7. juni 2008, 12:07 – opdateret 7. juni 2008, 12:23

ÅRHUS:
Annika Aakjær. Husk navnet. Tidligere på året udsendte den 24-årige jyske sangerinde og sangskriver den fine debut "Lille Filantrop", en plade med skæve, lavmælte kompositioner båret af ganske spøjse og finurlige tekster.

Albummet åbenbarede et vist potentiale, som desværre ikke helt blev forløst i første forsøg.

Fredag eftermiddag kickstartede Aakjær en af de mange scener på årets Spot festival. Og hvilken start.

I årtier har Allan Olsen været den mest humoristiske, mest sarkastiske og i særklasse bedste entertainer på de danske scener. Med denne klejne, barfodede pige iklædt en hvid/rød-ternet bomuldskjole, et knaldrødt hår og ditto kinder har Olsen fået en kvindelig pendant. Hun ser tilmed fantastisk ud, næsten som en voksenudgave af Pippi Langstrømpe.

Næppe havde Annika Aakjær entret scenen, før hun gik i gang med at fortælle en historie, der startede som en forklaring på, hvordan hun gerne ville skrive sange, der talte til noget i os alle, men havde droppet et emne som kærlighed.

»Men den går jo altid op og ned i stejle kurver, og til sidst er der en, der dør, så jeg er ikke pessimist nok til at skrive om kærlighed,« lød ræsonnementet, som ad omveje endte med, at hun i stedet havde skrevet om noget andet meget almindeligt, nemlig om at gå på toilettet, hvortil hun knyttede et »undskyld, men dem der har stomipose må så forsøge at forestille sig det i stedet.«

Og sådan blev hun ved imellem de sange, der live fik et helt andet liv, en helt anden nerve. Annika Aakjær spillede på sin akustiske guitar som en garvet bluespunker, og hun sang fuldstændig guddommeligt. Hendes engelsksprogede kolleger Tina Dickow og Aura Dione har begge,og fortjent, høstet roser for især deres plader.

Men i karisma, i scenefremtoning og personlighed, er der ingen af dem, der når Annika Aakjær til sokkeholderne. Denne eftermiddag i Århus var hun intet mindre end fremragende. Publikum var lamslåede og ingen forlod salen i utide. Der blev hylet af grin og hujet af begejstring, ingen kunne modstå Annika Aakjærs charme og talent.

Dansk rockmusiks bedste bund
Herefter tog rockvartetten Marvel Hill over. Sammen med Vetos Troels Abrahamsen har de lavet en virkelig glimrende debutplade, og man lyver næppe hvis man kalder Marvel Hills trommeslager og bassist for den "bedste bund" i dansk rockmusik netop nu.

De herrer har så meget virilitet og intensitet i deres spil, at lytteren virkelig bliver ramt i maven af musikken. Desværre var det store gamle Ridehus lidt for stor en scene til Marvel Hill, som med deres dansable rocktoner lige nu egner sig bedre som et midnatsband på en lille klub. Men de fik uanset vist, at der er et niveau, som lover fantastisk for både den næste plade og længere frem.

Laver Marvel Hill rockmusik, som pigerne kan danse til, er deres unge kolleger i Turboweekend en fest fra start til slut for begge køn.

Helt oppe i det røde nu-rave felt, pulserende som en besat hjertemuskel piskede trioen deres instrumenter og elektroniske virkemidler ud over scenekanten i et smilende raseri, som de unge vilde foran Officers-scenen kunne forstå. Det var monotont og overvejende enslydende, men det virkede faktisk langt bedre end på plade. Apropos plade, så var lighederne mellem det virkelig fine alternative rockorkester Figurines nedlæg på plade og deres koncert på samme scene overraskende store. Figurines er et rutineret combo, der allerede har været ude over landets ramper, blandt andet i USA, og selv om de er hørt bedre end denne tidlige aften på Spot, så er det åbenlyst, at Figurines har det lille ekstra, som fortjener en større og mere international lytteskare.

Endnu har No and the Maybes mestendels et lytterpublikum på "Det Elektriske barometer". Men det publkum bliver uden tvivl udvidet markant, når den københavnske trios debutskive lander i butikkerne til september.

Alene deres blend af Echo and the Bunnymen, Gangway og Beachboys fik publikum på Voxhall til at spidse ører. Fine, fine vokalharmonier, spøjs 80'er indieguitar og ørehængende omkvæd. Desværre ville trioen hele tiden så meget i deres numre, at de ofte afbrød melodipassager, som fungerede til ug. Når de får anderledes overskud, erfaring og mod til at fremhæve deres bedste sider endnu mere, kan der uden tvivl komme noget rigtigt interessant ud igennem højttalerne.

Med tanke på at Spot festivalen er skabt som en platform for at sende dansk musik ud over landegrænsen, var der egentlig ganske mange ting at glæde sig over denne første spilledag. Der er virkelig mange interessante og meget forskellige danske orkestre. Men endnu er der kun et mikroskopisk fåtal, der er vokset sig ud af prædikatet lovende.

Et af dem er århusianske Veto, som var dagens absolutte publikumstrækplaster. Det var noget nær umuligt at komme ind under Officers-scenens teltdug allerede inden de gik i gang, og som jublen over de unge electrorockeres toner og fremtoning tog til, blev det ikke lettere.

At Veto lige nu er det orkester herhjemme, der er på vej lodret op i superligaen, herskede der ingen tvivl om denne sene sommeraften midt i Århus. Men om den position kan kan konverteres til udlandet i form af positiv respons fra de udenlandske talentspejdere, journalister, koncertbookere, festival-folk m.fl., som er til stede på Spot, vides ikke. At Veto så absolut fortjener en chance for at spille sig til international ørenlyd, skal der imidlertid ikke herske nogen tvivl om.