»Hamrende uretfærdigt, at fyrede ledere er inviteret med til gallaåbning af koncerthuset,« mener bestyrelsesmedlemmer.
15. januar 2009, 00:00 – opdateret 15. januar 2009, 19:34
Generaldirektør Kenneth Plummer og Dr’s bestyrelsesformand Michael Christiansen »tramper rundt i spinatbedet«, når de inviterer DR-chefer, der er blevet fyret for dårlig økonomisk byggestyring, til gallaåbningen af DR Koncerthuset i morgen aften. Det mener flere medarbejdere, der også kalder det »mangel på empati«, at tidligere generaldirektør Christian S. Nissen og tidligere bestyrelsesformand Mogens Munk Rasmussen optræder på gæstelisten trods kraftige medarbejderprotester.
Medarbejderrepræsentant i DR’s bestyrelse og fællestillidsmand Stig Paulsen har valgt at blive væk fra gallaåbningen af Koncerthuset i protest. Han ønsker ikke direkte »at feste med de fyrede«, siger han til fagbladet Journalisten.dk. Bestyrelsens anden medarbejderrepræsentant, journalisten Mogens Rubinstein, har valgt at deltage, selv om han finder det »hamrende uretfærdigt, at de ledere, der ikke slog til, er inviteret med til festen, mens de, der har måttet forlade DR på grund af de pågældende lederes forsømmelser, ikke er inviteret med.«
Når Mogens Rubinstein alligevel tropper op i smoking, så begrunder han det med, at fortid er fortid, og at han ikke vil lægge afstand til det nuværende DR: »Vi, der stadig er i DR, kan desværre ikke ændre noget for de fyrede kolleger eller for danskerne, der i årevis må lide under dårligere programmer og tjenester, fordi tidligere chefer brugte alt for mange penge på økonomisk letsind og uansvarlighed.«































