Scientology: »Vilde beskyldninger«

Scientologys danske talsmand, Anette Refstrup, afviser alle anklager om, at hendes organisation skulle være en pengemaskine, der hjernevasker sine medlemmer og benytter særlige sikkerhedsvagter for at holde potentielle afhoppere fysisk tilbage.

Derimod er afhopperen Robert Dam ude i en personlig vendetta, han har forsøgt at presse penge af Scientology, og desuden »har han aldrig formået at holde sin sti ren«, siger talsmanden og henviser til, at Robert Dam som led i sin såkaldte 'clearing' tilstod flere kriminelle forhold i sin pure ungdom.

»At kontakte Robert Dam for at finde ud af, hvad Scientology går ud på, svarer til at spørge eks-konen om, hvordan eks-manden var efter skilsmissen. Selvfølgelig vil det blive en farvet historie. Hans vilde beskyldninger om at være blevet tilbageholdt viser, hvor langt han er villig til at gå for at fortælle sin historie. Hvis det virkelig havde forholdt sig sådan, hvorfor har han så ikke indgivet en anmeldelse til politiet for længe siden? Det er trods alt over ti år siden, og da han forlod kirken for år tilbage, beskriver han selv, hvordan det hele i første omgang endte med en glad og lettet Robert. Problemet med Robert er bare, at han ikke bliver ved med at være glad og lettet, fordi han ikke holder sin sti ren,« siger Anette Refstrup.

Som eksempel nævner hun, at Robert Dam aldrig personligt tilbagebetalte de 180.000 kroner for dårligt udført arbejde, sådan som han aftalte med kirken, da Scientology i 1996 beskyldte ham for at stikke penge til side til sig selv i forbundelse med tryk og distribution af Scientologys magasiner.

I stedet fik han firmaet, som han ejede sammen med en anden, til at levere tryksager til kirken for et tilsvarende beløb.

»Men det var ikke Robert, der udførte arbejdet rent fysisk, det var for langt, langt størstedelen hans kompagnon i firmaet. Dvs. at det ikke var Robert selv, der tog ansvar for at få ryddet op efter sig, og så virker det altså ikke,« siger Anette Refstrup.

Robert Dam har krævet økonomisk kompensation. Det opfatter Scientology som et forsøg på afpresning, som kirken nægter at bøje sig for.

»Det er desværre det, vi ser med folk, der forlader kirken og bagefter fremkommer med deres vilde beskyldninger.«

I modsætning til Robert Dam siger Anette Refstrup, at Scientology-kirkerne oplever den største ekspansion nogensinde.

»Den danske Scientologi kirke var den kirke i verden, der opnåede størst ekspansion fra marts 2006 til marts 2007,« siger hun: »Så, at vi har sikkerhedsvagter siger ligesom sig selv, og vi har det af samme grund som butikkerne på Strøget, nemlig for at beskytte os.«

Tilfældet Robert Dam viser ifølge Anette Refstrup mest af alt det gode, Scientology kan tilbyde.

»Der er tusinder af mennesker, som har brug for hjælp til at komme ud af deres narkomisbrug, og det er noget, der faktisk kan gøres noget ved med de L. Ron Hubbard-baserede programmer.

Der sker overgreb mod de mest basale menneskerettigheder inden for psykiatrien hver dag, det er noget, vi som samfund bliver nødt til at se i øjnene og insistere på bliver ændret.

Vi har programmer, der kan hjælpe kriminelle ud af deres kriminelle løbebane, og Robert beskriver selv, hvordan det første han blev sat til, da han i sin tid kom til en Scientologi kirke, var at få ryddet op i sin egen kriminelle løbebane.

At Robert aldrig rigtig igen blev en del af gruppen skyldes, at han aldrig tog ansvar for sin situation. Havde han gjort det, ville han naturligvis have kunnet gå videre med sine kurser.«