre originalitet. Under visse omstændigheder kan et autoritært samfund skærpe instinktet for en kunst med et frit udtryk, mens det helt frie samfund synes at sløve instinktet. Kunstnerisk frihed bliver lig med friheden til at optage en bestemt livsstil. Alt er æstetik og virker, som om det er hentet ned fra en knage. Alle skriger på opmærksomhed, men i støjen er det, som om man ophæver hinanden.«

Kritik fra dem der ser film som en fodboldkamp

Med »Ida«s modsætning mellem det jødiske og det katolske, og mellem det religiøse og det sekulære, var filmen nærmest forudbestemt til at pirke til følelserne i sit hjemland.

Ifølge instruktøren er filmen både blevet kritiseret af katolikker, der mener at læse et antikirkeligt budskab ind i Idas historie, mens polske nationalister har kaldt filmen for anti-polsk. Den er sågar blevet kritiseret fra jødisk hold.

Og fra feministisk hold er filmen blevet kritiseret for at skildre en kvinde i slør.

»Den slags kritik kommer fra mennesker, der ser film, ligesom de ser en fodboldkamp. Det eneste, de kræver af en film, er, at den tilfredsstiller et bestemt politisk behov. Der har i de senere år været en bølge af bøger, der har kortlagt polakkernes fejl og forbryderiske adfærd under krigen og i de efterfølgende år. Men det er ikke mit anliggende. Virkeligheden er vel, at enkelte polakker formåede en heltemodig optræden, andre en kujonagtig optræden. Men de fleste forsøgte bare at overleve.«

Historien om et bortgemt jødisk barn, der vokser op som katolik, er inspireret af de virkelige tilfælde, der har været i Polen.

Religion som identitet

Ifølge instruktøren er »Ida« en historie om religion som identitet, og hvad der sker med mennesker, der får forrykket deres religiøse identitet. Instruktøren kalder sig selv kristen, men bliver mere tøvende på spørgsmålet om, hvorvidt »Ida« kan anskues som et kristent værk.

»Ja ... muligvis. Men i så fald ikke kristent forstået som modsætning til det jødiske eller det sekulære. Det basale budskab om tilgivelse er selvfølgelig tilstede i filmen, men jeg ønsker ikke at beskrive tilgivelsen som et abstrakt begreb. Ida er ikke en slags rumvæsen, der er landet i en ond verden. Hun er et menneske, der har en umiddelbar måde at reagere på,« siger Pawel Pawlikowski.

Instruktøren nævner den russiske dramatiker Tjekhov som sit forbillede, hvad angår hans karakterer. Ingen karakter har fortjent at blive skildret endimensionelt – alle har grunde til deres gerninger.

Men betyder det, at kunsten i sig selv bør være tilgivende over for sine subjekter?

»Tja, det kommer helt an på. Jeg kan som sagt godt lide Tjekhov. Og min barndoms Peter Plys har jeg aldrig glemt. Peter Plys mente, at alle er jo »i virkeligheden er så rare«. Sådan er det også med polakker. Hvert land har sine egne paradokser. Polen har en tendens til at blive autoritært, men samtidig er der noget anarkistisk og elskeligt over dets befolkning.«

Aktuelle job lige nu

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.