Prisregn på teatret

Kirsten Olesen blev hædret for sin lange karriere som skuespiller, da teaterfolket var samlet til Reumert-uddelingen, hvor »Et drømmespil« blev aftenens topscorer.

Den røde løber er selvfølgelig rullet ud. Fotograferne står på linje, og de 1100 mennesker, der er inviteret til årets Reumert-fest, siver ind i Det Kongelige Teater med politi, presse, autografjægere og nysgerrige sjæle som publikum.

Nicolas Bro stiger ud af en bil og efterkommer – som en af de eneste – venligt en forespørgsel på en autograf. Han ser glad ud, og det vil vise sig, at han i løbet af aftenen får grund til at smile endnu mere.

For andet år i træk går han hjem med prisen for årets bedste mandlige hovedrolle.

I år er det titelrollen i »Hamlet«, som udløser statuetten. Sidste år var det hovedrollen i »Faust«.

Der er i alt 25 priser på spil – heriblandt ti særlige talentpriser og Bikubens Hæderspris på 300.000 kroner.

Sidstnævnte, som er aftenens største pris, modtager Kirsten Olesen for sin lange karriere som skuespiller.

Vi kender hende alle som Agnes, og på den levende scene har hun stået overfor publikum i et hav af forestillinger som »Elektra«, »Maria Stuart«, »Dina«, »Sælsomt mellemspil«, »Blodbryllup« og »Medea« – både inden for murene på Det Kongelige Teater, hvor hun har været fastansat siden 1979, og på andre af landets scener.

Smukke ord
Da Bikubenfondens direktør, Michael Metz Mørch, overrakte Kirsten Olesen prisen, var det blandt andet med ordene:

»Du kan det hele. Fra de højeste tinder til de dybeste dale, fra det nervøst kamplystne og modige til det urkomiske. Fra de gamle grækere til de yngre amerikanere. Fra den snusfornuftige Agnes til den hadefulde, sørgende mor i Lorcas Blodbryllup. Tak til dig Kirsten, tak for din evne til at spille større end på papiret, for din evne til at være på, at være hvidglødende og sitrende, for med både ord og krop at kunne give os andre dødelige oplevelser, der gør os klogere på både os selv og på andre.«

Betty Nansen Teatrets opsætning af Strindberg-stykket »Et drømmespil« havde forud for aftenens fest sat rekord i Reumert-historien med fem nomineringer. Forestillingen var også topscorer til festen, hvor den blev honoreret med tre statuetter. Stykket blev kåret som årets forestilling, Maja Ravn blev årets scenograf og Sofie Gråbøl fik som belønning for sin præstation som gudedatteren Agnes prisen for årets kvindelige hovedrolle.

Juryen motiverede blandt andet prisen for året forestilling med:

»De legede med fantasien og perspektivet, vendte op og ned på vores virkelighed, fortættede og satte krop på Strindbergs barske og poetiske ord-kaskader, så vi gik både fortumlede og forklarede fra teatret. Det er måske nok synd for menneskene, som Strindberg siger, men det var himmelsk teater.«

Også hovedrolleindehaveren fik overvældende ord med på vejen:

»Sofie Gråbøl fik os til at tro på, at der er håb endnu for menneskeheden.«

Flere teatergængere får sandsynligvis muligheden for at opleve »Et drømmespil«. Betty Nansen Teatret har ifølge teaterdirektør Peter Langdal planer om at genopsætte stykket i den kommende sæson.

Priserne for bedste biroller gik til Kurt Dreyer og Louise Fribo, der begge var nomineret for første gang. Birgitte Hjort Sørensen, som imponerede så meget i rollen som Roxie i musicalen »Chicago« på Det Ny Teater, at hun blev headhuntet til at spille selvsamme rolle på Cambridge Theatre i London, fik en talentpris for indsatsen.