Opera

Seks-stjernet Mozart-komik

»Figaros bryllup« på Kongens Nytorv er et af nationalscenens festligste tiltag i årevis. En forestilling med hele Mozarts finhed og uden døde minutter overhovedet.

Fra instruktøren Elisa Kragerups humoristiske opsætning af »Figaros bryllup« på Gamle Scene. Sine Bundgaard (stående) er grevinde med et horn i siden på Anke Briegel som tjenestepigen.
Fra instruktøren Elisa Kragerups humoristiske opsætning af »Figaros bryllup« på Gamle Scene. Sine Bundgaard (stående) er grevinde med et horn i siden på Anke Briegel som tjenestepigen.

Kvinden ville rigtig gerne have sin mand – hvis han altså ikke var ude efter hende, der har mere lyst til ham, der ligger med hans kone.

Forvirret? Træt af ligegyldige handlinger? Mæt af forvekslingskomedier fra paryk-tiden?

Ikke efter Elisa Kragerups komiske opsætning af Mozarts tre timer korte »Figaros bryllup«. Scenen er sat for en enestående farverig og fartfyldt forestilling.

Revyfolkene ville kalde den »hæsblæsende«. Og de talløse gags og gøglerier er på intet tidspunkt med for latterens egen skyld. Samtlige detaljer har en højere mening og sælger aldrig ud af operaens medfødte finhed.

Allerede orkestrets placering midt på scenen holder helt bogstaveligt musikken i fokus. Andreas Spering dirigerer Det Kongelige Kapel med både liv og plads til Mozarts vigtige mørke. Trækket giver vel også ekstra tilskuerrækker på gravens gamle plads – og dem skal der nok blive brug for.

Ubetaleligt morsomt

Palle Knudsen er den superbt syngende greve og samtidig den almindelige mand med frygtelige mindelser om både dig og mig.

For eksempel når han stiller som handyman med professionelt værktøj. For nu skal den pokkers dør ind til fruens elsker sgu brydes op! Ingen vil glemme holdets reaktion ved synet af hende, der faktisk står derinde. Alle tre står som lammede og kigger ud på os – bare af tre forskellige grunde. Det er ubetaleligt morsomt.

Sine Bundgaard er grevinden med alt til faget henhørende. Ubegribelig tiltrækkende i det erotiske underspil. Klassisk underskøn i det sanglige.

Og selv om de tjenende ånder altså nedtones en smule, så fejler castet ikke noget: Anke Briegel er dejligt vims som Susanna og svenske Henning von Schulman uovertruffen anonym som Figaro.

Opsætningen har omvendt gjort pagen Cherubino mere komisk, mere dobbelt, mere sammensat end ellers. Tuva Semmingsen synger ham som forrygende, forførerisk og feminin middelhavsmand. Måske med realitystjernen Gustav som forbillede.

Hun skal for eksempel synge »Voi che sapete«, operaens ubetinget største hit, alles klare favorit – men tør ikke rigtig. Læg også mærke til hendes halvt usynlige minespil med pianistinden ude til venstre. Præcis sådan.

Et af opsætningens stærkeste kort er kort sagt den typologiske træfsikkerhed. Elisa Kragerup ejer det, man med et paradoks kalder genial smag. Hun rammer rent – bevidst eller ubevidst.

Taber komisk pust

Forestillingen taber så komisk pust i anden halvleg og satser her på mere skønhed og ægthed. De fabelagtige dyr hen mod slutningen kan vel også virke en smule forvirrende. Og orkestret glemmer måske lidt af det stilrene spil til sidst.

Men hele setuppet har på én gang fået en ny forenkling og den gamle komik tilbage. Som når man lader barberen Figaro barbere. I øvrigt med morderisk twist.

At tage alle de mest indlysende valg lyder måske ikke så fantastisk igen. Men fordi vi er lidt udsultet på den slags, virker det velkomment. Og mærkeligt nok avanceret.

Og heldigt at alle synger og spiller så pletfrit! Forestillingens fest og farver stiller særligt store krav til de smukke steder. De skal være desto smukkere, mere gribende, mindre tynget af ironi – fordi helheden ellers ville falde til jorden.

»Figaros bryllup« på Gamle Scene trækker ikke et ord, en tone, en mening fra Mozarts erotiske mesterværk. Den lægger kun en masse sjov og sindrige billeder til. Vores latter kunne have løftet taget. Skønt!

Hvad: Figaros bryllup. Opera fra 1786 af W.A. Mozart og Lorenzo da Ponte.

Hvem: Det Kongelige Kapel og Opera samt div. solister.

Hvor: Det Kongelige Teaters gamle scene, søndag. Spiller til 28. april.

 

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.