19. februar 2009, 22:30

»Jeg elsker dig, Mikael!« råber instruktøren Veronika Kær fra sin plads i salen op til tenoren Michael Kristensen på Det Kgl. Teaters scene.

Sådan er hun.

Når Mikael Kristensen lige har sunget så smukt, så skal det råbes ud, og han vinker lidt smågenert tilbage, mens prøven fortsætter på Benjamin Brittens frygtelig smukke opera »Lucretia« fra 1946.

Operaen er bygget over myten om den kyske romerinde, der blev voldtaget af den etruskiske prins Tarquinius omkring år 500 f. Kr. og begik selvmord bagefter.

Men det er overhovedet ikke sådan, Veronika Kær udlægger hverken myten eller Brittens opera, som ved hendes mellemkomst for første gang nogen sinde bliver opført i originalversionen ved premieren på Gamle Scene på tirsdag.

Hun har overtalt Brittens efterkommere til at få adgang til originalen, selv om hun ikke kan prale med et omfattende CV. Det er hendes debut som operainstruktør, og hun har kun én stor, professionel instruktøropgave bag sig med spanieren Federico Garcia Lorcas »Blodbryllup« på Gladsaxe Ny Teater forrige år.

Veronika Kær er ikke sådan at komme udenom. Hun kan minde om halvkæmpen Hagrid fra Harry Potter-filmene med sit store, sorte udslåede hår, med sin kaninpels og sin urkraft. Bare spørg operachef Kasper Bech Holten.

Hun troppede op på hans kontor med en klage over, at der ikke var kvindelige instruktører i operaen og slet ikke nogen halv-iraner som hun – hendes far er iraner, hendes mor en blanding af sigøjner, laplænder og svensker.

Ergo insisterede Veronika Kær på at få et job. Ellers ville hun smide tøjet, kontakte verdenspressen og gå rundt foran Operaen med et protestskilt.

»Operachefen spurgte, om det var en trussel. Jeg fortalte selvfølgelig også, at jeg ikke ville acceptere et afslag, fordi jeg er dygtig,« husker Veronika Kær, der havde flere ønske-operaer i ærmet til den samtale. »Lucretia« var en af dem.

Af status er hun enlig mor, 36 år med en datter på 12, uddannet fra Statens Teaterskole i 2004, opvokset i Vendsyssel ved Jammerbugten. At hun genetisk er noget af et garnnøgle spiller overhovedet ingen rolle, hævder hun:

»For jeg er ikke et produkt af hverken mine forældre eller min opvækst, men af et valg.«

Kan du afskrive dine gener?

»Nej. Og jo. Jeg tror ikke på, at vi har nogen identitet. Jeg føler ikke, at jeg har nogen som helst identitet i det, jeg gør og oplever. Det er heller ikke mine omgivelsers valg, at jeg nu instruerer opera. Det er et valg. Jeg er ingenting og alting, og det er en sand frihed,« siger Veronika Kær med sin drævende, jyske dialekt.

Hvad har du mere valgt?

»At se djævelen i øjnene og erkende mit indre helvede. Jeg tror på, at alle har en storhed i sig modsat den kristne, sorte kirke, som har bildt os ind, at vi ikke er værdige til at blive elsket.«

Jesus talte da ikke om andet?

»Men den protestantiske kirkes mantra har i århundreder været, at vi skulle bede om tilgivelse, fordi vi har slået Jesus, og samtidig helst ikke skulle røre ved os selv. Vi lever i sådan en ubalance med vores krop. Lige som Lucretia.«

Hun levede 500 år før Kristi fødsel?

»Men myten er skabt bagefter og har fået i hundredvis af kvinder til at kaste sig frivilligt på kniven, lige som kirken stadig fylder mennesker med skam, skyld og selvhad, gør dem til ofre og martyrer. Det er det, Brittens opera gør op med. Lyt til musikken. Lucretia bliver slet ikke voldtaget.«

Hvad bliver hun så?

»Offer for romeren Junius og hans plot for at vælte etruskerne fra magten i Rom og for sine omgivelser, sin opdragelse og manglende tro på sig selv. Bagefter kan Junius skabe sit fjendebillede af etruskerne, ligesom Hitler gjorde med jøderne. Kunne man ikke også godt forestille sig, at en Monica Lewinsky var blevet plantet i det Hvide Hus for at vælte Bill Clinton som amerikansk præsident?«

Så havde man nok valgt en smukkere kvinde?

»Men kunne man ikke godt forestille sig det? Det er det, de gamle klassikere er så gode til. Gennem dem kan man forestille sig, hvor svært det er at træffe det rigtige valg, når man står midt i blod, sved og tårer og ikke bare kan være altfavnende sød og god.«

Du er vist ikke medlem af folkekirken?

»Nej, det er jeg ikke, selv om jeg tror på Jesus. Britten og hans librettist, Ronald Duncan, skabte også denne her opera med tydelige referencer til digteren William Blake og hans voldsomme kritik af den sorte, kristne kirke, som gør folk til ufri slaver.«

Hvad er du selv?

»Jeg oplever mig som en forsvarer af de gamle klassiske værker, som ofte bliver amputeret i et forsøg på at gøre dem til socialrealisme i dagligdagens Danmark, hvor en masse mennesker lever i åndelig amputerethed, fordi alt skulle være meningsløst. Men menneskets potentiale er jo enormt. Det handler simpelthen om at finde meningen med livet.«

Det lyder som et oprør mod autoriteter?

»Mod en iscenesat angstverden, ja, som skal afsløres! Ligesom de overgreb jeg har oplevet på Statens Teaterskole. Den skole burde lukkes. I stedet burde man vende tilbage til den gamle mesterlære på Det Kgl. Teater. Det må du meget gerne skrive.«

Hvorfor?

»Fordi jeg gerne vil have, at den lærer, som hindrede mig i at tage afsked med min døende farmor, skal læse i avisen, at hans overgreb stadig piner mig. Han sagde, at jeg ville blive smidt ud af skolen, hvis jeg tog fri, så det turde jeg ikke risikere. Det ville svare til at fravælge et barn.«

Men vel ikke nok til at lukke en hel skole?

»Nej. Selvfølgelig er der også fantastiske mennesker på Statens Teaterskole, men også en angstforestilling, som er stor, og som ingen tør tale højt om, fordi de er bange for ikke at få job bagefter. Jeg har ved Gud aldrig før oplevet en så sympatisk, venlig, anstændig, disciplineret og ordentlig arbejdsplads, som i Den Kongelige Opera. Det er her, teateruddannelsen burde foregå.«

Hvad tror du egentlig på?

»På det modsatte af at indgyde folk angst. Jeg vil gerne fremelske storhed. Det er det, jeg har ønsket hele mit liv. At være formidler.«