3. januar 2009, 16:53 – opdateret 4. januar 2009, 09:59

Hun springer ikke over, hvor gærdet er lavest – hverken i rollen som den kvindelige livvagt Jasmina, eller som skuespilleren Cecilie Stenspil. Dét fik seerne allerede en forsmag på i første afsnit af »Livvagterne«, som DR blændede op for nytårsdag. I scenen efter boksekampen, da Jasmina bliver mobbet af »drengene«, klipper hun sin lange, tykke fletning over i ét hug.

Det var skuespillerens eget hår, der fik saksen, og ikke alene skulle scenen i kassen i første take, Cecilie Stenspil måtte også vinke farvel til sin egen smukke manke. Hun løb skam også selv de ti kilometer til PET-optagelsesprøven i første afsnit.

Som en anden Uma Thurman i »Kill Bill«-filmene har Cecilie Stenspil således insisteret på selv at lægge krop til samtlige halsbrækkende actionscener, som hendes rolle i »Livvagterne« byder på.

»Ja, jeg er stædig. Men det er også sjovt at lave de scener. Det er ikke så tit, man som kvindelig skuespiller får lov til så meget decideret action. Og man får jo lyst til at stå på tæer sammen med drengene. Man vil gerne være lidt større, lidt højere og lidt stærkere. Den følelse kommer helt automatisk, når jeg skal løbe om kap med tyve drenge. Der går konkurrence i det, og jeg holder mig ikke tilbage, fordi jeg er pigen. Det gør Jasmina heller ikke,« siger den 29-årige skuespiller.

CECILIE STENSPIL? Hvem er hun?

Sådan har mange seere med garanti spurgt sig selv og hinanden, da den unge, mørkhårede skuespiller tonede frem på TV-skærmen i skikkelse af den seje, kvindelige livvagt, der er parat til at sætte livet på spil for ytringsfriheden og det danske demokrati.

Vi får selskab af hende – og de øvrige livvagter – de kommende ti søndage i den bedste sendetid. Og da »Livvagterne« fortsætter med yderligere ti afsnit i 2010, kan vi lige så godt lære hende at kende først som sidst.

Heldigvis tegner både livvagten Jasmina og skuespillerinden Cecilie Stenspil til at blive et rigtig godt bekendtskab.

Og selvom hun er et helt ukendt ansigt på TV-skærmen, vil mange muligvis have genkendt hendes stemme.

Cecilie Stenspil har, siden hun var ti år gammel, lagt stemme til et utal af reklame-speaks og udenlandske tegne- og spillefilm. Blandt de seneste kan nævnes »Harry Potter«, »Narnia«, »Shrek 3« og »Den Magiske Legetøjsbutik«.

Noget ubeskrevet blad som teaterskuespiller er hun heller ikke. Allerede under sin uddannelse på Skuespillerskolen ved Odense Teater medvirkede hun i nogle af teatrets mest succesfulde opsætninger, og efter endt uddannelse i 2006 blev hun fastansat på teatret, hvor hun de seneste sæsoner har spillet markante roller i blandt andet »Erasmus Montanus«, »Peter Pan«, »Troldmanden fra OZ« og »Guitaristerne«.

Til februar kan hun opleves som den opofrende Bess i Odense Teaters opsætning af Lars von Triers »Breaking the Waves«, så lige for tiden pendler hun dagligt frem og tilbage mellem Odense og København. Til henholdsvis prøverne på Odense Teater og filmoptagelserne i DR Dramas studier i den gamle TV-Byen i Søborg.

Nåh ja, og så når hun også lige at indtale speaks til tegnefilm og reklamer, gå i biffen med sin seksårige bonusdatter og passe parforholdet med skuespillerkæresten Mads Nielsen, som flyttede med hende til København, da hun sidste år i januar blev hyret til den faste tjans som livvagt i den nye DR-serie.

Da vi møder hende i TV-Byen – efter en 12 timers filmoptagelser afbrudt af interview – ser hun lige så dugfrisk og energisk ud, som var hun trådt direkte ud af et wellness-center. Selv uden makeup er hendes teint lydefri, og øjnene gnistrer veloplagt uden skygge af mascara. Kindbenene er høje og profilen smuk og skarp. Man »køber« gerne illusionen om, at hun rent faktisk kunne være andengenerationsindvandrer – ligesom hendes karakter i »Livvagterne« er det.

Altså må vi lige have hendes etniske ophav på det rene. Hun smiler, for det er ikke første gang, hun får spørgsmålet.

»Jeg er faktisk andengenerationsindvandrer, for min far er fra Færøerne, og min mor er pæredansk. Det sjove ved mine brune øjne er, at de er fra Glostrup. Det er min mors, for min fars øjne er grønblå, så der har måske været en portugiser på spil på min mors side af familien en gang i tidernes morgen.«

CECILIE STENSPIL er ikke ud af en skuespillerfamilie. Hun er opvokset på Sjælland ved Roskilde i »en meget, meget tryg kernefamilie«.

»Min mor er uddannet pædagog, og min far er – ja, han er faktisk hvalfanger. Når jeg kom op til tandlægen som barn, stod der altid »mor: pædagog, far: hvalfanger«, og så gik alting i stå, for det kunne de ikke forstå. Men han er altså uddannet hvalfanger. Bagefter er han så uddannet cand.mag. alt-muligt-svært og sidder inde i KL (Kommunernes Landsforeing, red.) og er sådan en kreativ person, der sidder og udvikler betalingssystemer til Letlands regering. Et enormt tænkemenneske, men også sådan én som hvis han skal lave en flamberet steg, så bygger han selv ovnen. Jeg har fra barn været vant til, at alt kan lade sig gøre, hvis man vil. Og man gør tingene så godt, man nu kan,« siger hun.

Har du altid vidst, at du ville være skuespiller?

»Jeg havde nogle fantastiske lærere i skolen, som integrerede skuespil i undervisningen. Det var en ganske almindelig folkeskole, og i klassen spillede vi teater om alt muligt. Jeg kunne mærke, at det var et sted, hvor jeg følte mig helt fri, faktisk. Og så spirede det. En enorm lyst til at lege og til at blive ved med at lege. Som større skolepige kom jeg ind på Eventyrteatret. Det var det, der hed Ping Klubben i gamle dage, og her fik jeg en masse gode venner.

Vi var et helt hold fra Eventyrteatret, som siden lavede Studenterrevyen. Det sjove er, at vi er – ja, nu skal jeg lige tælle – syv, tror jeg, som alle er kommet ind på skuespillerskolerne. Men det sande svar er vel, at jeg egentlig aldrig har sagt det højt, at jeg ville være skuespiller. Der var også et tidspunkt, hvor jeg var helt vild med mad og kager og tænkte: »Måske skal jeg være konditor!«

Nej, jeg har aldrig rigtig sagt det. Det er sgu’ kommet snigende,« siger Cecilie Stenspil, der ikke desto mindre blev optaget på Skuespillerskolen i Odense i første hug.

Hun siger, at hun føler sig både meget taknemmelig og privilegeret, fordi hun allerede har fået lov til at spille så mange forskellige roller.

»Tænk, jeg har kun været ude i to år. Jeg har lige spillet Dorothy (i »Troldmanden fra OZ«, red.), som er en sød pige med et stort hjerte. Jeg skal spille Kim i »Guitaristerne«, Jasmina i »Livvagterne« og Bess fra februar. Det er jo en gave som skuespiller. Samtidig har jeg mine stemmer i tegnefilmene, hvor jeg kan være både en flodhest og en mus og alt muligt.«

Et eller andet skuespilgen må der gemme sig i familien Stenspil, for Cecilies fire år yngre bror, Simon Stenspil, er også snart færdigguddannet skuespiller. Han går på tredje år på Statens Teaterskole. Også han kom ind ved første forsøg.

»Jeg ved heller ikke, hvad det er. Måske er det en kombination af de der færøske bjerge og fjelde og så noget Glostrup,« siger hun.

ÉN TING ER SIKKERT. Fra nu af er »ukendt« et lukket land for Cecilie Stenspil. Spørgsmålet er, om hun egentlig er klar over den voldsomme eksponering, hun nu står overfor som ny TV-stjerne?

»Ja, det er noget nyt. Dybest set er jeg jo et meget privat menneske, men jeg er også et ærligt menneske. Jeg har det sådan, at jo flere hemmeligheder, jeg bevarer, jo nemmere kan jeg trylle – eller fortælle historien – uden at man sidder og tænker: »Nå, så hun spiser leverpostej – jeg kan også godt li’ leverpostej«, og så sidder folk kun og tænker på leverpostej, når de sidder og kigger,« siger hun og medgiver, at det er en svær balance.

Har du nogle grænser for, hvad du vil fortælle om dig selv?

»Jeg siger for eksempel ikke, hvad mit bonusbarn hedder, og jeg fortæller heller ikke, hvor jeg bor, hvad jeg spiser, eller hvor jeg sover,« siger hun og tilføjer, at både hun og de øvrige unge »ukendte« skuespillere i »Livvagterne« har fået rådgivning i, hvordan de skal tackle den pludselige eksponering.

Det er noget nyt, men det er noget, Danmarks Radio har besluttet på baggrund af tidligere erfaringer. Blandt andet har skuespilleren Maibritt Saerens været på besøg for at fortælle om sine erfaringer fra »Krøniken«.

Hvad fortalte hun jer så?

»Hun sagde selvfølgelig, at det er voldsomt, men også at det er forgængeligt. Altså lige nu er det os, før var det »Krøniken« eller en anden serie. At det skifter, og at man skal tage det, som det kommer og trække vejret.«

Hvordan tror du, du vil have det, når du skal ned i 7-Eleven næste gang for at hente en pose Matadormix?

»Det er sådan et godt spørgsmål, men jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal svare. For jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det er. Da jeg sagde ja til rollen, tænkte jeg bare: »Den kvinde vil jeg gerne spille«. Jeg vil gerne spille en kvinde i en mandsdomineret verden, der sætter sit liv på spil for ytringsfriheden. Det ville jeg sindssygt gerne. Men jeg har jo ikke tænkt, at der var nogen, der ville opdage det! Det lyder helt åndssvagt, men sådan tænkte jeg. For jeg har jo aldrig lavet film eller levende billeder.«

»Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde til Tommy Kenter: »Hold da op! Tænk at de tør satse på en, der er så neongrøn som mig«. Jeg mener, Søren og André har alligevel lidt mere TV-erfaring, end jeg har. Men så svarede Tommy Kenter: »Det skal du ikke tænke på. Det har de helt styr på«. Og så tænkte jeg. »Hvis Tommy Kenter siger det, så skal det sgu nok gå«.«