Kulturblokken

Øv Factor

Arkivfoto: Kristoffer Juel Poulsen
Arkivfoto: Kristoffer Juel Poulsen

»Far, hvorfor er de så kede af det?«

Min fem-årige datter kiggede på mig, og jeg vidste ærligt talt ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare. Det var første fredag i det nye år, og familien var plantet i sofaen. Foran os kørte »X Factor« over skærmen – DR1s stædigt vedholdende svar på familieunderholdning i primetime. Blachman, Remee og Lina var tilbage som dommertrio og med dem en kilometerlang kø af håbefulde udkantsdanskere, der pænt ventede i række på at komme ind for at modtage en verbal tilsvining og en god gang voksenmobning for deres talentløshed eller blot en generel national latterliggørelse for deres dumhed. For så derefter at tude ydmygelsen ud over skulderen på den smukke Eva Harlou.

Der er ganske givet allerede blevet skrevet alenlange psykologiske afhandlinger om, hvorfor nogle mennesker frivilligt stiller sig selv offentligt til skue på denne måde og for rullende kameraer lader sig klæde af i et program som »X Factor«. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men at en TV-kanal som DR1, der om nogen burde sætte barren højt og ikke gå efter laveste fællesnævner, helt bevidst finder netop dette tåkrummende format passende som bred familieunderholdning, undrer mig. For ja, det er da underholdning, men er det god underholdning?

Er det god underholdning, at Blachman med sit fine jakkesæt og sine blaserte manerer skal fortælle en eller anden mindrebemidlet, overvægtig teenagepige med flere filipenser end toner i kroppen, at hun er grim og uden evner for noget som helst? Er det god underholdning, at Lina Rafn med sin åndssvage Wood Wood-kasket og påtagede empati skal sidde og vurdere talent, når hun selv synger som en brækket arm? Og er det god underholdning, at Remee med et fjoget grin og sin jetset-attitude skal sidde og vende tommelfingeren op og ned over mennesker, der blot drømmer om at få et liv som ham? Og er det god underholdning, at DR1 luller nationen ind i illusionen om, at det at kunne synge karaoke på TV er den direkte vej til rigdom, berømmelse og lykke, når de alligevel ender med at stå og sælge bamser inde i Tivoli, som én ganske rigtigt skrev det på Facebook?

Nej. »X Factor« er ikke god underholdning. Det er den samme nemme, smagløse og pinlige »godt-det-ikke-er-mig«-underholdning, som man oplevede i gamle dage, hvor cirkus turnerede landet rundt og fremviste deforme dværge, damer med skæg og alskens vanskabninger til almindelig gys og morskab for borgerskabet. Nu er savsmuldet blot erstattet af TV-skærmen og stolerækkerne med sofastykket derhjemme.

»Jeg synes ikke »X Factor« er særligt sjovt. De er for dumme mod hinanden,« lød det fra datteren, da det endelig blev sengetid. Jeg kunne kun give hende ret. Bare svært at forklare en fem-årig, at der er nogle, der åbenlyst ser dumhed som en succesfaktor.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.