Sammenbruddet i den iranske ørken

Måske får diplomatiet krammet på Iran. Præsident Bush tvivler. Meget tyder på, at han forbereder et militært angreb for at slukke præsternes atomdrømme, men en af de få ting, der siges at få ham til at tøve, er mindet om Operation Ørneklo. En ny bog går tæt på begivenhederne en nat i april 1980, da alt gik gruelig galt i den iranske ørken.

»Pokkers også.«

Præsident Jimmy Carter stod i skjorteærmer uden for det ovale værelse i Det Hvide Hus, da hans sikkerhedsrådgiver kom med de dårlige nyheder. Det var ud på aftenen den 24. april 1980. Tre af militærets helikoptere var sat ud af spil i en uventet sandstorm over den iranske ørken, og den militære redningsaktion, der skulle have hentet 52 amerikanske gidsler ud af Teheran og hjem til en heltemodtagelse, stod ikke til at redde. Operation Ørneklo var afblæst.

»Damn,« mumlede Carter: »Damn.«

Han bad sikkerhedsrådgiveren, Zbigniew Brzezinski, om at indkalde staben, og kort efter hang alle med hovederne. Præsidenten forsøgte at se tingene fra den lyse side:

»I det mindste var der ingen amerikanske dødsfald, og ingen uskyldige iranere kom til skade.«

Han skulle tage grueligt fejl. Jimmy Carters redningsaktion kostede ikke bare otte amerikanske soldater livet og ham selv præsidentposten; den påførte nationen en fiasko, der den dag i dag plager forsvarscheferne i Pentagon - som en dårlig drøm, der hele tiden dukker op, mens de planlægger det næste militære angreb på Iran.

Ahmadinejad skal væk
Det et en af årets mest foromtalte bøger i USA. Journalisten Mark Bowden er dykket ned i den iranske gidselaffære, der begyndte i 1979 efter ayatollah Khomeneis magtovertagelse i Iran. 52 amerikanere, primært ambassadefolk, blev holdt som gidsler i 444 dage, inden præsident Jimmy Carter fik forhandlet en løsning på plads. Gidslerne blev sat på fri fod samme dag, som en detroniseret Carter overdrog Det Hvide Hus til Ronald Reagan i 1980.

Den for USA så pinefulde affære er allerede belyst fra top til tå. Men Mark Bowden er ingen hvilken som helst skriverkarl. Han er manden, der skrev »Black Hawk Down« - bogen om amerikanernes mislykkede mission i Somalia, som senere blev en populær spændingsfilm med sindsoprivende, nærmest dokumentariske krigsoptagelser af de unge soldaters mod, angst og død. Alene derfor forventer mange, at hans nye bog - »Guests of the Ayatollah« (Ayatollahens gæster) - vil kaste nyt lys over affæren og hæve den fra historiens støvede arkiver til en virkelighed, hvor man næsten sidder blandt gidslerne og kan høre de fanatiske brøl fra den islamiske revolutionsgarde ude foran den besatte ambassade.

Men der er selvfølgelig også en anden grund til, at bogen gør indtryk: den rammer midt ned i verdenssamfundets bestræbelser på at få Iran til at droppe sit atomprogram. Netop i disse dage forsøger USA og Europa at få vedtaget en artikel 7-resolution i FNs Sikkerhedsråd. Det vil åbne en vej for økonomiske sanktioner, hvis iranerne ikke makker ret og stopper den igangværende uranberigelse, som de siger skal bruges til civil atomkraft, men som amerikanerne og europæerne tror skal bruges til en atombombe. Kina og Rusland afviser dog på forhånd at støtte resolutionen, og mere og mere tyder på, at præsident George W. Bush længe har været forberedt på den udgang. Han er, lyder det fra flere sider, i stedet i fuld gang med at planlægge et militært angreb.

Det vil i manges øre lyde for fantasifuldt. Ikke mindst i lyset af amerikanernes problemer i Irak. Det er således ikke mange dage siden, at den britiske premierminister, Tony Blair, kaldte tanken om et angreb på Iran for »absurd«. Præsidentens krigsrumlen kan da også blot være et forsøg på at true iranerne til at makke ret ved forhandlingsbordet. Men det er ikke den historie, USAs mest indsigtsfulde militærreportere hører, når de taler med deres kilder i Det Hvide Hus og Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium.

Præsident Bush har på det seneste talt om, at krigen mod terrorisme er Tredje Verdenskrig, og han sammenligner på interne møder den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, med Hitler, skriver journalisten Seymour Hersh i magasinet The New Yorker. Ifølge Seymour Hersh er Bush overbevist om, at Ahmadinejad skal fjernes, og Iran demokratiseres, hvis USA skal sejre i krigen mod terror - og Bush ser sig selv som vor tids Winston Churchill, der er villig til at gøre, »hvad ingen Demokrat eller Republikaner, når de bliver valgt i fremtiden, vil have mod til at gøre«. Han vil bombe Ahmadinejad væk fra magten.

Washington Post har bragt tilsvarende beretninger. Ifølge avisen har Pentagon allerede konkrete angrebsplaner, der skal sætte Irans atomanlæg i Natanz og Isfahan ud af kraft og ødelægge op mod 400 militære mål. Præsident Bush har tillige over for sine rådgivere gjort klart, at Iran-spørgsmålet »skal afklares, inden hans præsidentskab udløber« om to et halvt år.

Så sent som i fredags fulgte den normalt velorienterede weblog, The Raw Story, op med en beretning om, at Pentagon kan være klar til at angribe så tidligt som i næste måned.

Det er denne verdenspolitiske krise, bogen om den iranske gidselaffære er dumpet ned i, og i det seneste nummer af magasinet Atlantic bringer Mark Bowden en smagsprøve på sin over 700 sider lange bogs minutiøse gennemgang af Carters forsøg på at løse Iran-problemet med militærets hjælp. Mislykket er for mildt et ord til at beskrive en operation, hvor alt gik galt. Det gør ondt at læse de linier.

Katastrofen
Den 24. april 1980.

Operation Ørneklo var klar til at blive skudt i gang efter ugelange forberedelser. Dick Meadows, en officer fra det tophemmelige antiterrorkorps Delta Force, havde i to omgange været inde i ørkenen syd for Teheran for at finde et perfekt sted for en landingsplads.

Imens havde chefen for Delta Force, den karismatiske oberst Charlie Beckwith, der sjældent blev set uden en cigaret dinglende i mundvigen, trænet sine i alt 132 mand, der skulle deltage i missionen. Nogle dage forinden var styrken fløjet fra Florida. Undervejs spurgte den intetanende pilot, hvor de skulle hen. »Bare hold kæft og flyv,« svarede oberst Beckwith: »Jeg skal nok sige til, når du skal stoppe.«

De var stået af i Egypten, og nu var de igen i luften. I et C-130 Hercules på vej mod den iranske kyst. De fløj i en højde af blot 250 fod for at undgå iranernes radar, og først et godt stykke inde i landet, turde de gå op i 5.000 fod, hvilket var nødvendigt - Zagros-bjergene lå ret fremme. Bag dem kom fem andre Hercules-fly med resten af mandskabet. Senere ville otte RH-53D Sea Stallion-helikoptere lette fra USS Nimitz i Golfen og følge efter på samme rute.

Planen var dristig. Så dristig, at udenrigsminister Cyrus Vance samme dag havde indgivet sin afskedsbegæring i protest. Mandskabet skulle samles på landingspladsen i ørkenen, Desert One, som den blev kaldt, hvorefter Delta Force skulle fortsætte i helikopterne ind mod Teheran. Her ville de blive spredt ud til de lokaliteter, hvor man mente, gidslerne sad tilbageholdt. Helikopterne skulle bringe gidslerne og soldaterne tilbage til Desert One og herfra med de større fly ud af landet.

Men allerede på vejen ind fik det første Hercules-fly uventede problemer. Kort efter at have passeret kystlinjen, fløj det ind i en stor sky af sandstøv. En såkaldt haboob. Piloten kunne ikke se en hånd frem for sig og undgik kun med nød og næppe en bjergtop. Han ville gerne advare de andre fly, men der var forbud mod at bruge radioen. Det var ikke hans eneste problem. Da han lagde an til landing i Desert One, opdagede han til sin rædsel, at der kørte en lastbil lige under flyet. Han undgik med nød og næppe en kollision, og en patrulje blev sendt af sted for at stoppe bilen. Der måtte ikke være vidner. Patruljen affyrede skud mod bilen, der viste sig at være en fuldt lastet tankvogn, som eksploderede med et sønderdøvende brag, og en kæmpebrand oplyste et stort område af ørkenen.

»Så meget for en stille entré til Iran,« konstaterer Mark Bowden.

Kort efter så soldaterne til deres endnu større forbløffelse en bus komme kørende ud af mørket, fyldt med rædselsslagne passagerer - alle lokale bønder på vej mod storbyen. De blev taget til fange.

De andre fly kom igennem støvskyen uden problemer. Det var værre for helikopterne. Der var sendt otte af sted, fordi operationen som et minimum havde brug for seks. Man forventede, at én kunne gå i stykker, og en anden ville blive skudt ned. Men haboob'en var en overraskelse, og en af helikopterne satte ud og måtte nødlande. En anden vendte om, da piloten ikke turde flyve videre. De seks resterende nåede stærkt forsinkede frem til Desert One, hvor det viste sig, at en af dem havde taget så stor skade af støvet, at det ville være uforsvarligt at bruge den igen.

Oberts Beckwith var rasende. Han beskyldte helikopter-piloterne for at være krystere, der ikke turde gennemføre missionen, og han lagde hårdt pres på sine medofficerer for at få dem til at finde på alternativer. Men han var samtidig ikke villig til at skære ned på den styrke, der skulle befri gidslerne, og han måtte nødtvunget afblæse missionen.

»Damn,« sagde præsident Carter, da han modtog beskeden.

Men katastrofen var ikke slut endnu. Da den første helikopter lettede for at flyve ud af Iran, mistede piloten orienteringen i mørket og ramlede ind i et Hercules-fly. Begge brød i brand, og det meste af Delta Force-styrken var fanget i et flammehav, der sekund for sekund åd sig gennem metalvæggene og ind til dem i lastrummet. Otte mand nåede ikke ud.

De øvrige Hercules-fly flygtede, så hurtigt de kunne. Helikopterne blev efterladt. I en af dem lå der hemmelige papirer, som afslørede flere af USAs hemmelige agenter i Iran. Det var et sammenbrud, skriver Mark Bowden. Det var selve »definitionen på et sammenbrud«, og da katastrofens omfang nåede frem til Det Hvide Hus, blev Jimmy Carter bleg som et lagen. Hans stabschef, Hamilton Jordan, gik ud på toilettet og kastede op.2006 er ikke 1980. Et militært luftangreb er ikke Operation Ørneklo. Men der er dem, som håber, at Mark Bowdens bog vil minde præsident Bush og Pentagon om, hvor galt det gik sidste gang, amerikanerne sendte militæret til Iran. Det er en historie, man kan blive klogere af.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.