Efter Michael Jacksons død går Lykkegaards parodi i Cirkusrevyen for tæt på. Den droppes øjeblikkelig af programmet.
26. juni 2009, 18:14
Efter budskabet om Michael Jacksons død dropper Cirkusrevyen et stort Michael Jackson-nummer, som ellers har vakt jubel i årets revysucces. Klokken 17.30 indfandt revyens kunstneriske leder, Lisbet Dahl sig i teltet på Dyrehavsbakken.
Her holdt hun krisemøde med resten af staben, og man blev enige om at tage revyens parodi på verdensstjernen ud af forestillingens anden afdeling.
Tabte en hånd
Hidtil har revyens tilskuere kunnet opleve skuespilleren Henrik Lykkegaard dukke op som den dansende Michael Jackson. Nummeret ”Toppen af poppen” handlede om Jackson, der stod foran sit store comeback, men som imidlertid blev fremstillet som så meget af et vrag, at han begyndte at tabe sine legemsdele. Blandt andet røg hans hånd med den karakteristiske handske af. Teksten var forfattet af Henrik Lykkegaard selv.
"Nummeret kommer ikke på igen," siger Henrik Lykkegaard til Berlingske.dk fra garderobegangen. "Det går simpelt hen ikke. Vi stryger det allerede i aften, hvor vi har arrangeret lidt om på numrene. Så må vi se, om vi ikke finder på noget andet, vi kan sætte ind hen ad vejen. Det her var vi jo ikke lige forberedte på."
Læs mere om årets øvrige program på Cirkusrevyen.dk































