29. marts 2008, 16:53 – opdateret 29. marts 2008, 20:28

BERLIN: »Jeg er hjerteskærende skuffet over det 21. århundrede,« siger Michael Stipe, den karismatiske forsanger i R.E.M., der siden starten af halvfemserne har været et af verdens største rockbands og som snart kan fejre 30-års jubilæum som band. Han beder om, at lyset i suiten bliver dæmpet, rømmer sig og fortsætter så:

»Da jeg som 13-årig i 1973 forestillede mig det 21. århundrede, regnede jeg med, at vi fløj rundt med jetpacks på ryggen, regnede med, at vi spiste tabletter i stedet for at spise mad tilberedt af andre mennesker. Jeg troede på de alternative energikilder, og nu står vi over for en potentiel global katastrofe som følge af den globale opvarmning. Jeg troede på, at vi ville have lige ret for kvinder og mænd og sorte og hvide, men når jeg siger, jeg støtter Obama, siger alle straks: ’Men han er jo sort’. De emner debatterede vi allerede dengang, men det gør vi stadig, selvom vi ikke burde lægge mærke til hudfarve og køn længere, og derfor er jeg skuffet,« siger han.

Berlingske Tidende har mødt ham og R.E.M.s to øvrige medlemmer, bassisten Mike Mills og guitaristen Peter Buck i anledning af bandets 14. album, »Accelerate«, der udkommer i morgen. Mødet finder sted på det fashionable Hotel Ritz Carlton i Berlin. Et hotel, der er placeret, så man ikke kan undgå at mærke det historiske vingesus. Det ligger på Potsdamer Platz, lige der, hvor øst blev til vest og der, hvor man på den ene side kørte i Mercedes, på den anden side i Trabant. Det gør byen og Ritz til en fantastisk location for R.E.M: Det var Reagans politik der som bekendt førte til genforeningen af de to verdenshjørner i Berlin, der i første omgang gjorde rockbandet politisk. Det var den politiske bevidsthed og de dertil hørende fremragende tekster og fantastiske melodier, der gjorde dem til verdensstjerner, mens det blev i kølvandet på et andet historisk øjeblik, 11. september 2001, og Bush-æraen i det hele taget, at deres stjerne er falmet. Men mere om det senere.

Stipe har nemlig et budskab, der først skal leveres. Det gør han på en på en gang bestemt, men også skrøbelig facon.

»Mit land står foran en stor udfordring, og den af kandidaterne, der får jobbet, står over for en enorm opgave. Vores land er slået itu og opgaven med at lappe det sammen igen kommer til at vare længere, end jeg lever,« lyder hans dystre profeti, selvom han kun er 47 år.

Da der sidst var præsidentvalg i USA tog R.E.M. også mere end aktivt stilling. De arrangerede den stort anlagte turné »Vote for Change«, hvor de sammen med nogen af verdens største rockstjerner spillede rock for John Kerrys kandidatur.

Men det virkede jo ikke. Kerry blev ikke valgt, har det fået jer til at revurdere jeres engagement?

»Det var en enorm skuffelse, at Bush vandt og Kerry tabte, men turen ændrede alligevel en masse. Vi gav en stemme til dem, der vil noget andet, til dem, der ikke troede, der var andre, som tænkte som dem. Vi var en stemme i vildnisset. Men ja, vi ændrer vores engagement lidt. Denne gang taler jeg som en offentlig person og en borger i landet uden at være i kontakt med Obamas kampagne,« siger han.

Så politiske er de altså stadig.

Men hvor kommer det behov fra?

»Jeg bestemmer mig ikke for at skrive politiske tekster, men lader min underbevidsthed arbejde. Jeg vågner op og skriver nogle tekster ned, og kigger så på dem sidenhen, hvorefter det går op for mig, at de er politiske, handler om Katrina, præsidentens mor, om medborgere, der er flygtninge i deres eget land og andre svinestreger. Det handler fem ud af elleve sange på CDen om, så min underbevidsthed må være tynget af politik, og det hænger vel sammen med, at landet er fuldstændig ødelagt.«

Hvor meget er det dit projekt og hvor meget politik er I enige om i bandet?

»Peter (Buck) og Mike (Mills) har andre foretrukne kandidater, men de bakker mig helt op, når jeg står på scenen med en T-shirt, hvor der står ’Obama’ på. Vi er ret enige politisk.«

Det bekræfter Peter Buck og Mike Mills.

Men hvor enigheden er udtalt udadtil og på den politiske bane, har der i de seneste år været problemer, der næsten tog livet af R.E.M. Også her er Berlin en god symbolsk ramme, eftersom store krige som bekendt begyndte og blev afsluttet her. Selv mener bandet at have fået styr på de kontroverser, nu skal de bare overbevise fanskaren om, at det gamle R.E.M. er tilbage. »Accelerate« er sidste skud i bøssen, og R.E.M. skal vise, om de vil være et band, der metodisk og mekanisk prøver at genoplive den falmende myte, der er deres band, eller om de vil føje nye kapitler til den fantastiske historie, som bandet repræsenterer, og som gjorde Michael Stipe og co. til verdens næststørste rockband – kun overgået af mægtige U2.

Og så er vi tilbage ved, hvor bandets stjerne falmede. Det kulminerede for fire år siden og betød, at R.E.M. ikke længere var det, bandet altid havde været. R.E.M. var ikke længere det, der gjorde, at deres debutsingle fra 1981 »Radio Free Europe« blev kåret som én af årets ti bedste sange af The New York Times. De var ikke længere dét, der gjorde, at deres debutalbum »Murmur« fra 1983 blev kåret som årets bedste plade foran Michael Jacksons »Thriller« af musikmagasinet Rolling Stones. De var nemlig ikke længere entydigt anmeldernes darlings. Årsagen var bandets 13. album, »Around The Sun« fra 2004, der blev slagtet i en grad, så bandets blod blev forgiftet af anmelderpennenes blæk. Udefra virkede det, som om R.E.M. ikke længere vidste, hvad de ville. De lød ikke som et band. Og dommen var hård. Albummet blev af The Guardian betegnet som »livløst – som om luften er blevet suget ud af bandets lunger«, mens en anden anmelder fortsatte med at pumpe luften udaf rockikonerne: »Svag poesi akkompagneret af enhver slags musik stinker, men især denne slags bagudskuende folk-light« skrev det anerkendte magasin Filter således og blev bakket op af Yahoo-portalens Dotmusic, der fortvivlet skrev, at »gentagne afspilninger nægter at afsløre skjulte dybder. Der er ingen. ’Around the Sun’ er simpelthen et rigtig dårligt album, måske det første dette band nogensinde har lavet.«

Endnu mere fatalt var det måske, at R.E.M ikke længere var et af eksemplerne på, at anmelderros kan kombineres med overvældende kommerciel succes. Kun i England og dele af det resterende Europa bevarede bandet noget af deres popularitet, men salgstallene var langt fra tidligere succeser som »Out of Time« og »Automatic for the People«. I USA solgte »Around the Sun« knap en kvart million CDer – det er mindre end deres største succeser solgte på en uge.

Bandet mener i dag, at »Around the Sun« var kulminationen på den føromtalte krise: Bandet talte ikke sammen, arbejdede forskudt, kunne ikke blive enige om noget som helst.

»Bandet var i fare for at gå helt i opløsning,« siger Stipe, mens bandkollegaerne uddyber.

»Vi var ikke tilfredse med vores sidste album. Det var ude af kontrol, og det var i hvert fald ikke, som jeg gerne ville have det. Det var akkumuleringen af dårlige vaner. Vi havde mistet fokus,« siger Mike Mills og bakkes op af Peter Buck:

»På sidste album syntes ingen af os, at vi var så gode, som vi burde være. Folk blev trætte af os efter det album.«

Det har ændret deres tilgang denne gang.

»Kodeordet har været fokus. Vi har kun arbejdet seks timer om dagen i stedet for at sidde til klokken fire om natten. Vi har haft et mål og det var at ramme folk aggressivt – med en pissed off plade. Det synes jeg vi gør,« forklarer Mills.

Om missionen lykkes, og de kommer til at genrejse R.E.M., vil vise sig, men noget tyder på, at de har taget et skridt i den rigtige retning. I hvert fald er meldingerne fra den anden side af Atlanten positive:

»De har skabt et album, der tåler sammenligning med deres konkurrenters. Det er ret beskedent for et comeback, men deres modenhed gør »Accelerate« til en succesfuld genfødsel for R.E.M, da de ikke længere nægter, hvad de var eller hvad de er. Dermed giver de også et glimt af, hvad de kan blive igen,« skriver Allmusic.

Spørgsmålet er så, om det gør det 21. århundrede mere tåleligt, eller om der vitterligt skal jetpacks og en Barack Obama til.