Barack Obama har kun været præsident i 100 dage, men han har allerede vendt op og ned på Amerika. Fra det små til det store – fra invitationen af homoseksuelle forældre og deres børn til fremlæggelsen af et budget, der vil omkalfatre de seneste 30 års amerikansk politik.
25. april 2009, 16:59 – opdateret 26. april 2009, 15:21
Og han har også vendt op og ned på verden. Han har strakt hånden frem til Cuba og Chavez, han vil samarbejde med Rusland og forhandle med Iran, men han er ikke en kagemand. Han har sendt yderligere 21.000 soldater til Afghanistan og givet ordre til at skyde pirater, der holdt en amerikansk kaptajn som gidsel.
Så summa summarum 100 dage er et tilfældigt mål og ikke en reel mulighed for at vurdere marven i en præsident – midtvejsvalget i 2010 er en bedre mulighed for at vurdere perspektiverne – men hvis Barack Obama fortsætter, som han er begyndt, så kan vi svare bekræftende på det gamle kinesiske ordsprog: »Gid du må leve i interessante tider.« For så lever vi i interessante tider.
I USA har Han ...
Obama har gennemført den største vækstpakke i amerikansk historie – knap 800 mia. dollar.
Han har givet ordre til at lukke Guantanamo-fængslet og forbudt tortur.
Stamcelle-forskning er igen på tapetet – og han har forbudt politisering af forskning.
Regeringens 10-års budget budgetterer med sygesikring til alle, en ny og epokegørende miljøpolitik og mindre til de rige og mere til alle andre.
Regeringen har hævet skatten på en pakke cigaretter med 61 cents og bruger pengene på en udvidet sygesikring for mindrebemidlede børn.
I verden har han ...
Obama har sat en tidsplan for tilbagetrækningen fra Irak. De fleste amerikanske soldater skal være hjemme næste år.
Han har indledt forhandlinger med Rusland om atomnedrustning. Han er villig til at droppe missilforsvaret, hvis Rusland vil vride armen rundt på Iran i atomstriden.
Han har ophævet en række amerikanske rejseforbud – og andre sanktioner – over for Cuba.
Da Venezuelas Hugo Chavez under et pan-amerikansk topmøde ville hilse på ham, gemte han sig ikke. Han gav Chavez hånden og talte med ham.
21.000 flere amerikanske soldater til Afghanistan – og en ny flerstrenget amerikansk-europæisk strategi i Afghanistan og Pakistan.
Han har fortalt Irans ayatollaher, at de kan få forhandlinger – også ansigt-til-ansigt – hvis de vil, men de skal have andet end antisemitisme med i posen.
Han har givet tilladelse til at skyde og dræbe pirater, som holdt en amerikansk kaptajn som gidsel.
Han mangler stadig ...
Obama mangler at skabe arbejdspladser. Siden hans tiltrædelse er godt en halv mio. flere amerikanere blevet ledige hver måned. Ledigheden er nu knap ni pct.
Pakistan er ved at bryde sammen. What’s the plan, Stan?
Hussalget er stadig svagt. Priserne ligger i gennemsnit 15 pct. under sidste år, og salget er fem pct. under sidste år. Hvert niende kreditforeningslån er i restance.
Budgetunderskuddet. Han arvede et budgetunderskud på 1,3 billioner dollar, og underskuddet vil blive mindst lige så stort næste år.
Første gang en præsident har ...
Den såkaldte Gridiron middag i Washington er en stor indspist affære, hvor alle siddende præsidenter hidtil er mødt op med et repertoire af vittigheder. Obama meldte afbud.
Siden 1878 er børn og deres forældre blevet inviteret til en påskeægs-leg i Det Hvide Hus. For første gang inviterede Obama homoseksuelle forældre og deres børn.
Ingen siddende præsident har været gæst hos en af de populære TV-komikere. Obama gæstede i sidste måned Jay Leno for at sælge sin økonomiske politik.
Som den første præsident bød han til seder – jødisk påskemåltid – ved den jødiske påske, og han forbereder en stor mexicansk Cinco de Mayo-fest i maj.
Ingen andre præsidenter har holdt pressemøde på internettet og lagt deres traditionelle lørdagstaler til USA ud på YouTube.
Har en præsident nogensinde udviklet gråt hår så hurtigt? Efter blot to måneder er Obamas hår salt-og-peber- farvet.
Fyret
»Mr. Firhjulstrækker,« Rick Wagoneer, fyret som chef for General Motors.
Ansat
Nobelpristager Steve Chu ansat som miljøminister.
De elsker Obama
Glenn Beck og Rush Limbaugh, konservative kommentatorer, som har oplevet et boom i deres seer- og lyttertal siden Obamas tiltrædelse.
J. Crew, den amerikanske kæde, som specialiserer sig i pænere stangtøj. Michelle Obama og Obama-døtrene går i tøj fra J. Crew.
Våbenhandlerne. Siden Obama tiltrådte, er håndvåbensalget i USA steget med mindst 25 pct., fordi køberne frygter et helt eller delvist privat våbenforbud.
De elsker ikke Obama
Topcheferne på Wall Street. Hvis en finansvirksomhed får skatteyderhjælp, så kan topcheferne højst få 500.000 dollar i årsløn.
Nicolas Sarkozy, som efter G20-topmødet affærdigede Obama som »et udenrigspolitisk tomt jakkesæt«. Sarkozy derimod ...
Dick Cheney, tidligere vicepræsident, som siden sin afgang har været et vulkanudbrud af vrede.
Lobbyisterne i Washington, som har fået ordre om, at de ikke må diskutere verserende sager med medlemmer af Obama-regeringen og -administrationen.
Pinlige familieMedlemmer
George Obama, en halvbror i et slumkvarter i Nairobi. Anholdt for narkobesiddelse.
Zeituni Onyango, Obamas halv-tante, som opholder sig ulovligt i Boston.
Obama kan lide ...
Blackberry smartphone
Basketball
Store hunde
Obama kan ikke lide ...
Rødbeder
Små hunde
Bowling
Han kunne bruge lidt hjælp til...
Er der ikke nogen, som kan hjælpe ham med at finde på gaver? En DVD-samling til premierminister Gordon Brown? En iPod til dronning Elizabeth?
Hvad siger meningsmålingerne?
Er amerikanerne tilfredse med Barack Obama? 63 pct. af amerikanerne er tilfredse med Obamas embedsførelse. Pew research Center.
64 pct. af amerikanerne er tilfredse med Obamas embedsførelse. AP/GfK.
64 pct. af amerikanerne er tilfredse med Obamas embedsførelse. Gallup.
Og Michelle Obama? 76 pct. af amerikanerne er tilfredse med Michalle Obamas rolle som førstedame. Pew Research Center.
Er USA på vej i den rigtige retning? 48 pct. af amerikanerne siger, at USA er på vej i den rigtige retning. Højere end 40 pct. i februar og første gang siden 2004, at der har været flere »i den rigtige retning« end » i den forkerte retning.« AP/GfK.
Har Obama de rigtige økonomiske ideer? 70 pct. af amerikanerne siger, at præsident Obama vil »gøre det rigtige« i sin økonomiske politik. Pew Research Center.
Hvorfor 100 Dage?
Hvorfor taler vi altid om en præsidents første 100 dage? Traditionen går tilbage til præsident Roosevelt, som under den store depression – og umiddelbart efter sin tiltrædelse i 1933 – indkaldte Kongressen til en 100 dage lang særsamling, og her vedtog politikerne 15 store love, der omkalfatrede USA. Siden har »100 dage« været et parameter for, hvordan en præsident er kommet i gang med arbejdet.
































