Er de kiksede eller kitschede? Uanset hvad er Remee og Lina sikre på, at Danmark ikke griner af Asian Sensation, men med dem.
17. marts 2009, 08:42 – opdateret 17. marts 2009, 09:04
De springer badut, de synger falsk og de sprudler af barnlighed – og hele Danmark elsker dem.
Daneshan, Danushan og Kautham, der udgør X Factor-gruppen Asian Sensation, har taget Danmark med storm med deres smittende glæde og kejtede coolness. Og det ikke bare på skærmen, men også ude i virkeligheden, hvor de forleden varmede et ellevildt koncertpublikum op for tidligere X Factor-deltager Basim i Pumpehuset.
Balancerer flot
Den store opmærksomhed, gruppen får, kommer ikke bag på deres mester, Remee, som selv ikke kan tale om dem uden at klukle. Men han går højt op i, at fænomenet Asian Sensation ikke må blive til grin, selv om alle griner:
- Den grænse er jeg meget bevidst om… og jeg synes faktisk, at vi er landet det rette sted i forhold til den, mener han og tænker på trioens sidste optræden i X Factor, hvor de klædt i sort og selvsikkerhed optrådte med One Night in Bangkok.
- Der stod de med respekt for sig selv i suits og lavede en supercool performance, hvor de både sang i falset og dansede og gjorde alt 40 procent bedre end ugen før, griner han stolt.
Remee løj aldrig
Kollega og konkurrerende dommer Lina Rafn er enig med ham i, at Asian Sensation holder balancen perfekt i en gråzone, hvor det nye fænomen ikke bliver udstillet som grinagtige. Hun giver Remee en stor del af æren for deres succes, og hun har et bud på, hvorfor det er lykkedes for drengene at få kultstatus:
- Det helt essentielle er, at han aldrig har løjet for dem, som man ellers oplever, at folk gør i showbiz for at få andre ud på glatis, for selv at score billige point. Men Remee lyver ikke for de drenge og bilder dem ind, at det lyder skidegodt, selv om det har lydt ad helvede til. Han sørger derimod for at stille dem enkle opgaver, som ikke er skudt helt over mål. Så sker der det, at de altid er liiige ved at have den – og så bliver publikum så glade, fordi det er så sjovt, fortæller Lina, der levende kan forestille sig, hvordan Remee har holdt drengenes gejst oppe under øvetimerne:
- Så har de sikkert sagt til ham, at de ikke vil være sjove eller grines af, men så har han overbevist dem om, hvor fedt det er, dét de gør. For de kan gøre folk glade. De kan gøre danskerne begejstrede – og det må de ikke skamme sig over, nej, det skal de være stolte af. Han har overbevist dem om, at de skal øve sig i at blive bedre, men at de aldrig må miste den sprudlen, som gør folk så begejstrede, siger Lina Rafn, der i øvrigt påpeger, at det var Remee selv, der var ved at snyde nationen for et fix Asian Sensation:
- Til første audition var de jo helt ude at skide. Og Remee stemte faktisk nej til dem, det var Thomas Blachman og mig, der lod dem gå videre, haha! Så når Remee siger, at han er deres første og største fan, så er det ikke helt sandt, griner hun.
Ingen juleplade lige nu
Remee er sikker på, at der er plads til Asian Sensation i den danske underholdningsbranche som både cool og kult, men han er endnu usikker på, hvilken form fænomenet får.
- Deres udvikling afhænger af, hvem der arbejder med dem, og hvilke mennesker, der omgiver dem. Muligvis bliver det mig, men jeg kan ikke sige hvad det er, eller at de skal til at lave juleplader. Jeg siger bare, at der skal ske noget med dem, og det skal være noget nyt – noget, hvor folk tænker ’det der, det virker’, uden at de egentlig kan sige hvorfor eller hvordan, forklarer Remee og understreger, hvorfor han tror på sine tre asiatiske drenge:
- Hvis man ikke bliver ramt af deres glæde og umiddelbare barnlighed… så er det fordi man er lavet af sten.































