Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Raske drenge i sort og med øl

Sortklædte mænd dominerede fredag aften området omkring Parken, hvor AC/DC gav deres – måske – sidste koncert.

Fire gange Jan samt Brian, Flemming, Torben og Johnny tog fredag formiddag flyveren fra Aalborg til København. Målet med herreturen var AC/DC-koncerten i Parken, og ventetiden på Øster Allé bød på alt slags sommervejr fra sol og regn til en kraftig haglbyge, som fik nordjyderne til at udfordre rekorden for, hvor mange der kan proppes ind i en telefonboks.

Det er næsten 13 år siden, at danske AC/DC-fans sidst kunne skråle med på »Back in Black«, da det australske rockband spillede i Forum. Men aftes fik det helt overvejende mandlige publikum så chancen igen.

AC/DC har 36 år på bagen, og da ingen af medlemmerne går ind for fornyelse, er der ikke lavet meget om på tingene, siden »Dirty Deeds Done Dirt Cheap« kom på gaden tilbage i 1976.

Og AC/DC er stadig, som Jeppe Krogsgaard Christensen skrev i sin anmeldelse af bandets seneste udgivelse, »Black Ice«, sidste år, »alle raske drenges foretrukne modgift, når musikverdenen bliver for følsom og forfinet.«

Konerne alene hjemme
I går var det da også i høj grad drengenes aften. Og også de otte herrer fra den lille by Skovsgaard 35 kilometer vest for Aalborg havde ladet konerne blive hjemme fra det, de forventede bliver de midaldrende rockmusikeres sidste koncert i Danmark. En begivenhed, de ikke ville gå glip af.

»Det er nok ikke lige noget for konerne, men de var da med til Metallica-koncert for et par år siden,« sagde en fra selskabet, hvis egen turarrangør havde sørget for flybilletter, hotelværelser og også købt ens t-shirts til alle – en investering på små 2.700 kroner pr. snude.

»Og så kommer lommepengene jo oven i, men vi siger ikke noget om, hvor meget de løber op i,« sagde en af de fire Jan’er, der så AC/DC for første gang i Stockholm for 25 år siden. Så det var også en slags jubilæum.

AC/DC fortsætter sin turné i Sverige på søndag.

 

Pondus