12. november 2008, 20:37 – opdateret 12. november 2008, 21:16

Musikerne havde gåsehud.

Cheferne gned fugtige hænder.

Og den japanske mesterakustiker Yasuhisa Toyota gik rundt med et underfundigt smilende »hihihi«.

Mr. Toyota har svoret, at den store symfoniske sal i DR Koncerthuset vil blive verdens bedste – uden sammenligning.

Mr. Toyota bygger ikke første-, anden- eller tredjerangs koncertsale, men enestående mesterværker.

Og nu skulle juvelen, den store symfoniske sal i det skandaleramte DR Koncerthus, stå sin første prøve med DR SymfoniOrkestret på scenen, chefdirigent Thomas Dausgaard på podiet og plastikafdækninger og papkasser i publikumssalen.

- Og det er lykkedes!« jubler orkestrets slagtøjsspiller og byggerepræsentant, Gert Sørensen:

- Vi kan overhovedet ikke få armene ned. Salen, dens akustik og gyldne farver har taget pusten fra os alle sammen. Det er et kunstværk, det er et mesterværk, som verden vil komme rejsende til.

Koncertmester Christina Åstrand er lige så overvældet:

- Lyden er så ædel, og atmosfæren så vidunderlig, Det svarer til, at en maler får ekstra farver på paletten. Orkestret kommer simpelthen til at spille bedre, siger hun.

Fagottisten Dorte Bennike hørte til dem, der fik blanke øjne:

- For det er fantastisk at komme ind i en sal, man ikke kender, og opleve, at man pludselig spiller bedre, fordi man kan høre sig selv og de andre musikere så helt usædvanlig godt på den scene i den sal, som er så vanvittig smuk og stilren. Vi er helt oppe at køre. Det her er den koncertsal, som hele nationen trænger til, siger hun.

Der er intet at frygte
Hele tre chefer gik på podiet inden prøven for at slå koldt vand blodet med alle mulige forbehold om salen, som stadig er en byggeplads og stadig mangler tusind af de gul-orange stole med alt, hvad det indebærer for akustikken med den ønskede efterklang på 2,3 sekunder.

Pressen var heller ikke budt med for at undgå dårlig omtale i utide af et byggeri, som er blevet 250 procent dyrere end budgetteret og et af verdens allerdyreste koncerthuse til 1,4 mia. kr. Det skal først være klar til gallaåbning den 17. januar.

Men der er intet at frygte, ifølge orkestret.

- Jeg plejer at sige, at der er 100 meninger i et orkester med 100 musikere. Men her er der ikke antydningen af ét eneste forbehold, siger Gert Sørensen.

Og det er ikke Operaen om igen, som blev prist i høje toner og sammenlignet med en stradivarius inden åbningen, men slås med en problematisk akustik?

- Jeg har ikke nogen sal, jeg skal sælge. Mine ord slår heller ikke til, siger Gert Sørensen:

- Salen i Koncerthuset er som en sten af det ædleste karat, som der ikke kan rokkes ved, men poleres på.

Som at sidde på en sky
Prøven varede en times tid, hvor akustikken blev afprøvet med Ravels »La Valse«, det helt store udtræk med kor og orkester i Carl Orffs »Carmina Burana« og ren strygermusik af Elgar. Her kunne Gert Sørensen gå rundt i den arenaopbyggede sal og lytte fra de forskudte publikumsterrasser. Sammen med Yasuhisa Toyota.

- Og lyden gik simpelthen op i en højere enhed. Det var som at sidde på en sky, og der var ikke et sted i salen, hvor Elgar ikke lød himmelsk, siger Gert Sørensen, der har spillet i orkestret i 22 år og rejst i lige så mange år på orkesterturneer rundt i verden.

- Vi spillede i Berlinerfilharmonien fem dage før prøven i Ørestad. Og med denne her sal er det de andre, der skal sammenligne sig med os,« siger han, der er lige så begejstret for de orangegyldne vægge, som den franske arkitekt Jean Nouvel har givet samme farver som solnedgangshimlen i Edvard Munchs maleri »Skriget«.

- Farverne er med til at skabe en fornemmelse af varm lyd i salen,siger Gert Sørensen, der heller ikke tvivler på, at salen automatisk bliver symfoniorkestrets:

- Den er bygget til at være den optimale sal til akustisk, symfonisk musik i det her musikkens hus med fire sale i alt. Og den kan kun blive bedre.