11. oktober 2008, 22:30

Tirsdag den 13. november 2007 klokken 12.00 har danskerne travlt med at stemme til Folketingsvalget. På en motorringvej i Mexico City kører Annette Birkmann på sin store motorcykel, en BMW F650GS Dakar, da en bil ved siden af hende tager et hurtigt sving for at køre fra ved en frakørsel. Bilen rammer motorcyklen, og Annette Birkmann styrter og vågner i rabatten.

»Jeg oplevede en intens smerte, og pludselig holdt den op. Det føltes som om, at jeg havde bevæget mig uden for min krop og hang ved siden af mig selv, og tiden stod helt stille,« siger Annette Birkmann.

Hun kommer sig. En forbipasserende motorcyklist hjælper hende, så der ikke kommer tililende og stjæler hendes personlige ejendele, som er helt normalt ved ulykker i Syd- og Mellemamerika. En ambulance bringer hende til et hospital efter lange forhandlinger om penge og forsikringer. Hun brækker mirakuløst ingenting, men har voldsomme indre blødninger.

Ulykken sker en uge før Annette Birkmann skulle være kørt ind i Los Angeles i USA efter 11 måneder på motorcykel alene kvinde gennem hele Syd- og Mellemamerika.

»Jeg havde det sådan hver morgen, at jeg skulle have en rigtig fornemmelse, ellers kørte jeg ikke. Det havde jeg ikke den dag. Jeg var træt af at rejse, ville hjem, jeg frøs, og det regnede hele tiden. Men jeg kørte alligevel af sted og efter ti minutter blev jeg ramt.«

ANNETTE BIRKMANN tager i efteråret 2005 en stor beslutning. Hun er blevet skilt, arbejder som advokatfuldmægtig på et advokatkontor i København, tjener godt og mangler ingenting.

»Jeg var bare ikke rigtig glad på den måde, at jeg stod op morgenen og følte, at jeg lavede det, som jeg allerhelst ville. En aften sad jeg og talte med en af mine gode venner, og han spurgte mig, hvordan jeg så blev rigtig glad. Det kunne jeg ikke svare på. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg havde lyst at køre på motorcykel, rejse i Sydamerika og lære spansk. Og så spurgte han: ’Hvorfor gør du ikke bare det hele på én gang?’ Og så var der noget inden i mig, der sagde. Det er det, jeg gør,« siger Annette Birkmann.

Hun siger derfor op på advokatkontoret, køber en billet til Buenos Aires i Argentina og tager af sted den 28. marts 2006. Forinden har hun taget motorcykelkørekort og fået job som motorcykelmekanikerlærling på et værksted i den argentinske hovedstad via en bekendt fra en tidligere rejse. Hun vil køre alene gennem Sydamerika, og det kræver, at hun kan reparere motorcyklen, hvis den går i stykker. Hun køber sin førte motorcykel, og otte måneder efter er hun klar til den store tur, turen alene gennem 16 lande og 16 amerikanske stater uden telefon eller GPS, men med fire T-shirts, to par bukser, en kjole, en nederdel, en sovepose, et telt, en laptop, en hjelm og en jakke i bagagen.

FRA BUENOS AIRES kører hun til verdens sydligste by, Ushuaia i det sydlige Argentina. Den kaldes også verdens ende. Derfra har hun ingen planer, men ser et skilt, hvor der er 17.848 km. til Alaska. Hun beslutter sig for at køre nordpå langs Andesbjergene i Chile.

»Det regnede konstant, og på et tidspunkt gik der to uger, uden at jeg snakkede med et menneske. Jeg holdt op med at skrive e-mail, og det blev helt sort for mig. Det var ikke lige det, jeg havde regnet med, og jeg var tæt på at opgive,« siger Annette Birkmann, som traf en hurtig beslutning. Tilbage til Buenos Aires og starte påny.

Hun kører her gennem Uruguay, Brasilien, Paraguay, Bolivia, Peru, Ecuador og Colombia og overnatter i telt og på hostels.

»Der var en del mennesker, der advarede mig mod at tage til Colombia, fordi det var alt for farligt. Men det var mennesker, der aldrig havde været der, så jeg kørte derind. Jeg tager altid mine forholdsregler og spørger de lokale om, hvor kan jeg gå hen, og hvor jeg ikke kan gå hen. Jeg kører heller ikke, når det er mørkt,« siger Annette Birkmann og fortsætter:

»Jeg har ikke fået frastjålet noget som helst, og jeg var ikke på noget tidspunkt bekymret for, om nogen ville gøre mig fortræd.«

Tværtimod var der helt andre ting, der gjorde hende bange.

»Når man kører alene, er der ingen til at hjælpe. Meget af tiden havde jeg i baghovedet, at hvis jeg styrter, er der ingen til at hjælpe mig. Men jeg oplevede, at når jeg fokuserede på at køre og bare nød det, var jeg ikke bange. Og de gange, hvor jeg faldt, tænkte jeg klart, og der kom hjælp. Første gang, jeg faldt, kørte jeg med for høj fart på en grusvej i et øde område, hvor der godt kan gå mange timer uden, man møder andre mennesker. Et vindpust fik mig til at vælte, og jeg kunne ikke rejse motorcyklen op alene. Det var omkring klokken 18, og jeg tænkte, at jeg måske ville blive nødt til at slå et telt op for at overnatte. Men pludselig kom der en lastbil forbi, som standsede. En stor og tyk mand steg ud og hjalp mig med at samle motorcyklen op, og ti minutter efter kørte jeg videre.«

I COLOMBIA ER DER flere forholdsregler at tage. Sydpå er der en del narkotrafik og derfor militære kontrolposter hver femte kilometer, og man må ikke stoppe på broer. Der er stadig kampe mellem guerillaer og ikke mange turister. Og slet ikke enlige kvinder på motorcykel.

»På et tidspunkt i en lille landsby kommer en lille dreng hen til mig og spørger: ’Hvem kører motorcyklen?’ ’Det gør jeg’, siger jeg. Så spørger han: ’Hvis motorcykel er det,’ og jeg fortæller ham, at det er min. Han ser helt forkert ud i hovedet,« griner Annette Birkmann.

Hun er meget ærlig om, at ensomheden kom til at spille en stor rolle på turen.

»Der var jo ikke rigtig nogen at tale med om alle de tanker, jeg havde. Men jeg lærte, at når det virkelig gælder, handler jeg rationelt. I tilspidsede situationer vidste jeg, at jeg ikke havde mentalt overskud til at pille navle. I stedet tænkte jeg meget praktisk, og jeg anede ikke, at jeg kunne klare så meget.«

Fra Colombia går turen gennem Mellemamerika, og så er vi tilbage i Mexico og ulykken, som satte en stopper for turen i fire måneder, hvor Annette Birkmann tog tilbage til Danmark for at få kræfterne tilbage.

»Jeg havde det skidt efter ulykken, og bagefter er der kommet en masse ting op. Jeg lod som om, jeg havde det godt over for min familie, da jeg ringede hjem og fortalte dem om ulykken. Men jeg var helt alene, da ulykken skete, og jeg havde det elendigt. På hospitalet forsøgte de at smide mig ud sent om aftenen, selvom jeg ikke kunne gå, var fuldstændig afkræftet og havde drop i armen. De ville have betaling prompte, men VISA-kortet fungerede ikke. Det endte med, at jeg græd og skreg og de blev så klar over, at jeg ikke ville kunne klare mig alene i Mexico City,« griner Annette Birkmann.

Efter opholdet i Danmark tager hun tilbage til Mexico i marts i år og kører turen tværs over USA. Den tur tager omkring tre en halv måned, og Annette Birkmann kan uden de store forhindringer køre ind i New York City den 2. august i år efter undervejs at have holdt en række fordrag om sin rejse og om »at turde tage det store spring«.

»Det var en meget nemmere tur gennem USA, reservedele hænger nærmest på træerne derovre, og jeg fik en masse venner gennem mine motorcykelnetværk. Make yourself at home var ordene, når jeg kom til fremmede menneskers lejligheder. Det var ligesom at have en stor familie med et stort stykke legetøj som omdrejningspunkt.«

ANNETTE BIRKMANN ER FØDT og opvokset i Hellerup. Pengene til rejsen kom fra en boliginvestering. Hun købte sammen med sin eksmand et af Arne Jacobsens arkitekttegnede huse i Hellerup og tjente godt på det, da de solgte det igen i 2004. Hun overvejede at geninvestere, men lod være.

»Jeg ville være fri, jeg ville af med alle de materielle ting, som jeg følte styrede mig og i virkeligheden ikke gjorde mig særlig glad.«

Hun har nu været hjemme i Danmark i lidt over en måned og har en billig lejelejlighed på Østerbro.

»Jeg føler, jeg er blevet endnu mere mig selv med alt det gode og alt det dårlige, der er i mig. Jeg tror ikke, at nogen synes, at jeg er specielt anderledes, men indeni er der sket meget. Jeg er blevet lidt klogere på livet. Det kan man blive på mange måder, men det her var den rigtige måde for mig. Ting kan gå galt, og når de gør det, ser jeg nu en åbning for, at tingene kan gøres anderledes,« siger Annette Birkmann, som er meget glad for at være tilbage.

»Jeg er glad for ikke at skulle slå telt op, når jeg skal sove,« griner hun.

Senor Dakar, som hun kalder motorcyklen, står stadig i USA og kommer formentlig aldrig hjem til Danmark. Det er for dyrt. Til næste år sætter hun sig op på den igen og kører fra New York til San Francisco for at holde foredrag og lave promotion for sin nyeste idé, U-TURN. En portal for personer, der vil tage det store spring, og med historier om dem, der har gjort det. Samtidig begynder hun som foredragsholder herhjemme.

Tager du så ikke springet tilbage som advokat?

»Nu går jeg jo i jeans og lyserøde gummisko. Det kan man altså ikke på et advokatkontor. Lige nu tænker jeg mest på alle de muligheder, jeg har uden for den verden. Det blev jeg jo ikke lykkelig af. Der skal noget andet til.«