Politikere lægger pres på Facebook

S vil arrangere en høring om Facebook. Venstre bakker op, men vil have EU til at tage affære.

Facebook spiller så stor en rolle i den danske samfundsdebat, at flere partier nu vil granske det private firmas virke og funktion.

»Facebook er en debat- og informationsmotorvej i Danmark, og der er ingen tvivl om, at der er betydelig grund til at være meget skeptisk over for nogle af Facebooks politikker. Det gælder blandt andet i forhold til det sociale medies etiske dispositioner, der i nogle tilfælde er af censurlignende karakter,« siger kulturordfører Mogens Jensen (S).

Efter ferien vil han forsøge at arrangere en høring og diskutere muligheder for at indlede en politisk dialog med den amerikanske virksomhed.

»Lykkes dette ikke, kunne næste skridt være at påvirke organisationer, befolkning, medier og politikere til at fravælge Facebook, fordi det sociale medies værdier ikke harmonerer med traditionelle danske værdier som ytringsfrihed,« siger Mogens Jensen.

EU-professor: Facebook kan påvirkes

Venstres mediepolitiske og politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, hilser en høring velkommen, men mener, at presset på Facebook først og fremmest skal komme fra EU.

»Facebook er en meget vigtig del af samfundsdebatten, og det er vi som politikere nødt til at forholde os til, for det har konsekvenser, når en privat virksomhed bliver gatekeeper. Men det vil have en hel anden tyngde, hvis det er et samlet EU, der forsøger at påvirke Facebook.«

Og netop EU er vejen frem, når danske politikere vil justere Facebooks virke, mener Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

»EU har en række muligheder for at regulere forretningen Facebook – blandt andet fordi Facebook i praksis har monopollignende status,« siger Peter Nedergaard. 

Han vil dog ikke lægge sig fast på den mest farbare vej, men mener, at man kan trække på de retsinstanser, EU allerede råder over, eller at EU kan begynde fra bunden og indføre sit eget regelsæt på området.

Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, er ligeledes kritisk. Hun mener, at »Facebook på flere planer har fået en alt for stor rolle i den danske samfundsdebat«.

Pia Kjærsgaard kunne sagtens finde på at forlade Facebook, mens Mogens Jensen på nuværende tidspunkt er mere nølende:

»Det er jo der, man er som politiker, hvis man vil i dialog med vælgerne. Der findes ikke et alternativ med samme rækkevidde.«

DELTAG I DEBATTEN: Hvad mener du? Fylder Facebook for meget i samfundsdebatten? Og bør politikerne skride ind over for den private mediegigant?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.