Pretty Woman i sandhedens tjeneste

Ugens mest omdiskuterede teaterprojekt henter en lyslevende prostitueret ind på scenen fra Halmtorvet. Berlingske Tidendes teaterredaktør ser på, hvad der er på spil.

En vaskeægte luder midt på scenen! Måske oven i købet også narkoman. Hvad mere kan et betalende publikum ønske sig?

Dansk teater er jo ellers ikke karakteriseret ved nogen særligt ophedet debat, men teaterprojektet »Pretty Woman A/S« har i den grad bragt sindene i kog – endda inden det har haft premiere. Beskyldt for at være et anfald af kvindeforagt og menneskemisbrug.

Forsvaret som et effektivt forsøg på at slå ned på et samfundsproblem. Helliger målet midlet? Det ved vi meget mere om, når stykket har haft premiere på lørdag, Men hvor krast provokerende midler, der end måtte være taget i brug, er projektet et udslag af det, der også præger store dele af det øvrige teaterliv herhjemme i disse sæsoner:

Vi skal have virkeligheden at føle. Og fremmede kroppe hentes i stigende grad ind i teatrets fiktionsleg.

Hund i et spil kegler
Projektet henter sin næring i det autentiske møde med en repræsentant for samfundets lavest rangerende, som får en stemme – selv om hun tilsyneladende her håndteres lige så meget som et objekt som et subjekt, der selv får lov til at tale sin sag, når hun købes på gaden og siden udstyres med kostume og replikker fra filmen »Pretty Woman«.

Ikke så lidt af tidens teater er, i parentes bemærket, teater med sociale fortegn: De privilegerede kigger på de mindre privilegerede.

Tag nu bare Betty Nansen Teatrets seneste Lars Norén-forestilling »In memoriam«, der udspiller sig blandt mennesker, der ikke har udsigt til andet end fortsat fornedrelse. Men hos Norén lukker teatret sig om sig selv i sin fiktion: Vi ved vi jo udmærket godt, at Stine Stengade og Anders W. Berthelsen spiller teater.

På Halmtorvet indfinder en ægte krop sig derimod udefra. Publikum møder virkeligheden direkte. Uformidlet. Uden omveje. Uden omskrivninger. Uden at den behøver at transformeres til »kunst«.

Ganske vist er det jo ikke hele sandheden, for de prostituerede, der indgår i projektet, er jo i allerhøjeste grad del af en iscenesættelse, som teaterprojektets idemagere har fundet på og sat dem ind i. Men spændingen opstår netop i, at en fremmed krop købes på gaden og pludselig befinder sig i teatrets kunstneriske sammenhæng.

Den fremmede krop, mere autentisk bliver det næppe, skaber spænding og nerve, når den som en hund i et spil kegler skal agere i teatrets indfatning. For virkelighedsteatrets projekt er jo også at vende op og ned på virkeligheden for at åbne øjnene for den.

Glem historien
»Postdramatisk teater« kalder den tyske teaterteoretiker Hans-Thies Lehmann virkelighedsteatret med et lidt finere ord. Glem alt om skuespillere, der forsøger at illudere som psykologisk motiverede karakterer, der strides med sig selv og hinanden.

Glem alt om den klassiske historiefortælling med støt stigende, dramatiske spændingskurver. Det postdramatiske teater dropper nemlig en historie, der kan følges fra start til slut – heraf termen postdramatisk – eller sideordner den med alle mulige andre elementer i forestillingen.

I stedet sættes forestillingerne ofte sammen som kludetæpper af sang, musik, video - samt, ikke mindst, af tekstbidder, gerne kilder hentet direkte fra virkeligheden uden for teatret.

Virkelighedsteatret er ikke interesseret i sort-hvide problemstillinger, men lader som regel sin stillingtagen flyde sammen i gråzoner. Det betyder ikke, at teatret ikke er intenst optaget af omgivelserne. Kravet om virkelighed på teatret er naturligvis tæt forbundet med tidens interesse for netop det politiske og det etiske.

Efter en periode med ironi og som våben mod uoverskueligheden er teatret igen blevet interesseret i at komme tæt på det autentiske og skabe sammenhænge og overblik, fordi tiden er det. Teatret skal ud i virkeligheden og virkeligheden ind i teatret.

Derfor må vi have de ægte kroppe ind på scenen i et opgør med de konventioner, som – mener genrens forkæmpere – begrænser teatret unødigt. Men vor tids politisk engagerede teater ligner ikke 1970ernes fodformede variant.

Der stilles ganske vist spørgsmål ved autoritære strukturer i samfundet – hvad enten der er tale om arbejdsmoral, Mærsk, globaliseringens mekanismer eller retten til at købe et andet menneskes seksuelle ydelser - men svarene leverer virkelighedsteatret sjældent.

Vor tids politiske teater nøjes nemlig med at konstatere symptomerne i en form, der appellerer til sanserne. Ved netop at insistere på mangetydigheden håber det postdramatiske teater at få den, der løser billet, til selv at tænke sig om og tage stilling.

Det tilbyder en mulighed for, at teatergængeren – som ikke engang kan kaldes en tilskuer længere, for i stigende grad skal vi jo også selv deltage på tværs af rampen - selv kan reflektere over og iagttage dele af det hyperkomplekse samfund, vi alle er en del af.

Når den første, lyslevende prostituerede fra på lørdag trasker ind på scenen i en container i Halmtorvet, er hun derfor ude på en mission: I sandhedens tjeneste. Gad vide, om hun selv er klar over det?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.